Selvom der er en del barnagtige bønner i Knud Romers nye, slanke og dyre ”Pigen i violinen”, findes Gud i dette univers ikke. Og det er jo ganske lydefrit. Til gengæld er kunsten blevet sin egen religion. Og det er jo ganske tiltalende. Den meningsfulde mislyd opstår i det paradoksale faktum, at der stadig findes sekulære djævlepagter, når kunsten er blevet meningen hinsides verden. Man kan sælge sig selv og sin skæbne til kunsten, og man kan erfare samme kunst som en ond magt. Det lyder som et litterært forlæg med klangbund.
I ”Pigen i violinen” spørger et Rilke-digt derfor først, rørende, hvem der har stemt os, og hvilken musiker der spiller vores sang. Derefter hører en femårig pige fra sin far, smukt, at man et sted i Østrig banker på træerne. Hvis de har musik i sig, bygger man violiner af dem.
Pigen begynder hos en huslærer ved navn Monsieur Serge, som hun er bange for. Derefter går det til ressentimentsplagede lærere, der råber ad hende, fordi de selv er blevet råbt ad, og hun øver sig endnu mere. Hun bliver ældre og dygtigere, men tilværelsens sang forstummer. I en sekulær djævlepagt er der jo problematisk nok ikke nogen konkret samtalepartner at indgå en aftale med, og på samme måde er det temmelig uklart, hvordan romanens hovedperson forskriver sig til musikken. Faderens fortælling er ikke just repræsentant for en ond magt, snarere for tilværelsens skønhed.
Men forskrive sig, det gør pigen, fortællingens hovedperson fra femårig til ung kvinde, gennem musikskoler og koncertlokaler i Salzburg, Wien og Katowice.
Hun bliver en mester til sit fag, men opgiver det liv, alle andre har. Den søde pige har onde udlejere, spiseforstyrrelse og seksualforskrækkelse, mens byen Wien, hvor hun endelig kommer på konservatoriet, ”var lavet af musik”. Det er mesteren til sit fag bare aldrig selv. Livet går, mens man forsøger at skildre det.
”Jeg spillede mit hjerte ud og fyldte salen med forår og alt det sollys, som jeg kunne bringe frem fra det dybeste mørke i violinen. Men det var ikke blade eller sommerfugle, som svævede i luften. Det var aske. Den faldt lige så stille ned over os, og døden sad og lyttede med. Den var en mester fra Tyskland.”
Dette er Romers lyriske prosa, når den opnår sin sagtmodige tone. Ikke ulig den forrige Romer-roman ”Kort over paradis” (2018) i den forstand, at den lyriske prosa er Knud Romers stærkeste side. Derfor er det selvfølgelig en god idé, at ”Pigen i violinen” forsøger sig med uromersk ydmyge 141 sider.
Den sidste sætning om mesteren fra Tyskland lader ane, at det hele også kunne handle om skrivning: Udtrykket henviser til det berømte Paul Celan-digt ”Dødsfuga”. Digtekunst, musik, den tysksprogede verden og dødens realitet. Selvom det ikke er uhørt elegant, er det heller ikke ueffent. Det er i hvert fald lykkedes at fremmane en sørgelig sang over alle sande kunstneres kår. Og dét er trist: Også for pigens violin, hvor lakken er slidt af den venstre side af dækket:
”Jeg løj og fortalte, at det var harpiksen på min hånd, som sled den af. Men det var lakken, som ikke kunne tåle salt. Den forsvandt lige så stille – og tårerne blev til harpiks og forstenede til rav.”
På vej mod sin debut fra solistklassen i Wien tænker pigen, at det er alvor:
”For det var ved at være tid. Det hele stod på spil, som jeg havde givet mit liv og lagt ind i violinen: solskinsdage og leg og venner og kærester og fester, og hvad der ellers hørte med til en almindelig tilværelse.”
I en fortælling, der tydeligvis søger at svøbe sig i den store lyriske prosas ordklang, er denne ordflom i tempobetegnelsen allegro. Dertil angribelig syntaks og i øvrigt tæt på det stereotype. Det tyder på, at Knud Romer og hans redaktører stadig skal øve sig lidt mere. Den alvor, den sørgmodighed, som ”Pigen i violinen” også udtrykker, antyder, at den sang findes i Knud Romer. Så er det spørgsmålet, om viljen er der: til form, til radikalitet, til kunst.
”Pigen i violinen” udtrykker også motivet til en tilværelseslære i mol. Man ofrer alt til kunsten – til ingen. Problemet er, at hun skal være alle og bliver derfor ingen. Og så har hun litterært og menneskeligt set ikke noget at ofre. Det samme gælder den ellers lovende far og det skønne Wien.
Resten er i denne roman ikke tavshed, for som det flot antydes i bogens vellykkede anslag, er kun klangbunde tavse. Især i en musikroman. Resten er musikmotiver, musikbilledsprog, som i udtrykket ”dødsfuga” og som i udtrykket ”violinen i én selv”. Det spiller næsten.