I kølvandet på MeToo blomstrer synden i kulturen. Og det er der god grund til

Tidens seksualmoralske storvask bygger på den flotte, men fejlagtige antagelse, at vi kan "cancle" de menneskelige skyggesider. Men kunsten danner en ventil for alt det, vi ikke længere vil vide af

Tendensen til at afsøge seksualitetens forbudte egne fortsætter ind i nærværende teatersæson, hvor forestillingen "Mørkt forår" spiller på Betty Nansen Teatret.
Tendensen til at afsøge seksualitetens forbudte egne fortsætter ind i nærværende teatersæson, hvor forestillingen "Mørkt forår" spiller på Betty Nansen Teatret. Foto: Camilla Winther.

September måned er teatersæsonens åbning og anmelderens travleste tid. Her tager vi hul på et helt nyt teaterår og kan således skue ud over et mulighedshav af endnu usete forestillinger. Én ting springer mig særligt i øjnene, når jeg gransker teatrenes repertoirer: en hang til det lastefulde. Eller nok så præcist; dyrkelsen af perversioner i tidens scenekunst.

Det formelig myldrer med forbudte lyster, erotikkens mørklagte afkroge og unævnelige laster på de skrå brædder for øjeblikket. Men hvorfor? Og hvad siger det om tidens seksualmoral – og om teatret – at vi netop nu midt i MeToo og samtykke og opgør med alverdens sexchikane og sexisme tyr til de allermest dunkle lyster i scenekunsten?