I Køge vises den kunst, vi kunne have fået

Udstillingen ”AD ACTA – arkiverede visioner” på KØS – Museum for kunst i det offentlige rum er en usandsynligt grundig og vellykket udstilling om offentlig kunst i byrummene set med kunstneren Lasse Krog Møllers øjne. Her udfoldes både faktuelle og fiktive historier bag de projekter, som aldrig blev til noget

Den danske, aarhusiansk baserede billedkunstner Lasse Krog Møller (født 1972) beskæftiger sig i sin praksis med det underfundige og oversete gennem installationer, fotos, tegning, kunstnerbøger, akvareller og tekst samt en indsamling af det, vi andre måske kun har fantasi til at kalde hverdagens ligegyldigheder.

Krog Møllers kunstneriske praksis har meget tilfælles med den kulturhistoriske metode: Hans arbejde består som en antropologs i feltarbejde, for eksempel i undersøgelser af byrum, som arkæologens i at kortlægge områder, beskrive, indsamle og gengive genstande og som historikerens i at trawle arkiver igennem for kulturhistorisk viden.

Resultaterne fra disse ”feltarbejder” omsættes kunstnerisk til fortællinger i kunstnerbøger og anvendes fortolket eller som visuelt materiale i hans udstillinger.

Ofte udstilles det hele endda efter det kulturhistoriske museums klassiske serielle udstillingsmodi (jo flere flinteøkser, desto større videnskabelighed), frem for kunstverdenens idé om det enkelte autonome værk, men med sidstnævntes poesi og sans for fortryllelse. Sidste år viste Kunsthal Aarhus den retrospektive udstilling ”Ephemera Mundi – Den oversete verden” med nærmest ræsonnerede kataloger over cigaretskodder, frisørsaloner på Amager eller udsnit af himlen set fra forskellige byer rundtom i verden. Flere af værkerne kan nu også ses på KØS – Museum for kunst i det offentlige rum, hvis museumssamling består af skitser, optegninger, fotodokumentation, gipsmodeller og andre forarbejder til værker i de offentlige rum – en hel samling af kunstneriske idéer og processer. KØS hed da også oprindeligt Køge Skitsesamling.

Udstillingen ”AD ACTA – arkiverede visioner” er et samarbejde mellem kunstneren Lasse Krog Møller, museet KØS og kurator Peter Ole Pedersen, og det er, set i lyset af kunstnerens praksis, et usandsynligt godt match.

Lasse Krog Møller har til udstillingen fået adgang til museets samling og med sit særlige kunstneriske blik for det, vi andre ikke kan se, har han udvalgt de værker, skitser og modeller til offentlige projekter og udsmykninger, som af forskellige grunde aldrig blev realiseret, og som ifølge kunstneren fortjener at blive set. Det er der kommet en grundig, gennemresearchet og fin udstilling ud af, som på sin underspillede humoristiske og lidt stille måde stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor projekterne ikke blev til noget, og hvad det betyder, når noget vælges til og andet fra.

Udstillingen spænder over to etager, hvoraf den første øverste etage rent scenografisk er den mest forførende. I udstillingens første rum findes en form for æstetik, som på en gang virker underligt anonym og strømlinet, men samtidig klart kan defineres som ”det offentlige rums” æstetik, som vi kender den fra venterum: Rummets møblement består af stolerækker placeret under informationshøjtalere, og væggene har en stringent rød stribe, som man kender fra hospitalets vægge, en banegård, en folkeskolegang, lægens venteværelse eller måske Borgerservice.

Rummet huser en totalinstallation af 24 akvareller, som er visuelle fortolkninger af de projekter, Krog Møller har fremdraget fra samlingen og iscenesat, som de kunne have set ud i deres omgivelser. Akvarellerne er hurtige, skitselignende registreringer, næsten som turistplakater over byers skylines, og de er levende, nærværende, næs-ten vibrerende. I højttalerne høres kunstnerens poetiske, humoristiske og semi-fiktive fortællinger, som han ud fra sin research har tilført fri fantasi. Værkernes historiske fakta uddybes af et væld af fagligheder i det tilhørende udstillingskatalog.

