Nåden får det sidste ord i Marilynne Robinsons nye roman

Marilynne Robinsons nye roman, ”Jack”, er smuk og gribende, mener kritikere i forfatterens hjemland. Flere har dog indvendinger imod romanens behandling af amerikansk racisme

Nåden får det sidste ord i Marilynne Robinsons nye roman

Kan kærlighed frelse en mand fra fortabelse? Det er kernespørgsmålet i den store amerikanske forfatter Marilynne Robinsons nye roman, ”Jack”, der netop er udkommet i USA.

Romanen er den fjerde i en serie fortællinger om to aldrende protestantiske præster og deres familier i en fiktiv by, Gilead, i den midtvestlige delstat Iowa. Jack er den fortabte søn, der i de tre tidligere romaner i serien – ”Gilead” (2004), ”Hjemme” (2012) og ”Lila” (2014) – lejlighedsvis dukker op for derefter at forsvinde igen og knuse sin forpinte families hjerte. ”Jack” kredser om en romance mellem hovedpersonen, der er en forarmet hvid alkoholiker og småsvindler, og en respektabel afroamerikansk skolelærer i en amerikansk sydstatsby i 1940’erne, og den beskæftiger sig med store emner såsom racisme, tro, håb, synd og frelse.

Den 76-årige Marilynne Robinson betegnes ofte som en af USA’s største nulevende forfattere, og hun er kendt som en intellektuel sværvægter og en calvinist, der er dybt optaget af troen og det guddommeliges aftryk på verden. Hun har talrige beundrere i sit hjemland, heriblandt den tidligere præsident Barack Obama, og ”Jack” modtages da også generelt positivt af amerikanske kritikere, der lovpriser forfatterens åndelige dybde, men i flere tilfælde også har indvendinger imod dele af romanen.

Marilynne Robinsons fiktion udforsker ”forbindelsen mellem ensomhed og fortabelse, mellem sjælens isolation og dens pinsel”, skriver Jordan Kisner i en lang omtale af romanen i nyhedsmediet The Atlantic.

”’Jack’ repræsenterer på en måde kulminationen af denne udforskning, i og med at hun vender blikket mod den mest ensomme, mest marginaliserede sjæl i den verden, som hun har brugt 16 år på at skabe,” skriver hun.

I nyhedsmediet National Catholic Reporter betegner kritikeren Paul Lakeland ”Jack” som en gribende fortælling, der rummer både lyset og mørket.

”Alt imens Jack er noget af en fiasko, er ’Jack’ en smuk, omend usandsynlig kærlighedshistorie, fuld af glæde og tristhed, men kompliceret helt fra dens begyndelse,” skriver han.

Nogle kritikere gør dog indvendinger imod romanens behandling af racismen i 1940’ernes USA. Romanen skildrer kærlighedsforholdet mellem den charmerende og følsomme, men også nedbrudte, selvplageriske og selvmordstruede Jack, der netop er blevet løsladt fra et fængselsophold, og Della, der som skolelærer og datter af en respekteret afroamerikansk metodistpræst i Memphis skuffer sin familie ved at falde for en subsistensløs hvid alkoholiker.

Jack og Della møder hinanden tilfældigt på gaden i St. Louis i Missouri, og deres venskab vokser, da de tilbringer en drømmeagtig nat sammen ufrivilligt låst inde på en kirkegård. De har en tæt åndelig forbindelse og ser det bedste i hinanden, men raceadskillelseslove gør deres forhold både farligt og ulovligt.

”Jack” skøjter imidlertid for let henover racismens rolle i det amerikanske samfund, skriver kritikeren Jess Row i avisen Los Angeles Times.

”’Jack’ er, som de andre bøger i serien, en øvelse i ønsketækning. Den fungerer som en historie om enkeltpersoner, der formår at overvinde deres raceopdelte verden kun ved at behandle racisme som en diffus ondskab, der foreviges uden for synsfeltet for derpå at blive besejret af ærbare intentioner. Hvem som helst, der har bevidnet de sidste fire år i amerikansk politik, ved, at sådan foregår det ikke,” skriver han.

I nyhedsmediet NPR er kritikeren Lily Meyer mere positiv. ”Jack” er ikke og bør ikke være en roman, der fremsætter en køreplan for et opgør med racisme i USA, skriver hun.

”I stedet skildrer Robinson et kærlighedsforhold fra dets komplicerede begyndelse til dets umådeligt problemfyldte og bevægende modning og beder i samme ombæring amerikanske læsere om at tænke over både vores lands nylige racistiske historie og potentialet – især for hvide amerikanere – for at acceptere, at vi har en iboende evne til at gøre skade. Denne accept bringer Jack tættere på kærlighed og nåde. For vores land – hvem ved? – kunne den gøre det samme,” skriver hun.

I avisen The New York Times udtrykker kritikeren Dwight Garner blandede følelser over for Robinsons alvorsfulde forkærlighed for tunge eksistentielle emner. Bortset fra den første bog i Gilead-serien, den pulitzerprisvindende ”Gilead” fra 2004, er Robinsons romaner ofte forstemte, skriver han i sin anmeldelse af ”Jack”.

”At åbne hendes andre romaner, heriblandt denne, er i store træk som at komme ind i et afsondret, iltløst, livsfornægtende, lettere prætentiøst og mestendels humorforladt univers, hvor det altid er søndag morgen og aldrig lørdag aften, hvor de samme skræddersyede argumenter om religiøs følelse gentages, hvor en enlig læser kommer ind, indsnuser den angrende luft og spørger: Hvem døde?,” skriver han.

Paul Lakeland fra National Catholic Reporter har en anden tilgang. I Marilynne Robinsons romaner er det gode og det onde altid sammenflettet, og ”Jack” varmer læserens hjerte, skriver han.

”Syndens og nådens mysterier står Robinsons hjerte nær, men i denne roman får nåde bogstaveligt talt det sidste ord,” skriver Paul Lakeland.

Jack. Marilynne Robinson. Farrar, Straus & Giroux. 309 sider. 27 dollars.

I ”læst udefra” skriver vi om nye bøger fra udlandet, der handler om tro og værdidebat.