Tiden under coronakrisen kan efterlade en med en følelse af at være stavnsbundet. Men har man et Netflix-abonnement og trænger til at komme lidt væk, kan man begive sig ud på en solbeskinnet rejse til Los Angeles på den amerikanske vestkyst. Til efterkrigstidens Hollywood.
Den aktuelle serie, der tager seeren tilbage til filmbyens gyldne år, hvor stjernerne hed Rock Hudson, Marilyn Monroe og James Dean, hedder slet og ret ”Hollywood”.
Den er skabt af manuskriptforfatteren Ryan Murphy, der tidligere har stået bag seriesucceser som ”Glee” og ”The People vs. O.J. Simpson”. I ”Hollywood” kaster han sig hovedkulds ned i filmhistoriens glansperiode, hvor unge, smukke og håbefulde mennesker – i hvert fald ifølge tv-serien – nærmest faldt over hinanden i ønsket om at slå til i englenes by.
Det er langtfra første gang, at den ikoniske filmby portrætteres på det store lærred. Det er heller ikke første gang, at det er filmbyens guldalder, der betragtes som værende fra 1930’erne til 1960’erne, der dyrkes. Ifølge Per Juul Carlsen, der er filmanmelder på P1, har serien et klassisk, tilbageskuende blik til en tid, hvor filmverdenen var noget helt særligt.
”Det Hollywood, som oftest betragtes som billedet på Hollywood, er det fra 1940’erne og 1950’erne. Jeg tror, nøgleordet bag den her stadige fascination er nostalgi. Efter en tid, hvor stjernerne var guddommelige og uopnåelige. Der var noget nærmest royalt over dem,” forklarer Per Juul Carlsen.
Han understreger, at vi også har store stjerner i dag, men at nutidens filmkendisser som Brad Pitt og Tom Cruise ikke har samme grad af uopnåelighed over sig. Der er også langt flere af dem, da nutidens utallige produktioner har spredt stjernebilledet ud.
Per Juul Carlsen tror ikke, at de populære gensyn med fortidens filmstjerner skyldes, at publikum ønsker at komme ind i privaten hos datidens berømtheder. Det handler mere om et indblik i en svunden og nærmest mytisk tid, der var glamourøs og løssluppen.
”Jeg tror ikke, at fascinationen skyldes, at man vil ind bag kulisserne hos Marilyn Monroe. Ligesom hvis man ser ’Downton Abbey’, tror jeg ikke nødvendigvis, man er så interesseret i karakterernes tanker og følelser, men mere nyder at besøge en verden, der er helt anderledes end den nuværende. Hvor man ikke behøver at bekymre sig om nutidens problemer. Jeg tror helt klart, der er noget eskapisme i det,” siger Per Juul Carlsen.
Den aktuelle Netflix-serie ”Hollywood” foregår i slutningen af 1940’erne, hvor så godt som hele den amerikanske filmindustri var koncentreret i Los Angeles. I løbet af de forgangne årtier var både byen og filmindustrien vokset enormt i en fælles symbiose. Det hele var begyndt, da nogle filmfolk fik øje på et forvokset parcelhuskvarter, der lå placeret i dejlige omgivelser.
”Man kan godt få det indtryk, at den amerikanske filmindustri opstod i Los Angeles, men den havde sit udgangspunkt på østkysten og primært New York. Men omkring 1910 begyndte man at få øjnene op for vestkysten og den her lille by, Los Angeles. Der var et godt lys, det var nær hav, nær bjerge og nær ørken,” fortæller Peter Schepelern, der er filmlektor ved Københavns Universitet.
Derudover var der masser af plads, så alle de store filmselskaber kunne anlægge store studier, hvor der var plads til alt fra at filme mindre søslag til at bygge kulisser, der forestillede mindre byer. I disse omgivelser voksede byen ind i rollen som filmverdenens mekka. Der gik ikke længe, før Hollywood var blevet ensbetydende med amerikansk film. Faktisk blev det et symbol på mere end det, forklarer Peter Schepelern.
