I 28 år var de to mænd gemt bag masker. De lignede robotter fra en science fiction-film, når de optrådte på scenen eller i musikvideoer under navnet Daft Punk. Altid med ansigterne skjult bag skinnende hjelme af stål. Med sorte jakkesæt. Og matchende stålhandsker. Derfor kunne begge medlemmer af den franske elektroniske popduo, Thomas Bangalter og Guy-Manuel de Homem-Christo, gå uforstyrret rundt i hverdagen og leve et helt normalt liv. For ingen genkendte dem uden maskerne.
For nylig gik Daft Punk i opløsning, og det blev en anledning til refleksion i blandt andet musikkens verden. For siden Daft Punk bevidst valgte maskeringen som en strategi for at fastholde fokus på musikken og ”for at kunne være mennesker som alle andre”, som de blandt andet har udtalt om deres valg af maskeringen, så er forholdet mellem værk og kunstner kun gået én vej: Kunstneren selv er kommet mere og mere i fokus. Ofte i meget højere grad end værket.
Publikum, læser eller betragter ønsker hele tiden at få endnu mere at vide om personen bag værket. Gerne så tæt på som muligt.
”Det er selvfølgelig ikke et nyt fænomen, at vi er interesserede i personerne bag værket. Tænk for eksempel på The Beatles, hvor både fans og presse jo i den grad var optagede af musikernes privatliv også. Men med de sociale mediers indtog er denne interesse blevet vildt forstørret, og der er næsten kommet en forventning om, at musikerne lægger noget op fra deres ’virkelige liv’ hver eneste dag,” siger Ole Rosenstand Svidt, der er cand.mag. i æstetik og kultur og mangeårig skribent ved musikmagasinet Gaffa, hvor han i dag er redaktionssekretær.
Ole Rosenstand Svidt oplever, ”at kunstnerne faktisk er med på gamet”, som han siger, ”for der er en helt anderledes kamp om folks opmærksomhed i dag, end der var på for eksempel The Beatles’ tid. Så som musiker er man nødt til hele tiden at være ude med noget nyt – og altså ikke kun musikalsk – for at fastholde interessen hos folk.”
Men som tæt følger af musikkens verden tror Ole Rosenstand Svidt også, at vi vil komme til at se flere musikere, der ligesom Daft Punk går den anden vej. Hvor maskering eller anonymitet bliver en modreaktion på det store fokus på kunstneren bag værket.
”Det kan ses som et etisk statement i en tid, hvor individdyrkelsen kommer til at skygge for musikken selv,” siger han og nævner blandt andre den australske sangerinde Sia, der benytter maskering, når hun optræder offentligt, og ikke optræder i egen person i sine musikvideoer.
Men rådet fra holdet bag musikartisten er først og fremmest: Giv så meget af dig selv som muligt. Det er i hvert fald, hvad Annetta Elmo, der har arbejdet med promotion af blandt andre U2, Whitney Houston og Thomas Helmig, og som i dag er direktør for et pladeselskab og et bookingbureau, opfordrer de artister, hun har under sine vinger, til.
”Du er et levende produkt som artist, så du skal lægge meget personlige billeder og videoer op på dine sociale medier, for det er det, dine fans vil have. Og jo mere naturligt – jo bedre,” siger Annetta Elmo og fortæller, at det især er de unge, der er gode til at håndtere de sociale medier som Instagram og Facebook.
Ligesom Ole Rosenstand Svidt ser Annetta Elmo heller ikke denne nysgerrighed på artisten som noget nyt i vores tid og nævner, at hun i sit arbejde i 2000’erne med boyband-gruppen Take That oplevede, hvordan medierne stimlede sammen med lange linser ude foran hotellet, hvor gruppen opholdt sig.
”Før i tiden ville tv-programmer og kulørte ugeblade have en luns af dig – og så meget som muligt. Måske var det lidt mere forpligtende, fordi det blev trykt. I dag kan du lægge noget ud på de sociale medier, som skaber noget omtale eller en decideret shitstorm, men det er glemt i morgen,” siger hun og pointerer, at man med de sociale medier selv kan filtrere i det, man vil have ud, men at der samtidig også – som Ole Rosenstand Svidt også peger på – er et pres på, at man så også deler noget ud af sig selv, fordi der er en større kamp om opmærksomheden i dag.
