Prøv avisen

I kø til den gode litteratur

Flemming Kloster Poulsen genfortæller i en time uden manuskript. Denne gang romaner af Ida Jessen og Thorstein Thomsen. Foto: ©Lars AArø

FortælleCafe i Randers med fokus på ny litteratur og livsoplysning er et tilløbsstykke. Også her 10 år efter at caféen åbnede første gang

Det er rigtig godt, at de nu har begrænset det til, at dørene først åbnes en halv time, før det begynder. Tidligere skulle man næsten komme allerede om formiddagen for at få en god plads, forklarer en af kvinderne i køen.

Flere af dem har nu alligevel stået her op mod tre kvarter til en time for at sikre sig en plads, når dørene til Sct. Mortens Hus menighedshuset ved Sct. Mortens Kirke i Randers åbner klokken 14 til månedens FortælleCafe. Sådan som de nu gør, dørene. Lige på slaget, og ind myldrer straks hele sværmen af gråhårede kvinder plus de undtagelser, hvor håret endnu ikke har fået denne i øjeblikket så trendy modefarve.

Det er ligesom, når der er udsalg, konstaterer en dem, der nu kæmper sig frem.

Og så snyder de også! Dem, der møver sig ind fra siderne, kommer det lidt fortørnet fra en anden, mens flokken maser sig gennem dør og opgang, ind til salen med de opdækkede kaffeborde.

Opdækningen har Dorte og drengene sørget for. Dorte Jakobsen er kirketjeneren, og drengene er det hold af frivillige, der har meldt sig til det praktiske selvom det rent faktisk også her er kvinderne, der tager ved. Dorte og drengene lyder bare bedre, sådan sprogligt, selvom kirketjeneren finder formuleringen kønsdiskriminerende i relation til de faktiske forhold.

En hurtig optælling dokumenterer, at mændene er stærkt underrepræsenteret. Der er under 10 procent.

De gider ikke gå ud. Mænd er ikke nysgerrige nok, lyder en forklaring.

Og sådan er det hele vejen rundt, men måske især i forbindelse med kulturelle arrangementer, kan man forstå, men det er da også rart en gang imellem bare at gå alene, tilføjes det.

I løbet af forbavsende kort tid er alle stole besat, og de, der kom allersidst, måtte vende hjem igen med uforrettet sag, for der må ikke være flere end maksimalt 150 i menighedshusets sal. Det har brandmyndighederne bestemt, så da de 150 stole var besat, blev der ikke lukket flere ind.

Denne øvre grænse på 150 tilhørere er jævnligt tangeret de seneste par år, men FortælleCafeen i Sct. Mortens Hus har lige fra starten været noget af et tilløbsstykke og er det nu på 10. år. I kø til den gode litteratur.

Det skyldes jo Flemming Kloster. Han er en gudsbenådet fortæller, siger Merete Nissen, pensionist og medlem af menighedsrådet.

Hun har deltaget i FortælleCafeen de seneste seks-syv år.

Det er eftermiddage, som vi altid går opløftet hjem fra, tilføjer hun.

Flemming Kloster Poulsen har været sognepræst ved Sct. Mortens Kirke siden 2002. Det var ham, der tog initiativet til FortælleCafeen, og siden har han holdt den i gang i samarbejde med sognets organister, som medvirker på skift. For der er både fortælling, musik og fællessang fra Højskolesangbogen på programmet, når cafeen holder sit månedlige arrangement, og sådan har det foregået gennem alle 10 år. Denne eftermiddag sidder organist Amanda Ellekilde ved flyglet, og Flemming Kloster Poulsen leverer et supplerende akkompagnement på violinen.

Sådan varmes der op, mens kaffen hældes i kopperne, og bollerne og kagerne umærkeligt, men sikkert, svæver fra fade til desserttallerkener for dernæst at blive fortæret. Ligesom mennesket ikke lever af brød alene, turde det modsatte heller ikke være tilfældet.

Så lyder klokken, sådan en stor dirigentklokke i messing med træhåndtag, efterfulgt af den øredøvende skramlen med stole, som sættes i position.

Nu håber jeg, alle har fået sat sig godt, så ingen får en rygskade, siger Flemming Kloster Poulsen, da de 150 stole er skramlet på plads, og ser omsorgsfuldt ud på den let aldrende forsamling med overvægt af pensionister og efterlønnere.

LÆS OGSÅ: Hvorfor læser vi krimier?

Hvorefter følger en times fortælling, uden at det medbragte manuskript kommer i brug. Her i jubilæumsåret står to romaner på programmet ved hvert arrangement. Denne gang romanen Børnene af Ida Jessen, og Thorstein Thomsens Sne på hendes ansigt, kædet sammen under overskriften At turde livet.

Flemming Kloster Poulsen begyndte sin fortællevirksomhed med at fortælle bibelhistorier og blev kendt i Randers og omegn som præsten på den omvendte ølkasse, da han i forbindelse med et tre måneders projekt fortalte bibelhistorier alle mulige, mere eller mindre usædvanlige, steder: på værtshuse, i arresten, på sygehus og skoler, for politikere, erhvervsfolk og udviklingshæmmede.

Hans idé var at få afprøvet, hvordan fortællingen af de bibelske historier ville fungere uden for kirkerummet. Det viste sig, at de fungerede særdeles udmærket, også uden præstekjole og orgelmusik. Flemming Kloster Poulsen og hans bibelhistorier blev mødt med stor lydhørhed, og projektet greb om sig, så han på de tre måneder var rundt på i alt omkring 40 steder. Forsøget affødte senere bogen Det uperfekte liv om erfaringerne.

