Prøv avisen
Bog

I kølvandet på Ramsdal-debatten: Det er tid til eftertanke og fornyet diskussion

4 stjerner
Forfatterne til ”Kristi opstandelse. Sprog og virkelighed”, Anders Eyvind Nielsen og Lars Sandbeck (billedet), er far og søn. Foto: Petra Theibel Jacobsen

”Kristi opstandelse” samler fint op på debatten om sognepræst Per Ramsdals afvisning af Jesu fysiske opstandelse. Forfatterne har mange træffende formuleringer i bogen, men de undgår desværre ikke forenklede udsagn

For mange år siden besøgte jeg en ældre kvinde i mit sogn. Hun fortalte, at hun dagen før havde været til møde i en bibelkreds, hvor en ung stud.theol. havde holdt et oplæg over Jonas’ Bog. Der var dog noget, som hun ikke kunne forstå. Den unge mand havde nemlig brugt meget tid på at understrege, at Jonas naturligvis ikke havde opholdt sig i hvalens bug i tre dage. Det kunne fysisk slet ikke lade sig gøre.

Hun havde ikke sagt noget, for han var meget klog. Men så spurgte hun mig stille: Er alt da ikke muligt for Gud? Det kunne jeg jo kun bekræfte.

Forfatterne til ”Kristi opstandelse. Sprog og virkelighed”, Anders Eyvind Nielsen og Lars Sandbeck, der er far og søn, har en del tilfælles med den unge stud.theol. For dem er det vigtigt at understrege, at det naturligvis ikke kan være rigtigt eller muligt, at Jesus rent fysisk skulle være stået op fra de døde. I indledningen hører vi noget af forklaringen. De er nemlig vokset op i et konservativt frikirkemiljø, som de af både teologiske og personlige grunde med tiden måtte bevæge sig bort fra.

I dette miljø herskede en udpræget ”fysikalistisk”, som det formuleres, opfattelse af Kristi opstandelse samt en apokalyptisk spekulation over tidspunktet for verdens undergang. De understreger, at det ikke har ført dem ind i en religionsforagtende position, men det er alligevel på den baggrund, at de har fulgt sidste års debat om sognepræst Per Ramsdals afvisning af Jesu fysiske opstandelse.

Mange læserbreve, blandt dem også et par af denne anmelder, citeres og kritiseres med det formål at bidrage til at føre debatten om opstandelsen ud over den bastante og groft forenklende modstilling: enten en fysisk-biologisk forståelse af opstandelsen eller noget rent indre og mentalt.

Det skal de og forlaget Eksistensen have tak for. Efter en sådan ophedet debat er det vigtigt, at nogle giver sig tid til at reflektere over, hvad der er sagt og skrevet, og sætte det ind i et større perspektiv. Og der er bestemt gode iagttagelser, relevante spørgsmål og overvejelser til eftertanke. Men bogen undgår desværre heller ikke de bastante og groft forenklede udsagn og indimellem også forvirrende holdninger.

Først hævder forfatterne, at de er tolerante over for de kirkefolk, der advokerer for den fysisk-biologiske opstandelsestolkning, som de må indrømme vitterlig har et grundlag at basere sig på. Senere understreger de, at deres anliggende er at beskytte Gud mod blasfemi, nemlig den blasfemi det er at reducere Gud til en fysisk eller materiel ting. Endelig kaldes den fysiske opstandelsestro også for en indskrænket opfattelse af virkeligheden, ja, kort og godt en plump fysikalisme.

Om Det Nye Testamente hedder det, at teksterne genremæssigt er beslægtede med det, vi i dag vil opfatte som skønlitteratur, altså fiktion, og at evangelieforfatterne benytter sig af fiktionen som forkyndelsesstrategi og skaber eller opfinder et hændelsesforløb, igennem hvilket de kommunikerer evangeliets glædelige budskab. Den historiske kerne, eller spørgsmålet om graven var tom eller ej, kan derfor også være ligegyldigt. For håbet om, at vi også skal overgå fra døden til livet, knytter sig ene og alene til høresansen og til den tillid til Gud, som det forkyndte ord måtte vække i et menneske.

Man spørger som læser sig selv, hvorfor mon Jesus så alligevel også knytter sit nærvær til dåb og nadver som ydre fysiske tegn, for det har vi, skal man tro bogen, åbenbart ikke brug for. Ja, hvorfor blev han i grunden menneske?

Den fysikalistiske opfattelse karikeres med et par spørgsmål til tilhængerne af denne opfattelse, for hvordan kan Kristus være ”midt iblandt” os og med os ”alle dage indtil verdens ende”, som det hedder i Det Nye Testamente, hvis han fysisk opholder sig langt borte i en eller anden afsondret himmelsk lokalitet? Jeg har nu aldrig hørt nogen advokere for en så plump påstand, at Kristus skulle befinde sig på et konkret, fysisk sted i en himmelsk lokalitet; men sådan hører de to forfattere det altså – med den troldsplint, de tilsyneladende har i øjnene.

Der er dog også træffende formuleringer i bogen, for eksempel at Jesus Kristus er det jordiske træfpunkt for Gud og menneske. Og at Kristi opstandelse hænger sammen med troen på Guds utrættelige kasten sig i kødet for vores skyld. Endelig lyder der en afvæbnende bekendelse, som kunne være sagt både i frikirken og af fysikalisterne om den legemlige opstandelse: Det skal Gud nok finde ud af!

Bogen slutter med følgende spørgsmål: Den konfessionelle åbenhed og uafklarethed var tilsyneladende noget, vores trosfæller i oldkirken kunne leve med. Kan vi også det i dag?

Dette spørgsmål vender begge veje. For mon forfatterne kan leve med at høre, at graven virkelig var tom, og at Jesu opstandelse forkyndes som en historisk virkelighed? Det lyder det ikke til.

kultur@k.dk