Hvis man er en artist, der har svært ved at invitere sine fans ind i sit privatliv, kan man oprette en professionel profil på de sociale medier og gøre sin private ”hemmelig”. Men fansene vil hellere følge din private profil, understreger Annetta Elmo, så det er ikke plan A. Men for artistmanageren handler det om at finde ud af, hvad den enkelte artists ambitioner er, og så arbejde ud fra det.
”Der kan også være noget eksklusivt over at værne over sit privatliv som kunstner. Og det sørger vi altid for at varetage på artistens vegne. Men at stikke hovedet 100 procent i jorden er ikke, hvad vi i udgangspunktet opfordrer artisterne til, når de kommer til vores management.”
I litteraturen er Elena Ferrante tidens store eksempel på en forfatter, der også har valgt anonymiteten som modsvar. Hendes bøger er ikke blevet mindre populære af den grund, men jagten på hendes sande identitet er intens.
Som en af forklaringerne på sit valg af at optræde under pseudonym og holde sin sande identitet skjult har Elena Ferrante blandt andet sagt følgende i et e-mailinterview med magasinet The Gentlewoman:
”At jeg ikke skal føle mig bundet af, hvad der kunne blive min offentlige profil, tillader, at jeg kan koncentrere mig fuldt ud om skrivningen og dens strategier.”
Og i et brev til sin forlægger, som Week-endavisen bragte i 2017, skriver Ferrante:
”Hvis bogen er noget værd, burde det være tilstrækkeligt. Jeg vil ikke deltage i diskussioner og konferencer, hvis jeg bliver inviteret.(...) Sande mirakler er dem, hvis ingen skaber kender.”
Litterat og professor i tekst- og kulturanalyse ved Syddansk Universitet Nils Gunder Hansen mener, at Elena Ferrante træder så mærkbart frem i litteraturens verden i disse år, ”fordi det ellers er den meget eksponerede forfatter, der fylder”, som han siger.
”De forfattere, der af natur ellers er lidt sky eller indadvendte, har det svært i de her år. For som forfatter skal man nærmest være på én lang promotiontur, og der er ofte et krav fra forlagene om, at forfatteren også er aktiv på de sociale medier.”
Nils Gunder Hansen mener dog ikke, at nysgerrigheden over for forfatteren som person er ny, ”for der har altid været en nyfigenhed over for forfatteren og en interesse for at finde ud af, hvor meget i et værk, der måske kunne afsløre noget om forfatterens eget liv. Men i de senere år er det så forfatterne selv, der går denne nysgerrighed i møde ved at skrive autofiktion, hvor der ikke længere er en klar adskillelse mellem liv og værk,” siger Nils Gunder Hansen.
Som eksempler på de mange autofiktive værker, der strømmer ud på bogmarkedet i disse år, nævner han blandt andre Leonora Christina Skovs ”Den, der lever stille”, Mathilde Walter Clarks ”Lone Star” samt Karen Fastrups ”Hungerhjerte”.
”Og det er meget betegnende for disse forfattere, at de først for alvor fik det store gennembrud, da de begyndte at skrive om deres eget liv. De havde alle udgivet bøger før, men først med autofiktionen bragede de igennem. Jeg tror helt klart, det hænger sammen med, at læserne godt kan lide fornemmelsen af, at de nu får et indblik i forfatterens virkelige liv,” siger Nils Gunder Hansen.
Han ser det som en omfattende tendens i tiden, at ”der er en forslugenhed efter det personlige. Efter mennesket selv. Men hvis man skal være lidt grov, så er folk jo ikke så interessante, de fleste er ret almindelige”.
Han medgiver, at tendensen kan afføde fremragende romaner som Mathilde Walter Clarks ”Lone Star”, men personligt føler han sig mest optaget af de litterære værker, hvor forfatteren skaber fiktive verdener, ”hvor forfatteren etablerer en verden, man som læser kan tage bolig i. Opbygget af komplekse indre universer, med mange stemmer, så man som læser kan blive ved med at tænke over, hvad der er på færde”.
Nils Gunder Hansen fremhæver i den forbindelse den danske teolog og filosof K. E. Løgstrup, der sagde, at det er, når vi vi læser litteratur, at vi kan blive klogere på de store ting i tilværelsen.
”Men den biografiske interesse, vi oplever for tiden, går desværre den modsatte vej. Den autofiktive litteratur medfører i stedet et mindre og snævrere personligt rum,” siger Nils Gunder Hansen.
