4 stjerner
Det er nok den mest skelsættende tekst i kristendommen. Den er formet som et brev til menigheden i Rom, som aldrig havde mødt brevskriveren, der engang havde heddet Saulus. Siden kaldte han sig for Paulus – den lille.
Paulus var nemlig konvertit. Han havde forladt den ene religion til fordel for en anden, som ingen religion var – endnu – men kun bestod af en vild, sindsoprivende påstand om, at en vis tømrer fra Nazaret var Guds søn.
Men det budskab blev nu under påvirkning fra Paulus til kristendommen. Her har brevet til romerne en uomgængelig rolle.
For selv mennesker, der i årevis har studeret teologi, er under læsningen af brevet gennemgribende blevet forandret i deres tro og tænkning. Det gjaldt for Augustin, det gjaldt for Martin Luther, og det gjaldt for Karl Barth. Disse tre bliver da også nævnt undervejs i Louis Nielsens kommentar til Romerbrevet, der oprindelig har været forelæsninger holdt i Perspektiv Bibelskole.
Det fremgår, at redaktionen af manuskriptet blev afsluttet i september 2015. Man kan gætte på, at kun lidt er redigeret. I kapitel 9 understreger forfatteren således, at Romerbrevet ”stadig har noget afgørende at sige os i det 20. århundrede”.
Men nu skriver vi altså det 21. århundrede, og de mange referencer til ægteparret Seidelins alternative nytestamentlige oversættelse fra 1974 i stedet for til ”Den Nye Aftale” (2007) eller ”Bibelen på hverdagsdansk” (2007) peger ligeledes i retning af ældre dato.
Louis Nielsen lægger ikke skjul på, at han taler ind i en frikirkelig virkelighed, men den har bestemt også bud til folkekirkelige præster. For han er optaget af at gennemtænke Paulus’ standpunkter og bringe sammenhæng i dem. Romerbrevet er nemlig skrevet af et menneske, som kæmpede med troen og spørgsmålet om nåden. Igen og igen måtte Paulus ifølge forfatteren derfor gribe til den retoriske figur, der hedder ”argumentum a majore ad minus”.
Det henviser til en logik, hvor man slutter fra det større til det mindre: ”Når Gud allerede har gjort det, som er virkelig svært, nemlig retfærdiggjort den fortabte og ugudelige synder (…), så kan vi være aldeles sikre på, at han vil gøre det i sammenligningen mindre og mindre vanskelige, nemlig at frelse os på vredens og dommens dag.”
Louis Nielsens indsigt og viden om Det Nye Testamente er temmelig formidabel. Det kan jeg sige som en, der i embeds medfør har læst et hav af nytestamentlige kommentarer. Louis Nielsen behersker sit stof, og dog er det ikke stof for ham, men levende tekster, der stiller spørgsmål til hans egen eksistens: ”Vi skal iføre os Kristus, 13:14, Kristus kommer ikke uden videre og ifører sig os. Derfor er apostolsk etik også den aktive medvirkens etik.”
Louis Nielsens kommentar er grundig, saglig og vederhæftig, og uagtet emnets sværhedsgrad er forfatternes sprogduktus letforståelig hele vejen igennem.
kultur@k.dk