I FortælleCafeen er den gode skønlitteratur i fokus og her med få undtagelser den nye litteratur.

Så vi får god føling med, hvilke nye bøger der er på landkortet, konstaterer en af de få mænd i forsamlingen, Sven Åge Jensen, pensioneret ingeniør.

Han og hustruen, Kirsten Hune, tidligere lærer og psykolog, læser mange bøger.

Det har vi altid gjort. Tv-programmerne er jo en gang imellem dødens pølse, og det er på en måde godt nok ellers fik man aldrig tid til at læse, mener Sven Åge Jensen.

Kirsten Hune supplerer:

For mig handler det her om, at den gode litteratur kan hjælpe os til at få en større forståelse for det uperfekte liv, som vi jo alle er en del af, og her ikke mindst en større forståelse for de mennesker, der er meget anderledes end os selv. Den gode litteratur kan måske gøre os lidt modigere til at tage de udfordringer op, livet byder os.

At få mod til at tage sit liv op og møde det med tillid og selvtillid er i høj grad, hvad eftermiddagens to romaner handler om, men først en lille kvik opstarter, hvor Flemming Kloster Poulsen samtidig får sagt noget om sine ambitioner med FortælleCafeen.

Nu skal I høre, indleder han og har med det samme skabt sig en lydhørhed, som er næsten håndgribelig.

Flemming Kloster Poulsen er på hjemmebane. Hans publikum ved, hvad der venter.

Jo, nu skal I høre, gentager han og fortæller så om en dag, hvor en mand kommer ind i den lokale boghandel for at købe en roman: Men der må ikke stå noget om vold, sex eller fremmedarbejdere i den, understreger manden, og ekspedienten river sig i håret, for hvordan kan han opfylde det ønske?, men klarer så op, da han har fået tænkt sig om og foreslår ham DSBs vinterkøreplan! Her er hverken vold, sex eller fremmedarbejdere.

Da latteren har lagt sig, forklarer Flemming Kloster Poulsen, at i FortælleCafeen vil man ikke nedprioritere livet til en forudsigelig vinterkøreplan, men tværtimod tage fat i den gode litteratur, der handler om det store, fantastiske liv, vi alle bøvler med. Hele dette mangfoldige, farlige og vidunderlige liv. Det er det, det handler om.

Og så er der lagt op til genfortællingen af de to romaner, om Solvej fra Ida Jessens roman, og Michala i Sne på hendes ansigt.

To fortællinger, som hver på deres måde handler om at turde livet. Fælles for dem er, at det er i fællesskabet med andre mennesker, de selv bliver reddet. Det at turde livet har at gøre med, at man bliver rørt ved og trukket af andre mennesker, men samtidig skal man selv turde gå det lille skridt frem. Og det skal der mod og tillid til, for i livet ved man aldrig, om man træder ud i det tomme rum eller fortsat har fast grund under fødderne.

Men det, det handler om, er, at vi tør sætte den ene fod foran den anden og tage skridtet og så bare håbe, det går godt, afrunder Flemming Kloster Poulsen en time senere sin genfortælling, hvorefter Amanda Ellekilde sætter forsamlingen i gang med en trestemmig kanon.

Værdien af det sociale fællesskab med kaffe og fællessang skal ikke overses. Den er en del af oplevelsen, også for Kirsten Jensen, tidligere lægesekretær, men for hende er det først og fremmest det litterære indhold, der betyder noget, fortæller hun. Kirsten Jensen har altid selv gang i en bog derhjemme, og som regel får hun læst bøgerne, inden de kommer op i FortælleCafeen, ligesom arrangementet også får andre til at læse videre derhjemme.

Flemming Kloster Poulsen, der selv er bidt af den gode litteratur, forklarer bagefter med begejstring om det kick, det giver ham, når der er kontakt:

Altså, når der opstår en fælles optagethed af fortællingen, så den lever i rummet. Det er jo det fantastiske.

Og det må selvfølgelig gerne være underholdende, tilføjes det, men der skal helst være mere end det.

Det lyder måske lidt højtideligt at tale om livsoplysning, men jeg håber i hvert fald, at vi alle bliver en lille smule klogere på vores fælles liv. At vi finder med- og modspil i fortællingerne og kan spejle vores eget og andres liv i dem. For det er jo det, en god fortælling kan. Det oplever jeg selv, når jeg fortæller.

Og det er jo derfor, jeg gør det her, fordi jeg også selv får så meget ud af det, smiler præsten og forsvinder ud ad døren med violinkassen under armen og tasken med det manuskript, han alligevel ikke fik brug for.

FortælleCafeen i Randers samler fulde huse, og sidste gang måtte flere gå forgæves. Der er kaffe og brød på bordene, musik og fællessang og en times genfortælling af en eller flere romaner. I løbet af sæsonen får man også besøg af forfattere eller andre fortællere. – Alle fotos: Lars Aarø/Fokus. Foto: ©Lars AArø
I den gode fortælling kan vi alle blive en lille smule klogere på vores fælles liv, mener Flemming Kloster Poulsen, og der er i hvert fald lydhørhed, når han genfortæller den gode skønlitteratur i FortælleCafeen. Foto: ©Lars AArø
Foruden Flemming Kloster Poulsen medvirker på skift sognets organister, som står for eftermiddagens fællessang og musikalske indslag. Her er organist Amanda Ellekilde ved klaveret assisteret af Flemming Kloster Poulsen på violin. Foto: ©Lars AArø