I et mørkegrønt rum med dæmpet belysning findes udstillingens hjerte; de originaltegninger, skitser og modeller opsat på podier og i Kaare Klint-montrer, som udstillingen drejer sig om. De er iscenesat med forundring og fordybelse, som et skattekammer af kunstneres uredigerede idéer, sådan som de så ud, før de eventuelt ville blive manipuleret af lokalpolitiske, økonomiske og praktiske hensyn.

Lisa Rosenmeiers ”A Turning Point For The Future” (2007), der er en model af en sejlende diamantlignende pavillon, kaster for eksempel flerdoblede magiske regnbue-spejlinger på den mørkegrønne væg og over på Svend Lindharts idé til et ”Stauning Monument” (1952). Rudolph Tegners fantastiske bronze-modeller til en ”Livets Port” (1912-1915) ved Trianglen i København er opsat på træsokler af varierende højde, og man kan se Per Kirkebys forslag til kunstmuseet ARoS i Aarhus, som vandt andenpladsen, men blev afvist, da værket var for dyrt og havde for stor bygningsmæssig volumen (og måske stilmæssigt lignede Kirkebys egne værker for meget til at være museumsbygning).

Man kan også se, hvordan Mogens Bøggild i sine forstudier til ”Grisebrønden” (1950) har indtegnet en ung mand (han har ødslet sine penge bort og er tvunget til et liv blandt grisene). Men som en aarhusianer vil vide, findes drengen ikke i den endelige udgave, der står foran Aarhus Rådhus.

Udstillingsrummet ender i en totalinstallation med et skrivebord, en arkitektlampe, sære opstillinger af kaffekopper og arkivskuffer med papirer, der billedliggør og symboliserer arkivaren, som figur: horderen, samleren, konservatoren og vogteren over støvede informationer. Iscenesættelsen af arkivet og brugen af ordet ”arkiv” i udstillingens titel (frem for det mere kunstmuseale ”magasin” eller ”samling”) betoner igen det kulturhistoriske, idet et arkiv typisk er historikerens område. Man får fornemmelsen af, at Lasse Krog Møllers udvælgelseskriterium til udstillingen har været de ikke-realiserede projekter fra samlingen, som indeholder den gode historie.

I udstillingens sidste etage ses Lasse Krog Møllers praksis visualiseret gennem forskellige tematikker og værker: Overgangen fra museum til det offentlige rum udenfor, en undersøgelse af monumenter i Køge Indre By, hvor Krog Møller har ageret turist i byen og i stedet for at fotografere ikoniske skulpturer eller monumenter har fotograferet de menneskelige spor i byen og tilført disse sine egne historier.

Billedet af et cigaretskod i en stenløves mund bliver til en historisk fortælling om fakler, mens billedet af tyggegummiklatter kobles til historien om, hvor meget tyggegummi der dagligt fjernes fra gaderne i Rom. Teksterne er ophængt på væggene og fotografierne lavet til postkort, udstillet i en postkortholder i rummet, mens et håndtegnet og kaffeplettet kort over lokaliteterne er forstørret op på væggen.

Det sidste rum er et læserum med kunstnerens mange kunstnerbøger og tidligere værker.

Visuelt er udstillingen ”AD ACTA – arkiverede visioner” måske ikke en ”blockbuster”. Udstillingen er informationstung og tager også visuelt tid. Den er underspillet og råber ikke højt. Det er både dens styrke og udfordring.

Udfordring, fordi det kan være vanskeligt at bygge en visuelt prangende udstilling op omkring skitser, modeller og arkivmateriale i stedet for færdige værker, selvom skitserne i Krog Møllers totalinstallation og akvareller bliver til værker.

Styrken ligger i den særligt dybdeborende, nysgerrige og tværfaglige tilgang, Lasse Krog Møller er gået til samlingen med, og som forgrenes ud i udstillingen som en dyb kulturhistorisk resonans, der rækker ud over de kunstneriske projekter i sig selv og viser, hvor mangfoldige kulturpolitiske, økonomiske, smags- og tidsmæssige hensyn der skal tages, før projekter med kunst i de offentlige rum kan blive realiseret. Samtidig er udstillingen et sympatisk greb om kunstnerens egen soloudstilling og et kollegialt skulderklap til tidligere og nulevende kunstnere.

Udstillingen er en sjældenhed, fordi den har fordybelse og grundighed som sit fokus og derfor, i kontrast til det øvrige udstillingslandskabs mange (bogstaveligt talt) visuelt sexede udstillinger, ikke bare afklæder sig ved første øjekast.