I ”Liberty” er alle en ø

Andet afsnit af ”Liberty” viser, at alle sjæle – de hykleriske og de håbefulde – er fortabte, når fællesskabet forsvinder

I ”Liberty” er resterne af de tynde tråde, der holder familien Knudsen sammen, ved at knække. Niels’ (Carsten Bjørnlund) og Kirstens (Sofie Gråbøl) ægteskab smuldrer mellem deres sorgforvredne fingre, men også tilknytningen mellem Christian (Anton Hjejle) og forældrene forsvinder. –
I ”Liberty” er resterne af de tynde tråde, der holder familien Knudsen sammen, ved at knække. Niels’ (Carsten Bjørnlund) og Kirstens (Sofie Gråbøl) ægteskab smuldrer mellem deres sorgforvredne fingre, men også tilknytningen mellem Christian (Anton Hjejle) og forældrene forsvinder. – . Foto: Aske Alexander Foss/DR.

Som de sidder der, familien Knudsen, ved middagsbordet under lysstofrørets ubønhørligt afslørende kolde lys, knækker resterne af de tynde tråde, der holder smulerne sammen.

Niels’ (Carsten Bjørnlund) og Kirstens (Sofie Gråbøl) ægteskab smuldrer mellem deres sorgforvredne fingre. Niels gør alle krumspring for at slippe for at røre ved den grædende hustru, mens isterningerne klirrer i græsset. For heldigvis er der altid arbejde at forsvinde ind i. Hjælpe- arbejdet, der bliver til selvhjælp for dem begge.

Tilknytningen mellem Christian (Anton Hjejle) og forældrene forsvinder også, da mor Kirsten flygter og tager billedet af den døde Annemette med, men lader Christians portræt stå på stigereolen. Ikke engang udbytterne John og Jonas står sammen, da det svenske tilsyn bemægtiger sig Tanscans årsregnskaber. Kun under tvang.

I ”Liberty” er jeg’et det eneste centrum, og ethvert fællesskab forfalder. Ægteskabet og andelsbevægelsen, alle drømme forvitrer, og alle står alene tilbage. Forrådt og forrået.

Her i andet afsnit skruer episodeforfatter Morten Pape (forfatteren til romane ”Planen”) ned for den elegante antydning. Dramaet er trukket for tungt op, letheden tørret ind i solen. Med brede pensler males et zebrastribet billede af det gode mod det onde, den sorte mod den hvide. Der er mere fri fantasi, mindre af Ejersbos bogforlæg.

Men tonen er stadig tro, og da Moses er forsvundet op på bjerget, med Danidas penge i pungen, må også Niels knejse for korruptionen.

Afsnit to skruer også op for Katrinas medskyld i Jonas’ nødhjælpssvindel. Her ryger også lidt af finessen. Lignelserne bliver til entydige for-tællinger. Rosie vil til Europa, Tita vil have en mulat. Det skriger de næsten ind i kameraet. Staveplader er ellers unødvendige. Dramaet lever så flot mellem linjerne, mellem billederne, i musikken og i modlyset.

For livet i ”Liberty” leves i modlys, ligesom kameraet ofte gør det. Alle misser mod solen. Selvbilledet er måske intakt, men indholdet er bedragerisk. Niels ser sig selv som godheden selv, men behandler de sorte som skrald. ”Bær lige min taske”, siger han. Selv bærer han ingenting. For også hans moral er mere end flosset, sløret af de forlorne hensigter, filmet gennem smudsede ruder.

Den sublime samklang mellem lyd, billede og fortælling er ikke helt så gennemborende, men stadig med frodig swung og swahili-klimpren.

Marcus (stadig fuldstændig fortryllende Charlie Karumi) svinger med hofterne gennem Libertys frådende menneskehav og kryber langs murene hjemme hos bwana Jonas. Instruktionen er meget fysisk. Gang, dans, flirt, flugt. Skuespillet fremragende. Især når Magnus Krepper som Jonas danser til Elton John eller står lettere foroverbøjet, i den hvide mands raceoverlegne cowboystilling, med let skrævende ben og underlivet stukket besidderisk frem.

Og så flygter Kirsten fra Niels, fra Christian, mens Katrina og Tita bliver hos deres utro mænd. For alle gælder det, at øjnene er lukket for omverdenen. Kun deres eget ego kan mærkes. Det er et liv uden pligt, uden nogen uden for jeg’et.

Derfor er nødhjælpsarbejdet selvrealisering. Eller selvforgyldning. For i ”Liberty” er alle en ø. Kun Christian rækker ud. Til Samantha, til sin mor, til Marcus. Men hånden når ikke at få fat, inden de alle driver væk i slipstrømmen af brudte løfter og bristede drømme.