Det synes så oplagt, at man kan undre sig over, at det ikke er gjort før. Det gør Pia Skogemann da også selv. Men hun er faktisk den første, der konsekvent anvender C.G. Jungs psykologi på »Ringenes Herre«. Hun gør selv opmærksom på den markante lighed mellem Jung og Tolkien: De opdager begge myten og mytesproget i begyndelsen af det 20. århundrede. Men de arbejder jo forskelligt: Tolkien digter, Jung analyserer. Tolkien, der åndelig talt levede med ryggen mod nutiden, har næppe taget sig tid til at læse Jung. Men det er heller ikke afgørende, for sådan som han opsamler og anvender en række klassiske mytiske motiver i sin fortælling, passer hans fortælling som fod i hose til Jungs analyse.
Hvordan fungerer det så? Sommetider kan man få fornemmelsen af, at når psykologer skal analysere litteratur, går de til værket på samme måde, som når de skal analysere en patient. Og så forsvinder enhver tale om litterær kvalitet - for teksten er bare materiale for analysen. Lad det være sagt med det samme: Sådan noget er der ikke skygge af hos Pia Skogemann.
Hun er en god læser. Hun lader aldrig analysen tage overhånd - eller blive et mål i sig selv. Hun bruger sin Jung med skønsomhed og skånsomhed. Fremstillingen er ikke spækket med fagterminologi. Når den endelig anvendes, får man ordentlig besked - og en ordbog bag i bogen hjælper med at holde fast i det nødvendige. Det betyder, at det først og fremmest er blevet en god og grundig tolking af »Ringenes Herre«, hvor Jungs terminologi bliver en hjælp til forståelsen - en metode, hvormed det er muligt at trænge ned i teksten.
Pia Skogemanns brug af Jung medfører, at hun ikke kommer til at begå den fejl, som mange andre Tolkien-fortolkere har gjort sig skyldige i: at sprede sig og finde alle de henvisninger og associationer, man kan finde i teksten. Jung holder hende så at sige på sporet - så i stedet for at fortabe sig i, hvor Tolkien kunne have hobbitter eller elverfolk fra - bliver hun i stand til at forstå, hvad de står for. Pia Skogemann er grundig med sin dokumentation, idet tolkningen hele tiden ledsages fint af velvalgte citater. Faktisk må anmelderen, der jo selv i mange år har beskæftiget sig med Tolkien, sige, at Pia Skogemanns bog er noget af det mest vederhæftige og veldokumenterede, han har læst om Ringenes Herre. Hun har et fint greb om fortællingens hovedpersoner, og hun evner ligeledes at få de enkelte analyser til at hænge sammen. Man kommer virkelig til at forstå, hvorfor det er en sammenhængende historie.
Pia Skogemanns anliggende er selvsagt at analysere »Ringenes Herre«. Hun læser meget tekstnært, men inddrager i stilfærdigt omfang andre dele af Tolkiens forfatterskab. Det opleves af læseren ikke som en digression men som en udvidelse og yderligere underbyggelse af tekstanalysen. Og så kaster hun selvfølgelig et blik ud på Tolkiens - og vores - samtid, hvor hun fastholder, at »Ringenes Herre« ikke er en allegori og derfor ikke handler om nazismen og Anden Verdenskrig. Hun vender det om: »Vi lever i en verden, hvor Ringen ikke er blevet ødelagt.«
Pia Skogemann knytter nogle spændende overvejelser til den kendsgerning, at »Ringenes Herre« er en »endetidsfortælling«. Her drager hun så en række spændende paralleller ikke bare til nordisk mytologi, men også til en række beslægtede fortællinger af Michael Ende, Hanne Marie Svendsen, Ursula LeGuin og Franz Werfel og finder i de nutidige fortællinger et fællestræk: det enkelte menneskes konfrontation med ulivsmagterne.
For år tilbage skrev Jung-eleven Eigil Nyborg en fremragende bog om H.C. Andersens eventyr, hvor metoden på samme måde ikke skyggede for men fremmede forståelsen af Andersens tekster. Pia Skogemanns bog befinder sig i samme klasse. Den kan anbefales enhver, der har lyst til at gå i dybden med Tolkiens »Ringenes Herre«.
Pia Skogemann: En jungiansk fortolkning af Tolkiens Ringenes Herre.
251 sider. Athene. Bogen har egen hjemmeside: www.tolkienjung.dk