Prøv avisen

I legen opstår kunsten

Scenografen Mia Stensgaard betragter den kunstneriske proces som forskning, hvor man tester dogmer og hypoteser, lukker og åbner nye døre. -- Foto: Leif Tuxen.

VÆRKSTEDSSAMTALER: At skabe kunst er en udfordrende proces, siger scenograf Mia Stensgaard, der er aktuel med "Gynt" på Betty Nansen Teatret

Scenografen og kostumedesigneren Mia Stensgaard kan godt lide at lege, udforske og undersøge. Faktisk så meget, at hun midt i sin fremadstormende karriere med udsigt til mange og store opgaver langt ind i fremtiden har taget et års forskningsorlov for at gå i dybden med, hvordan scenograf, instruktør, dramatiker og skuespillere kan få deres drømme og visioner for en forestilling til at blive til virkelighed.

Gennem små animationsfilm med den totale komposition af lys, lyd, scene og dramaturgi vil hun udvikle en metode, hvor teatrets aktører via computeren kan lege sig frem til et fuldstændigt scenarium, der kan genskabes på scenen. For der er altid dele af visionerne, der går tabt i processen fra A til B. Og det er synd for kunsten og oplevelsen, mener Mia Stensgaard, som har inviteret indenfor til en samtale om det at skabe.

Hvordan tager en idé form?

– Jeg er typisk bundet af et manuskript og sat til at løse en opgave, der bliver til i samspil med andre kunstnere. Som regel dykker jeg ned i manuskriptet og spekulerer over, hvad der er på færde i teksten. Hvis jeg skal lave en klassisk tekst, må jeg altid tænke aktualiteten ind og spørge mig selv, hvorfor vi laver "Hamlet" i dag. Det er gennem spørgsmål og leg med teksten, at ideerne opstår.

– Jeg går på opdagelse i tekstens potentialer og undersøger, hvad der kunne være på færde. Hvad er der af kontraster, historier og dramatiske muligheder? Sætter teksten en associations- og tankerække i gang, som jeg kan visualisere i samarbejde med de øvrige kunstnere, der er involveret i iscenesættelsen?

– For mig minder det lidt om forskning eller i hvert fald min forestilling om, hvad forskning er. Jeg stiller mig selv til rådighed for materialet og følger de døre, der åbnes. Det er som at stille en problemformulering op, hvor man arbejder med en hypotese eller et dogme. Der ligger nogle begrænsninger, som lukker nogle døre og åbner nogle nye døre. Det bliver en slags rebus eller en gåde, der skal løses, og jeg besættes altid af at gestalte ideerne.

Hvordan opfatter du selve skabelsesprocessen?

– Skabelsesprocessen bæres af en nysgerrighed eller en undersøgelse af at se en vision og se den blive levende på scenen eller i filmen. Det, der interesserer mig, er at se det i samspil med skuespillere, lys, lyd og tekst. Ideerne står deres prøve og løfter sig først op, når de bliver levendegjort.

– En idé kan i sit færdige resultat være bedre end sig selv, og det kan jeg arbejde 24 timer i døgnet for at opnå. Hvis man betragter sig selv som en encellet organisme i et større spil af flere celler, så er det en fantastisk oplevelse, når de mange celler – altså den kollektive kunstform – løfter en idé op til en større realitet. Det kan selvsagt også være omvendt, altså at ideen var bedre end resultatet.

– Jeg har en stor interesse for kollektivet, altså de sammenbragte kunstformer, som tilsammen skaber iscenesættelsen, og i mit forskningsprojekt forsøger jeg at udvikle en metode, der forhåbentligvis kan gøre, at de forskellige kunstneres drømme og visioner kan realiseres, så ideerne styrkes og kan vokse.

Hvad gør skabelsesprocessen ved dig?

– Jeg begynder efterhånden at høste af mine erfaringer. Selvom mit arkiv endnu er anarkistisk, og selvom jeg endnu ikke tydeligt kan se, hvilket kunstnerisk udtryk scenografen Mia Stensgaard har, så er jeg alligevel nysgerrig efter at se, hvad det er, som går igen. Jeg opfatter en stor del af mit arbejde som en undersøgelse. Eller det trøster jeg mig i hvert fald med. For i virkeligheden arbejder jeg med mange deadlines.

Hvad er det vigtigste for dig – skabelsesprocessen eller det færdige resultat?

– Jeg drømmer helt klart om det færdige resultat. I resultatet viser undersøgelsen og processen sig, og jeg går altid efter, at forestillingen eller filmen bliver den ultimative og fantastiske forløsning. Det kan være en trøst i den sammenhæng at betragte tvivlen og processen, som jeg holder så meget af, og som jeg godt kan lide at befinde mig i, som et livslangt forløb, hvor jeg bliver klogere fra gang til gang og ser tingene i en sammenhæng. Man lærer som tiden går, at der vist nok er en dag i morgen.

Hvornår ved du, om en scenografi er færdig?

– Det ved jeg aldrig. Det må jeg bare stole på. Under selve projektet må jeg satse og lege, at jeg ved det. Det kan være en fødselspsy-kose at lave en scenografi, og der kan gå år, før jeg ved, om jeg er tilfreds. Det kræver et større perspektiv for mig at se på mine værker. Indimellem kan jeg i et splitsekund se et rigtigt og et helt strå i høstakken, men det sker som regel med forsinkelse.

– I løbet af produktionen skal der gerne være en margin eller et legerum, hvor man skal kunne udvikle nye ideer. Der skal være plads til at undersøge ideerne én til én i scenerummet. Det er her, vi skal undersøge, om det legetøj, vi har produceret, kan mere end det, vi drømte om. Men tiden går ofte hurtigt, og publikum venter.

duus@kristeligt-dagblad.dkFakta

Mia Stensgaard

**33 år, opvokset i Kolding. Hun er uddannet scenograf og kostumedesigner fra Statens Teater-skole i 1998 og læste inden da to år på Danmarks Designskole på beklædningslinjen. Hun har lavet scenografi og kostumer til en lang række teaterforestillinger og film. Privat bor hun sammen med skuespiller, instruktør og manuskriptforfatter Nikolaj Cederholm.Fakta

I kunstnerens værksted

**Hvad sker der, når kunst opstår? Og hvordan bruger kunstneren sig selv i processen frem mod det færdige resultat? I denne serie taler vi med forskellige kunstnere om arbejdsprocessen i værkstedet. Læs næste afsnit på mandag.