I Horsens ligger et museum, der nægter at være en attraktion

På Industrimuseet i Horsens bliver maskinerne sat i gang af frivillige, pensionerede industriarbejdere, og genstandene må gerne røres, for målet er at skabe en levende formidling af industrihistorien. Og så er man ikke bange for at være det, man er: et museum

Den frivillige formidler Ole Windelboe er pensioneret smed. Han og to andre pensionerede kollegaer tager hver torsdag på Industrimuseet og spiser bøfsandwich.
Den frivillige formidler Ole Windelboe er pensioneret smed. Han og to andre pensionerede kollegaer tager hver torsdag på Industrimuseet og spiser bøfsandwich. Foto: Liv Høybye.

Der er to stærke sanseindtryk, der kæmper om opmærksomheden denne varme sommerdag på Industrimuseet i Horsens.

Det første er lugten af motorolie og svinekød. I aften er der sommerfest for de omkring 100 frivillige, der fungerer som formidlere og hjælpere på museet. En helstegt pattegris roterer langsomt på spid lige uden for museet, og spreder duften omkring i den store maskinhal på Gasvej i Horsens centrum.

Det andet sanseindtryk er en pludselig larm.

Den frivillige museumsformidler Ole Windelboe er i gang med at vise en lille håndfuld ældre besøgende den fircylindrede Deutz-dieselmotor fra 1942. Motoren udstøder en tung, spindende lyd, idet den langsomt sætter i gang, og det tonstunge svinghjul roterer hurtigere og hurtigere. Ole Windelboe, der er 71 år og pensioneret klejnsmed, har svært ved at skjule sin begejstring for de store maskiner.

“Jeg kom til at savne at have sorte hænder,” siger han, som svar på hvorfor han valgte at blive frivillig.

Han opremser med stor sikkerhed motorernes navne, fabrikationssted og antallet af cylindre, og han falder i dybe tanker ved spørgsmålet om, hvilken af maskinerne han bedst synes om, før han udpeger hele fem forskellige maskiner i den store maskinhal på museet.

Direktør for Industrimuseet, Kristoffer Jensen, lægger meget vægt på de frivilliges vigtighed for museet.

“Jeg synes det er en fin måde at kombinere det forskningsbaserede, jeg selv kommer ud af, med det folkelige og tilgængelige, som må være et musealt ideal. Vi er via de frivillige stærkt forankret i lokalmiljøet og i øjenhøjde med vores gæster,” siger han.

“Et museum skal være for folket – og folket er jo ikke kun publikum, det er også de lokale omkring museet og de, som museet fortæller historien om. Det er en enorm fordel for os, men også for museets kvalitet, at det er virkelige mennesker, som har arbejdet med maskinerne, som kan fremvise dem for besøgende,” siger Kristoffer Jensen.

Direktør for Industrimuseet, Kristoffer Jensen. Han er uddannet historiker og har en ph.d. i samme.
Direktør for Industrimuseet, Kristoffer Jensen. Han er uddannet historiker og har en ph.d. i samme. Foto: Liv Høybye

Industrimuseet blev indviet i 1977 i det nedlagte Horsens Elværk, og blev statsanerkendt i 1984. I 1990’erne blev museet kraftigt udvidet med det nedlagte Horsens Gasværk. Museets ambition har fra starten været at dokumentere og formidle Danmarks status som industriland fra 1870 og frem ved at kombinere arbejder-, teknologi- og industrihistorien.

Et umage par

Museets direktør, Kristoffer Jensen, og hans souschef, museumsinspektør David Holt Olsen, virker ved første øjekast til at være et lidt umage makkerpar.

David Holt Olsen har optrådt en del i medierne. Han har været skribent for satiremediet RokokoPosten og skrevet skarpe klummer i dagblade, hvor han eksempelvis har kritiseret Nationalmuseets kedsomhedsknap (“Jeg må modvilligt indrømme, at den faktisk var meget fed, da jeg oplevede dem,” indrømmer han dog i løbet af Kristeligt Dagblads besøg på museet).

Kristoffer Jensen synes at være en mere klassisk museumsfagperson og har været mere tilbageholdende i pressen. Det bliver dog hurtigt tydeligt, at de to mænd supplerer hinanden, og er klart enige om deres vision for Industrimuseet – og dertil er i besiddelse af en vis portion lune.

