I Kina lærer man sprog

Man må til Kina for at lære færøsk og islandsk. Fagene nedlægges på Københavns Universitet

Det blev for nyligt meldt ud, at Københavns Universitet ikke længere vil undervise i færøsk og islandsk. Der er ikke de fornødne studerende til et hold, der skal være på mindst 30 deltagere. Når der ikke undervises i fagene, er der næppe udsigt til, at de vil overleve som forskningsområder ret længe. Som det er sket med mange andre ”små” sprogfag, er de blevet nedlagt på landets universiteter.

Det er en meget kedelig og indskrænket tendens, fordi vores forståelse af verden bliver mindre og mindre. Bevidsthed, kultur og sprog hænger sammen, og jo mindre vi forstår andre menneskers sprog, jo dårligere bliver vi til at opfatte, hvad de tænker. Det kan man så vælge at se stort på. Hvad rager det os, hvad islændere og færinger forestiller sig? Der er jo heller ikke så mange af dem!

At dette synspunkt er både tåbeligt og – hvis man endelig vil – urentabelt på længere sigt – har man luret i Kina. På Beijings universitet for fremmedstudier, BFSU, har man de fag, som man er ved at nedlægge i Danmark. Her undervises der i de fleste europæiske sprog – også de små som islandsk og færøsk. Og det er selvfølgelig ikke, fordi der er et hav af studerende til hvert fag. Men fagene er her alligevel. Universitets mål netop nu er, at man skal op på 100 sprog fra hele verden.

På dansk ved sproguniversitet i Beijing er der 20 studerende på den årgang, som jeg underviser netop nu. Jeg er gæstelærer og underviser de studerende i dansk litteratur. Tre gange to timer om ugen i fem uger. Det hele afsluttes med en mundtlig eksamen.

De studerende skal altså ikke bare lære dansk sprog med henblik på måske at tolke eller bidrage til politiske og økonomiske forbinder mellem landene. De skal også lære om dansk kultur og litteratur, fordi det er en naturlig del af sproget – som sproget er en vigtig del af vores kultur. Her har man forstået relevansen af, at der er nogle, der kan sprog.

Det er et meget begrænsende økonomisk rationale, der ligger bag den danske beslutning om at skære ned på sprogfagene. Den mangfoldighed og åbenhed, og det internationale og kosmopolitske udblik, som vi danskere er de første til at bryste sig af både hjemme og ude, falder ynkeligt til jorden set her fra Beijing. Vi kan ikke fastholde vores udsyn til omverdenen, hvis ikke vi vil ulejlige os selv med have eksperter på forskellige sprog.

Jamen, alle taler jo engelsk nu, hører man folk sige. Vores ambassadører, for eksempel, behøver da ikke kunne islandsk eller kinesisk, for alle omkring dem taler engelsk. Det gør de måske nok i de cirkler af et internationalt, diplomatisk jet-set, som de befinder sig i. Men de får aldrig nogensinde mulighed for at tale med såkaldt almindelige mennesker og finde ud af, hvad der foregår dér, hvor folk er flest.

Danskerne har snart ikke en kinamands chance for at lære islandsk og færøsk på universitetet – men det har kineserne til gengæld. Om der i sidste ende ligger økonomiske og imperialistiske forestillinger bag de ”uproduktive” studier i andre landes litteratur, skal jeg ikke kunne sige. I Vesten diskuterer man flittigt, om kineserne med deres livstidsvalgte leder Xi Jingping i spidsen går efter et verdensherredømme. Men lige nu ser det mere ud som om, at kineserne har en kæmpe appetit på alt det fremmede. Kineserne tér sig som bier, der henter honning ind fra hele verden.

Her på universitetet i Beijing er det som at være i et sandt Babel, hvor der tales alverdens sprog. Her er samlet mennesker fra hele kloden. Godt nok splittede Gud engang menneskene ved at give dem forskellige sprog, da de i deres storhedsvanvid forsøgte at bygge et tårn helt op i himlen, men her er de samlede igen. Her er vi sammen igen. Det er en smuk tanke. En fin gestus. Og i hvert fald langt større tænkt end de små forestillinger om sprog og kultur, som man gør sig på Danmarks – på papiret – højeste læreanstalt.