John Kørner har i mange år arbejdet med ”problemet” som gennemgående tema i sin kunst. Det er blandt andet kommet til udtryk igennem karakteristiske æggeformede figurer i forskellige materialer og farver, som både kan være grove og mørke, sarte og smukke. På denne måde har han givet noget uhåndgribeligt og diffust en fysisk form, og det gør, at problemerne er til at tage og føle på i Kørners farverige og skæve univers:
”Normalt vil man sige, at et problem er noget, der defineres ved en særlig situation og ikke som noget fysisk. Men ved at legemliggøre det får man en anden måde at anskue det på,” fortæller kunstneren i sit nye atelier, der ligger i et nedlagt pizzeria i Københavns Sydhavn. Udefra emmer bygningen af forfald og mangel på en kærlig hånd, men når døren åbnes, er det som at træde ind i en østers: fyldt med lys, farver og finurlige detaljer.
Og også her ser man dem overalt – problemerne. Særligt den æggeformede slags, som John Kørner selv beskriver som en form, der er abstrakt, men som alle kan forholde sig til. De står som skulpturer på hylderne, stikker frem fra krogene og gemmer sig i motiverne på de ufærdige malerier, der dækker det farveplettede betongulv.
At han i sin tid valgte, at det var ægget, der skulle symbolisere problemernes fysiske form, skyldtes, at han skulle male en rytter på en hest, men i stedet for rytteren endte han med en oval. Hermed var æggeproblemet født.
For John Kørner er problemet både på godt og ondt en fast bestanddel af det at være i en verden, hvor virkeligheden kan være smuk såvel som brutal. Problemerne er en uundgåelig grundpille i det at leve og eksistere, både for mennesket, for samfundet og for kunsten.
I sit arbejde sætter John Kørner fokus på hverdagens benspænd såvel som de store samfundsproblematikker, herunder flygtningekrise, terrorfrygt og krigens konsekvenser. Det ses blandt andet i værket ”Afghanistan”, som pryder en hel væg i kronprinsparrets bolig, Frederik VIII’s Palæ, og forestiller to soldater, der er ofre for en eksplosion.
Men ligesom man i John Kørners værker kan finde referencer til specifikke samfundsforhold, handler de i høj grad om problemers almene karakter. For selvom problemer er besværlige, er de dog, set med kørnerske briller, ikke udelukkende negative:
”Det er en meget kreativ proces at løse problemer, og det er enormt positivt at forholde sig til det på den måde,” siger John Kørner.
Det peger på den dobbelthed, som kommer til udtryk i Kørners verden. Han mener eksempelvis, at mennesket har en særlig evne til at gøre tilsyneladende ubesværede situationer meget komplicerede:
”Man kan eksempelvis forestille sig en horisont med en solnedgang, altså et ret æstetisk udgangspunkt, men alligevel finde en række problemer ved det her scenarie. Det er vi i stand til, vi mennesker, og jeg synes, det er interessant at holde sådan nogle ting op imod hinanden,” fortæller han.
Det dualistiske forhold mellem det gode og det dårlige findes ikke kun i den allestedsnærværende æggeform, men også i den gule farve, som er svær at overse i kunstnerens univers. Det er ikke en hvilken som helst gul, men en bestemt gul, som gang på gang springer i øjnene fra atelierets bogtunge reoler, fra malerierne og ikke mindst fra monografiens billedbugnende sider.
Årsagen til, at det netop er denne ikke uhæmmet behagelige nuance, der er karakteristisk for John Kørners værker, er, at det er solens farve, den er eksplosiv og sitrer af energi og varme. Men samtidig er den sygelig, påtrængende, uundgåelig og langtfra neutral. Også her findes altså dobbeltheden, som går så godt i spænd med problem-tematikken.
Selvom en af problemernes positive facetter ligger i løsningsprocessen, er det for John Kørner ikke altid et mål i sig selv at få udfordringerne til at forsvinde:
”Mange ser problemer som en rebus og tænker automatisk, at hvis der er et problem, så skal det løses. Men sådan har jeg det ikke selv,” fortæller han.
Nogle gange skal man i stedet træde tilbage fra sin kampvogn, erklære våbenhvile mod problemerne og i stedet acceptere sine evner og sine forhold:
”For eksempel er der mange, der ser døden som et problem, men man kan hverken fornægte eller forandre den. Så at skulle gøre døden til et problem, der skal løses, er i mine øjne lidt for ambitiøst.”