Ved spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at se de kostbare ting i museets kælder, nikker David Holt Olsen velvilligt, hvortil Kristoffer Jensen tørt siger:

“Der er mest en masse gammelt ragelse.” De griner begge.

David Holt Olsen, souschef på museet. Han har ofte markeret sig i skarpe vendinger i medierne i debatten om museer.
David Holt Olsen, souschef på museet. Han har ofte markeret sig i skarpe vendinger i medierne i debatten om museer. Foto: Liv Høybye

Federe end Nationalmuseet

Især er de stolte af den udstilling, Industrimuseet overtog fra det nu lukkede Brede Værk under Nationalmuseet. Inventaret er blevet flyttet over i de gamle stemningsfulde haller fra Horsens Gasværk og indrettet som en rekonstruktion af en tekstilfabrik fra 1920’erne.

"Vi har lavet den federe end Nationalmuseet," siger David Holt Olsen med et skælmsk smil.

Og hvordan så det?

Han springer velvilligt afsted til den bageste del af udstillingen, hvor en stor dampmaskine tungt hviler. Han fisker en nøgle frem, drejer den om, og langsomt kommer der liv i maskinen, som via remtræk og aksler på væggene er koblet til fabrikkens maskiner. Motoren pruster og hakker, og remmene slasker, så man må råbe for at gøre sig forståelig. Man bliver hensat til en ikke så fjern fortid, hvor mange danskere havde deres daglige arbejdsliv i fabriksmiljøer med larm og støv.

Og det er også hensigten.

"Det skal være levende," siger Kristoffer Jensen.

"Vi vil gerne lave rum, så man kan få en følelse af at være der, som det var dengang. Ikke igennem tekst eller fortælling, men ved at mærke det på ens sanser."

På Industrimuseet skal maskinerne køre, de skal ses og mærkes i funktion, det er filosofien.

"Vores motorer er registreret som museumsgenstande, og det indebærer, at vi skal bevare dem, i teorien, til evig tid. Der ville nok være nogle konservatorer, der ville mene, at vi burde holde os fra at køre med dem, og kun burde røre ved dem med hvide handsker, men vi vurderer, at de har bedre af at blive rørt og vedligeholdt kontinuerligt – og i øvrigt at det skaber den mest levende museumsoplevelse," siger direktøren.

Det er den samme filosofi, der gør sig gældende i de arbejderlejligheder, som Industrimuseet har indrettet i to opgange bag museet. Her er der indrettet seks tidstypiske lejligheder fra 1880 til 2000.

En af de tidssvarende arbejderlejligheder som Industrimuseet har indrettet.
En af de tidssvarende arbejderlejligheder som Industrimuseet har indrettet. Foto: Liv Høybye

Kristoffer Jensen og David Holt Olsen viser ind i den bosniske arbejderlejlighed fra 2000. Bosniske flygtninge er sammen med flygtninge og indvandrere mange andre steder over de seneste årtier blevet fortsat vigtigere for den lokale industriproduktion, og netop historien om bosnierne er en solstrålehistorie om vellykket integration. Det føles som at træde ind i en tidslomme. På bordet ligger en uddateret telefon, den velkendte Nokia 3510, mens et lille, men kompakt fjernsyn i mørkegrå plastik troner foran sofabordet. Ovenpå det ligger et VHS-bånd med tegnefilmen "Anastacia".

"Ingen af de her ting er registreret som museumsgenstande. Man må gerne røre ved dem," siger David Holt Olsen.

"Det indebærer selvfølgelig, at de går oftere i stykker, fordi de ikke er låst inde i en montre. Men vi mener, at det tilføjer en mere opslugende og virkelighedsnær følelse."

Han smiler.

"Og så har vi i øvrigt erstatninger liggende i kælderen."

1970'er-lejligheden har en skrivemaskine og bestikservice i knaldorange.

"Som at være hos sine bedsteforældre," indskyder David Holt Olsen.

Det eneste, museet mangler, og et kærkomment ønske for både direktør og souschef, er en udstilling om de seneste årtier, som kan koble museets fortællinger helt tæt til nutiden.

