I kølvandet på MeToo blomstrer synden i kulturen. Og det er der god grund til

Tidens seksualmoralske storvask bygger på den flotte, men fejlagtige antagelse, at vi kan "cancle" de menneskelige skyggesider. Men kunsten danner en ventil for alt det, vi ikke længere vil vide af

Tendensen til at afsøge seksualitetens forbudte egne fortsætter ind i nærværende teatersæson, hvor forestillingen "Mørkt forår" spiller på Betty Nansen Teatret.
Tendensen til at afsøge seksualitetens forbudte egne fortsætter ind i nærværende teatersæson, hvor forestillingen "Mørkt forår" spiller på Betty Nansen Teatret. Foto: Camilla Winther.

September måned er teatersæsonens åbning og anmelderens travleste tid. Her tager vi hul på et helt nyt teaterår og kan således skue ud over et mulighedshav af endnu usete forestillinger. Én ting springer mig særligt i øjnene, når jeg gransker teatrenes repertoirer: en hang til det lastefulde. Eller nok så præcist; dyrkelsen af perversioner i tidens scenekunst.

Det formelig myldrer med forbudte lyster, erotikkens mørklagte afkroge og unævnelige laster på de skrå brædder for øjeblikket. Men hvorfor? Og hvad siger det om tidens seksualmoral – og om teatret – at vi netop nu midt i MeToo og samtykke og opgør med alverdens sexchikane og sexisme tyr til de allermest dunkle lyster i scenekunsten?

Det begyndte allerede i sidste sæson. Lige inden landet gik på sommerferie, knopskød det med ny dansk dramatik om tabubelagt erotik og radikalt frisind. På Det Kongelige Teater chokerede man med forestillingen "Kannibalen", som var baseret på den virkelige historie om kannibalen fra Rotenburg, den 41-årige enspænder Armin Meiwes, der i 2001 dræbte og spiste Bernd-Jürgen Brandes efter fælles aftale. De to havde forinden truffet hinanden i et chatforum på nettet, hvor Meiwes søgte én, han kunne slagte og spise, og Brandes én, der ville fortære ham levende.

I forestillingen hørte vi om, hvordan Brandes’ penis skæres af, først med en sløv, dernæst med en lidt skarpere kniv, hvordan Meiwes går i køkkenet og blancherer det afskårne lem med lidt hvidløg, salt og peber. Vi fik tilmed teksturen af det bizarre måltid beskrevet; lidt gummiagtig, for sej til at tygge.

Stykket skabte stærke reaktioner blandt tilskuerne. Næsten halvdelen af forestillingerne måtte afbrydes, fordi publikum simpelthen fik det fysisk dårligt undervejs. Men Johannes Lilleøres ømme og langtfra effektjagende tekst rejste også interessante spørgsmål om samtykke, tabuer og om skellet mellem skønt og grimt.

Tilsvarende spørgsmål om retten til egen krop og historie blev rejst i Husets Teaters dokudrama om den erotiske kultklassiker "O’s historie" fra 1954. Her var det masochisme, grænsesøgende voldsromantik og kvindelig trang til underkastelse, der var emnerne, når stykket spurgte: Var forfatteren af "O’s historie" en selvstændig, frigjort kvinde eller en patriarkatets lydige marionet? Og så var der forestillingen om 1970’ernes ekstreme frigjorthed, eksperimenterende seksualmoral og en uddøende form for maskulinitet i Ugens Rapport.    

Tendensen til at afsøge seksualitetens forbudte egne fortsætter efter alt at dømme ind i nærværende sæson. Her spiller lige nu forestillingen "Mørkt forår" på Betty Nansen Teatret. En på alle måder grænseoverskridende og mørk fortælling om uskyldstab, incest og barnlig seksualitet. Og senere i sæsonen sættes 1782-klassikeren "Farlige forbindelser" op på nationalscenen – Choderlos de Laclos’ vovede, erotiske brevroman om magt, sex og forførelsens dunkle anatomi.

Jeg tror ikke, det er en tilfældighed, at vi netop nu ser så mange perversioner på scenerne, så meget kannibalisme, sadomasochisme, incest og synd. Jeg tror, kunsten – måske helt uden at ane det – danner en ventil for alt det, vi ikke længere vil vide af. Alt det, vi troede, vi havde gjort op med for længst. Men som erotikkens hårde lov jo siger, er det forbudte ikke mindre dragende; det kollektive fadermord har ikke gjort daddy mindre attraktiv. 

Tidens seksualmoralske storvask i kølvandet på MeToo og med opgøret med den "toksiske maskulinitet" bygger på den flotte, men fejlagtige antagelse, at vi kan "cancle" de menneskelige skyggesider, lasterne og de foragtelige tilbøjeligheder, hvis bare vi vil det. At vi kan rationalisere os til sjælens renhed, tankens pletfrihed, "djøffe" dyret ud af kroppen, fordrive det med personalepolitik og paragraffer. Men vi glemmer, at mennesket er fejlbarligt og grundslet. At synden findes. Ondskaben, ufornuften og sindets afgrunde. At frelseren ikke er en fyr fra hr, og syndernes forladelse ikke et punkt i en advokatundersøgelse. 

Mennesket er hverken spøgelse eller kødpølse, som Grundtvig sagde, hverken ren ånd eller ren biologi. Vi er guddommelige eksperimenter af støv og ånd, der gennemtrænger hinanden, med endnu et velkendt Grundtvig-citat. Støv og ånd. Og kunsten er måske en sidste stikvej ud af det sterile pænhedshelvede, vi har skabt. Et sted, hvor alt det forkerte, fordækte og lyssky har lov at være. Lidt endnu.