I lære hos DDR

For 40 år siden blev der talt til alverdens tungemål i det gamle radiohus i Østberlin. En selvbiografisk roman genopliver tiden fra et dansk perspektiv

I dag står det gamle radiohus i Berlin-Oberschöneweide forfaldent hen. De mange kontorer i bygningen på Nalepastrasse 18 lige ned til Spree-floden er tomme. På de lange brede gange ligger der knust glas. Engang må den stikkende lugt af bonevoks have hængt i luften, essensen af DDR. Nu gøres der ikke længere rent. Der laves heller ikke længere radio i bygningen, som dog kunne bruges som passende kulisse til vampyrfilmen ”Wir sind die Nacht” (2010).

Engang summede her af liv. Ikke mindst på fjerde etage, hovedsædet for Radio Berlin International (RBI). Her blev der talt alverdens tungemål. Kendingsjinglen var fælles – de første otte toner af DDR’s nationalhymne spillet på xylofon – men herefter blev DDR’s internationale stemme fremført på mange forskellige sprog: tysk, engelsk, fransk, spansk, portugisisk, svensk, dansk, arabisk og endda swahili.

Radioarbejdet blev udført med stor entusiasme, selvom RBI kun havde en marginal lytterskare. Når der ikke kom spørgsmål fra lytterne til diverse brevkasseprogrammer, fabrikerede medarbejderne bare selv de ”gode” spørgsmål.

Det redaktionelle arbejde var i reglen forudsigeligt og rutinepræget, men af og til kunne begivenheder med politiske implikationer kræve uventet omstillingsparathed.

Da Wolf Biermann ikke kunne vende tilbage til DDR i efteråret 1976, fik det også konsekvenser for de kunstnere, der åbent havde erklæret deres støtte til den østtyske rebel. De kunne ikke længere omtales eller optræde i RBI. Sangindslag med Biermann-støtter måtte erstattes af ufarlige ting som Frank Schöbels udødelige DDR-slager ”Wie ein Stern”.

En af de danske medarbejdere ved RBI under Biermann-affæren var Alice Persson (født i 1956). Hun havde skrevet kontrakt året forinden og forpligtet sig til ”at udføre sine arbejdsopgaver i høj kvalitet og medvirke ved udarbejdelse og opfyldelse af Planen.”

Alice Persson var taget til Østberlin lige efter at have færdiggjort sin studentereksamen på Nørre Gymnasium. Hun var god til tysk. Hun havde fået 11 til eksamen, hvor hun på blændende vis gengav sin tysklærers noter til Gerhart Hauptmanns novelle ”Bahnwärter Thiel.”

Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, havde sørget for hendes ansættelse ved radioen RBI. Hun var blevet lovet en journalistuddannelse. Et løfte, der aldrig blev indfriet.

Alice Persson, som tilhørte den mest venstreorienterede generation i danmarkshistorien, havde næsten fået kommunismen ind med modermælken. Både hendes mor og stedfar var medlemmer af DKP, som i 1970’erne oplevede et mindre politisk comeback.

Alice selv var medlem af DKU og lod sig uden videre opsluge af de dermed forbundne aktiviteter: Salg af partiavisen Land og Folk, velbesøgte Land og Folk-festivaler, aktioner til fordel for det chilenske folk, deltagelse i Østersø-uger i DDR, deltagelse i demonstrationer mod EF og mod den smalle Hartling-regering, inden hun i sommeren 1975 tog Østersø-ekspressen sydpå.

I Østberlin, hvor hun blev anbragt i skiftende lejligheder, var Alice i begyndelsen fuld af optimisme. Arbejdet på RBI gav god mening:

”Når jeg sidder i redaktionen, i min nye familie, og kigger mig omkring, kan jeg mærke fællesskabet. Selv om der er uenigheder og træghed og ugidelighed, er de der for mig. De hører mig og ser mig og nikker til mig. Hvad kan man så forlange mere?”

Hun kom til at opleve både venskab og forelskelse. Hun var ikke blind for regimentets negative sider, men først da hun erfarede et af dets mest usympatiske træk – det systematiserede angiveri – på sin egen krop, var kursen lagt mod det endelige opgør med den realsocialistiske øvrighedsstat. Efter to års ophold i Østberlin vendte Alice nærmest hovedkulds hjem til København.

40 år senere har Alice Persson skrevet den selvbiografiske roman ”Kollega Persson” om sine oplevelser i Østberlin. Det er et både tankevækkende og læseværdigt stykke autofiktion med et strejf af humor.