Prøv avisen
Bog

I kærlighedens navn

4 stjerner

Når ingen længere har brug for en, må man enten finde nogen, der har – eller også må man finde sig selv. Det er moralen i norske Nina Lykkes roman

Ingrid er gymnasielærer, midaldrende og ganske tæt på at give op. Hun er træt af alt – af sine halvvoksne drenge, som ikke gider flytte hjemmefra, og som – bogstaveligt talt – ikke har lært at tørre sig selv bagi, hun er træt af sit arbejde og af de krævende elever, og hun er træt af sin mand, Jan, der bruger mere og mere tid på sit professionelle liv og mindre og mindre på sit private, hvilket viser sig at skyldes en vis Hanne, der er single og femten år yngre.

Det er i al sin skematiske enkelhed handlingen i norske Nina Lykkes roman ”Nej, nej og atter nej”, der sine steder leverer banal lommefilosofi på Gajol-stadiet – ”Nogle gange var hele pointen med at gå ud netop at oparbejde et ønske om at komme hjem igen” – mens den andre steder faktisk leverer en skarp og effektiv samfunds- og familiesatire.

Romanen giver stemme til både Ingrid, Hanne og Jan, og der er langt mest bid og fare på færde hos Ingrid, der indleder romanen.

Hun tegner et forstemmende billede af sit familieliv, der mest af alt minder om et udmattende forhindringsløb, hvor taberne ikke er de forkælede curlingbørn (som hun faktisk ikke helt ved om hun elsker), men derimod forældrene.

De har nemlig fulgt tidsånden og ladet børnene være styret af lyst og ikke pligt – men det er dog moderen, der – selv i disse ligestillingstider – bliver den største taber. Det er hende, der har betjent den store kost og fejet skidtet væk for samtlige familiemedlemmers fødder, uden at de rigtig har opdaget det, og nu står hun tilbage med et tomt og hult selv, der skal fyldes efter de mange år som serviceorgan og selvudnævnt gidsel i eget liv.

Ingrid bliver altså tvunget til at handle, realisere sig selv og genfinde den lyst, der i så mange år har ligget i andres lommer. I den proces skal hun først og fremmest lære at sige nej, nej og atter nej – mens Jans selvrealisation går anderledes glat, nemlig gennem en yngre og fertil model.

Hvordan det hele ender, skal ikke røbes her. Men det begynder som sagt stærkt med Ingrids desillusionerede stemme og med hendes forsøg på at finde sin (nye) plads her i livet.

Desværre tager klichéerne over, der går for meget ”slapstick” og Bridget Jones i den, og romanen bliver mere søgt end satirisk, mere ren underholdning end egentlig tankevækkende.

Det kan man godt ærgre sig over, for Nina Lykke er skarp, når hun spidder det (tilsyneladende) gode liv og vores trang til at følge et afmærket spor, også hvis det føles forkert.

Selvom budskaberne af og til falder tungt, og der går lidt kronik i den, så er ”Nej, nej og atter nej” en underholdende fortælling om kernefamilie i dag – og ikke mindst om at være en kvinde midt i livet, der opdager, at alt det gode, man gjorde i kærlighedens navn, har vist sig at være overflødigt – og at man måske også selv er gået hen og blevet det.