I filmen ”Den gamle mølle på Mols” tager postbuddet sig gerne tid til en kop kaffe. Det samme gør han i DR-julekalenderen ”Vinterbyøster”, mens ”Det gamle Postbud” i 1800-talsforfatteren Cornelia von Levetzows novelle af samme navn er ”en vigtig Person i afsides Egne”.
Men med den nye postaftale, hvor Post Danmark på visse områder forringer servicen, er det, som i Dan Turèll-digtet ”For meget, mand”, ikke længere let at være postbud. Heller ikke i kunsten.
”Vi skriver stadig breve til vores kære, og vi venter også på svar fra den, vi er forelsket i eller har skændtes med. Men nu sker det ikke via et andet menneske, postbuddet, men via computerens indbakke og sociale medier. Og det er jo noget helt andet. Der er ikke en person, vi kan gå og spejde efter. Vi kan åbne vores indbakke og se, om der er kommet svar. Og det er svært at forestille sig nogen skrive at popsange til,” forklarer Birgit Eriksson, der er lektor i æstetik og kultur ved Aarhus Universitet.
I både danske og internationale film, tv-serier, bøger og sange har det ellers hidtil ikke skortet på hverken postbude eller brugen af det gode gammeldags brev, og det skyldes, at begge dele ”har betydet ekstremt meget”, siger Birgit Eriksson.
”For det handler om forbindelsen mellem os, og hvordan vi kommunikerer med dem, som ikke er lige ved siden af os. Posten kan cirkulere viden, betydning og historier. Men det er ikke kun postbuddet, det er også brevet i sig selv, som giver et fysisk og sanseligt nærvær til kommunikationen. Og det er ikke på samme måde til stede via de elektroniske medier.”
Stadig vil både vi og kommende generationer dog kunne relatere til, når eksempelvis The Carpenters synger ”Please Mister Postman”.
”Postbuddet er en samfundsmæssig funktion, der stadig findes, for vi afskaffer jo ikke postvæsnet. Vi vil stadig se posten på gaden, så i den forstand vil det ikke virke gammeldags. Og det med at gå og vente på et brev vil vi gnidningsløst oversætte til at vente på en mail. Hvis vi har en elsket på den anden side af jorden i en katastrofesituation, venter vi på nyt med lige så stor intensitet, som man under Anden Verdenskrig ventede på brev fra dem i krig,” mener Birgit Eriksson.
Men hvorfor er det , at både postbuddet og breve er så velkendte elementer i kunsten?
Ifølge Peter Schepelern, lektor emeritus ved institut for medier, erkendelse og formidling på Københavns Universitet, hører postbuddet simpelthen til i gadebilledet.
”De er et element, som får samfundshjulene til at køre, og i de gamle danske film skulle der netop være en chauffør, en bondemand, en præst, måske en godsejer og en slesk advokat – og så et postbud,” siger han og nævner som eksempel ”Panserbasse” fra 1936 og ”Den gamle mølle på Mols” fra 1953.
”Postbuddet er en gemytlig figur, der minder os om, at samfundet kører på sin egen effektive og hyggelige måde. Det er en skikkelse, der kommer hos både høj og lav, rig og fattig. Et forbindelsesled, som repræsenterer en menneskelig kontakt på alle niveauer. Det røde postbud er en nationalsag for os, og det repræsenterer en institution, der har været der siden mands minde. Og når den forsvinder, så er det et tab,” forklarer han.
Som postbuddet står også brevet som en aktør i kunsten, for ifølge Bergur Rønne Moberg, der er postdoc ved institut for nordiske studier og sprogvidenskab på Københavns Universitet og forsker i brevudgivelse og brevet som prosa, kan breve være litteratur i sig selv. Ofte i form af forfatteres litterære vennebreve, men også som et litterært virkemiddel, for eksempel som fiktive breve i brevromaner.
Brevet kalder Bergur Rønne Moberg for livsskrivning. En genre, som forbinder levet liv og skrevet liv. Det gælder både de fiktive af slagsen, som i Cecelia Aherns brevroman ”Hvor regnbuer ender” fra 2006, men også de autentiske breve mellem forfattere som Paul Auster og J.M. Coetzee, hvis brevudveksling ”Nu og her” udkom på dansk i 2012.
”I begge tilfælde har brevet et stort poetisk potentiale og kan derfor have status af at være litteratur i sig selv, også når det ikke indgår i skønlitterære værker. Det kan det blandt andet, fordi det kan skabe spændinger mellem det personlige og det distancerede, nærvær og fravær. Brevformen i skønlitterære værker har den virkning, at vi kommer tættere på den brevskrivende figur,” siger han.
Trods et reduceret dansk postvæsen og et måske fremtidigt farvel til det fysiske brev er Moberg dog ikke nervøs for, at det litterære brev og interessen for det vil forsvinde.
Brevet er populært både i litteraturen og i forskningen, påpeger han og forklarer, at der er en voksende forskningsmæssig interesse for brevet som et materiale, der kan udgives hos blandt andet litterære selskaber. Men også i skønlitterære værker vil brevet fortsat vil være til stede.
”Det er en del af det selvbiografiske felt, som jo er massivt til stede i litteraturen i dag. Så brevet er i høj grad en del af verden i dag. Ikke kun af i går,” siger Moberg og fortsætter:
”I bund og grund lever også det prosaiske brev videre i bedste velgående i e-mails, sms- og Twitter-tekster.”