"Danmark er et industriland, men det er truet af manglen på kvalificeret arbejdskraft. Hvis vi skal have flere unge til at se i retning af de industrirettede uddannelser – og det skal vi for at fremtidssikre velfærdssamfundet – så skal vi have nedbrudt den ødelæggende modstilling mellem industrisamfund og videnssamfund, som meningsdannere skabte fra 1990’erne og op gennem 00’erne. Vi vil gerne fortælle historien om udvalgte danske industrivirksomheders fantastiske udvikling fra 1980’erne og frem som bevis på, at modstillingerne mellem vidensarbejde og industriproduktion og mellem kreative erhverv og produktionskompetencer er falsk,” siger Kristoffer Jensen.

De kedeligste ord

Makkerparret bliver mindet om en gammel anekdote.

"Der var engang en konsulent, der fortalte os, at de to kedeligste ord på dansk var 'industri' og 'museum'. Det eneste mere kedelige, han kunne komme i tanke om, var, hvis man kombinerede de to," siger David Holt Olsen.

"Men vi vil gerne stå ved, at vi er, hvad vi er. Da Kristoffer og jeg for tre år siden overtog ledelsen af museet, så valgte vi helt bevidst, at vi ville stå ved, at vi er et museum. Vi ville ikke udvikle et smart akronym som erstatning for vores navn, og vi ville ikke grave den grøft mellem formidlere på den ene side og forskere og samlingsfolk på den anden side, som vi så tendens til andre steder, og som var baggrunden for, at jeg udtalte mig kritisk om 'Kedsomhedsknappen' på Nationalmuseet,” siger han, og Kristoffer Jensen nikker samstemmende.

“Der er kommet en masse godt ud af det oplevelsesøkonomiske paradigme, som museerne nu har været præget af i mere end 20 år. Det har tvunget museerne til at tage deres gæster alvorligt og gentænke sig selv. Men det har også klare begrænsninger. Selv de mest succesfulde danske museer målt på publikumstal bliver aldrig gode forretninger – også ARoS, Den Gamle By, Louisiana og Moesgaard er afhængige af offentlige driftstilskud – og de tilskud må begrundes af noget, som ligger udover det oplevelsesøkonomiske,” siger Kristoffer Jensen.

David Holt Olsen bryder ind.

“Samtidig er der en svaghed i det oplevelsesøkonomiske rationale, hvor man hele tiden brugerinddrager og spørger publikum, hvad de vil have. For hvis man udelukkende gør det, så laver man kun ting inden for publikums forestillingsevne. Så er der ingen overraskelser. Og jeg tror, en af de stærkeste oplevelser, man kan have på et museum, er at blive overrasket. Overraskelserne skal komme fra de forskningsmæssige indsigter og museumsfolkenes og de frivilliges nørdede begejstring for genstandene.”

En af de frivillige kommer gående forbi.

“Kommer du i aften?” spørger David Holt Olsen.

“Det kan du bande på,” svarer den frivillige.

“På mange måder er vi et mindre lokalt museum. De frivillige, der kommer her og danner et fællesskab, tæller ikke i besøgsstatistikkerne,” siger Kristoffer Jensen.

“Og den værdi, vi har for dem, fungerer på en anden logik end den oplevelses- eller markedsøkonomiske. Og gudskelov for det.”

En af de tidssvarende arbejderlejligheder som Industrimuseet har indrettet. Genstandene i det må gerne berøres af besøgende. "Når vi modtager de genstande vi bruger i arbejderlejlighederne, så registrerer vi dem ikke som museumsgenstande - og det er dem, der indleverer dem med på. De skal bruges i formidlingen på denne måde og ikke som kulturartefakter, der skal bevares til evig tid," siger Kristoffer Jensen.
En af de tidssvarende arbejderlejligheder som Industrimuseet har indrettet. Genstandene i det må gerne berøres af besøgende. "Når vi modtager de genstande vi bruger i arbejderlejlighederne, så registrerer vi dem ikke som museumsgenstande - og det er dem, der indleverer dem med på. De skal bruges i formidlingen på denne måde og ikke som kulturartefakter, der skal bevares til evig tid," siger Kristoffer Jensen. Foto: Liv Høybye