”Selvom filmbyen faktisk primært blev etableret af europæiske jøder, blev den repræsentationen af noget typisk amerikansk. Man opfattede Hollywood som en essentiel del af amerikansk kultur. Det var et moderne medie, en moderne form for kultur, der passede godt til den her relativt nye nation,” fortæller Peter Schepelern.
I dag toner Hollywood stadig frem som en særlig figur i populærkulturen. Men den har ikke formået at opretholde den altoverskyggende position, den engang havde. Filmindustrien beskæftiger fortsat tusindvis af mennesker i Los Angeles, og den er fortsat rammen for mange af de utallige møder, der holdes af agenter, instruktører og skuespillere. Men i dag er filmoptagelser spredt ud over det meste af verden, og det er et fåtal af film, der optages i Los Angeles eller Hollywood. Samtidig betragtes en Hollywood-film ikke længere som den ypperste filmkunst, fortæller Peter Schepelern.
”En Hollywood-film er gået fra at være ensbetydende med amerikansk film til at være ensbetydende med de kommercielle mainstream amerikanske film,” forklarer han.
Alligevel har Hollywood stadig en særlig status, der fortsat dyrkes i dag. I film og serier kigger man ofte tilbage til filmbyens gyldne år, hvilket man i nyere tid har kunnet opleve i ”The Artist” fra 2011 og Quentin Tarantinos ”Once Upon a Time... in Hollywood” fra 2019. Samt i ”Hollywood”, der i øjeblikket kan ses på streamingtjenesten Netflix.
Hollywoods egenfascination er dog ikke en, der udelukkende opstod som et nostalgisk tilbageblik på de gode tider, forklarer Peter Schepelern. Han fremhæver stumfilmen ”Show People” fra 1928 som en af de første film fra Hollywood, der handler om filmbyen selv. Herefter kom de som perler på en snor.
”I storhedstiden fra 1930’erne til 1960’erne kunne man virkelig godt lide at puste til Hollywoods mytologiske status. Der kom blandt andet film som ’Singin’ In the Rain’ og ’Sunset Boulevard’, der på meget forskellig vis handlede om Hollywood,” siger Peter Schepelern.
Mens ”Singin’ In the Rain” er en mere letbenet film i musical- og komediegenren, er ”Sunset Boulevard” et eksempel på de mange film, der ikke glorificerer Hollywood, men behandler det på kras og satirisk vis. I filmhistorien er filmbyen ikke kun blevet fremstillet for sin glamour og sine berømtheder. Ikke så få film bruger Hollywood som ramme for barske fortællinger fyldt med manipulation og knuste drømme. Ud over ”Sunset Boulevard” anbefaler Peter Schepelern Robert Altmans ”The Player” fra 1992 eller David Lynchs ”Mulholland Drive” fra 2001 i den tradition.
Per Juul Carlsen er enig med Peter Schepelern i, at en del af forklaringen på de mange film om Hollywood skyldes, at det er godt stof. Han holder dog fast i, at nostalgien særligt i nyere tid spiller en stor rolle. Den hersker ikke kun blandt publikum men også i filmverdenen selv, mener han. Ud over at Hollywood i sin guldalder stod på populærkulturens tinde, var det også en tid, hvor der var noget højere til loftet. Dengang kunne filmstjerner godt flage med deres rigdom og luksuriøse livsstil, og filmstudierne skulle ikke forsøge at navigere i den samme politiske korrekthed, der hersker i dag.
”Man kunne tillade sig så meget mere dengang, så jeg tror også, det er en lyst til at vende tilbage til ekstremerne. Til det der vilde og flamboyante udtryk, man kunne slippe af sted med dengang. Jeg tror simpelthen, at det bunder i lyst til at skeje lidt ud,” siger Per Juul Carlsen.