Ligesom Nils Gunder Hansen tror Frank Beck Lassen, der er ph.d. i idéhistorie og er specialkonsulent i Etisk Råd, at det nok ville være nogle ret ordinære mennesker, der var at finde bag diverse kunstnerprofiler. Han har netop set en dokumentar om den amerikanske golfstjerne Tiger Woods, der udadtil har været et dydsmønster, men i dokumentaren bliver hans skyggesider med blandt andet sexskanaler ”afsløret”. Men problemet med dokumentaren ifølge Frank Beck Lassen er, at denne ”afsløring” af Tiger Woods rigtige person ikke nødvendigvis er et indblik i den sande Tiger Woods.
”Det er en mærkelig firkantet drift, vi har om at komme dybere ind bag facaden. Som om det inderste lag skulle være sandere end de yderste. Det yderste lag af Tiger Woods er, at han gerne vil være god til golf. Og det tror jeg er lige så sandt, som at han har eller har haft et skandaløst forhold til sex,” siger Frank Beck Lassen og begynder at fortælle om, hvordan vi alle sammen prøver forskellige masker af, og at vi derfor ikke så nemt, som vi måske tror, kan gennemskue, hvad der er det autentiske ved en person, og hvad der er en form for facade. Derfor er denne ”forslugenhed efter det personlige”, som Nils Gunder Hansen formulerer det, ikke helt så ligetil, mener Frank Beck Lassen og fremhæver den norske forfatter Karl Ove Knausgård, der har skrevet det selvbiografiske værk ”Min Kamp” i seks bind.
”Grunden til, at han er helt formidabel, er, at han forsøger at skrive noget ægte frem for så at underminere eller dekonstruere det bagefter. Knausgård viser, at forholdet mellem det ægte og det kunstige er mere sammenblandet end som så. I en vis forstand undersøger han igennem ’Min Kamp’, hvad integritet er for en størrelse, og det er en lang og eksperimentel praksis,” siger Frank Beck Lassen og nævner, at mange kunstnere arbejder hårdt på at præsentere sig selv på en bestemt måde, uden at den mekanisme behøver være super dybsindig, for i virkeligheden illustrerer det, hvad vi alle sammen går rundt og gør.
Når man søger at fremstå på en bestemt måde og dermed ”vælger”, hvem man er, og hvordan andre skal opfatte én, tager man også et valg mellem integritet og integration. Sådan stiller Frank Beck Lassen det i op, og han bruger to roller i tv-serien ”Matador” til at eksemplificere de forskellige veje, man kan gå:
”De to søstre Maude og Elisabeth har to forskellige tilgange til livet. Maude lever ud fra en integrationstankegang, hvor hun følger koderne i samfundet om, hvad der er ”det rigtige at gøre”. Hun vil ikke stritte ud og bliver belønnet ved, at hendes liv på mange måder er et nemt liv,” siger Frank Beck Lassen og går nu over til den anden søster, Elisabeth, som lever efter en integritetstankegang:
”Elisabeth er for det første ikke gift. Hun har holdninger og en opførsel, som strider mod det, der ville integrere hende i samfundet. Et af højdepunkterne er, at hun støtter fosterfordriveren Leunbak, og det var en vanskelig stilling at have dengang.”
Elisabeths umiddelbare belønning er sværere at få øje på, men Frank Beck Lassens bud er, at hun i modsætning til sin søster har et kompas, der belønner med det, vi ville kalde for et sammenhængende liv. Dermed kan Elisabeth både virke mere besværlig og pålidelig i andres øjne, og det er netop samfundsidealet i dag, mener Frank Beck Lassen. Og det er netop det ideal, vi dermed også projicerer over på kunstneren, når vi efterspørger det personlige og autentiske.
”Men problemet med at være et autentisk menneske er, at det er en ophøjelse. For kan det virkelig passe, at kun ved at være i modvind og demonstrere sin egen utilpassethed kan man være sikker på, at ens motiver er ens egne? Det er det store sell-out-problem. Gør hun sådan for at blive populær, eller er hun sådan?”, spørger Frank Beck Lassen.
For ham at se er det at bære masker og stille sig an på en bestemt måde en menneskelig proces, hvor vi afprøver, hvad vi kan være i og dermed hele tiden stiller os selv spørgsmålet: Hvem er jeg? Så derfor kan det være mere kompliceret end som så at afkode, hvem det egentlig er, der gemmer sig bag en Instagram-profil, byline eller mikrofon.