I litteraturen er mor ofte den værste i verden. Men forsoningen er på vej

Kritiske forældreskildringer er den store tendens i dansk litteratur. Men der er også forfattere, der står for en modtendens og lægger større vægt på forsoningen

Morten Sabroe, Birgithe Kosovic (i midten) og Søren Ulrik Thomsen (th.) er blandt de forfattere, som har skrevet om de helt nære familierelationer. Foto: Leif Tuxen, Linda Kastrup/Ritzau Scanpix, Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.
Morten Sabroe, Birgithe Kosovic (i midten) og Søren Ulrik Thomsen (th.) er blandt de forfattere, som har skrevet om de helt nære familierelationer. Foto: Leif Tuxen, Linda Kastrup/Ritzau Scanpix, Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Med sit nye og meget roste essay ”Store Kongensgade 23” er Søren Ulrik Thomsen trådt ind i klubben af forfattere, som beskriver sine egne forældre uden den distance, som fiktionen normalt skaber. Forfattere som Knud Romer, Peter Øvig, Sara Omar, Yahya Hassan, Morten Sabroe og Birgithe Kosovic har alle skrevet om deres helt nære familiehistorier, og bøgerne er stille og roligt blevet en stærk, litterær strømning i dansk litteratur.

I ”Store Kongensgade 23” beskriver Thomsen et år i løbet af sin pubertet. Hans mor har en central hovedrolle i essayet, for mens de boede på adressen i midten af København, blev hun psykisk syg og var indlagt i lange perioder.

”Jeg ville gerne rejse min mor et værdigt minde ved at vise hende som den intelligente, humoristiske og smukke person, hun var. Den er også et forsvar for hende og skrevet på en vrede imod psykiatrien, som reducerede hende til et stykke biologi, der skulle behandles med psykofarmaka og elektrochok fremfor en person, man skulle lytte til og tage alvorligt,” siger han.

Ofte er forfatternes forældrebeskrivelser ret kritiske, men de fleste, som har læst Søren Ulrik Thomsens essay, er enige om, at det er en ret unik forældrebeskrivelse, eftersom han ikke anklager sine forældre for alverdens fortrædeligheder. I stedet beskrives moderen og forfatterens far med respekt og stor kærlighed.

”I min skildring ville jeg ikke reducere min mor til et offer for psykiatrien, men vise hende som hele den person, hun var,” siger Søren Ulrik Thomsen, der understreger, at den kærlige og respektfulde tone ikke er et oprør mod de kritiske forældrebeskrivelser:

”Deres historier er da lige så sande som min. De skriver på deres erfaringer, så det er lige så vigtigt, at de får fortalt deres historier.”

Freud var den første

Der en god grund til, at forældrene begynder at fylde så meget i dansk litteratur, hvis man spørger Jon Helt Haarder, som er lektor i dansk litteratur på SDU og har forsket i autofiktion:

”Der er åbenlyst meget energi i at skrive om relationen mellem barn og forældre. Vi er allesammen børn af nogle, og vi har alle ting på vores forældre. Alle forældre, mig selv inklusive, er i en eller anden udstrækning problematiske, og så er der jo også de livsfarlige som i Yahya Hassans digte,” siger han.

Forældrelitteraturen kan ifølge Haarder spores helt tilbage til Sigmund Freuds psykoanalyse, som var besat af tanken om, at vores forældre former os på godt og på ondt. Den bølge er blevet sammenkoblet med den biografiske bølge, hvor forfattere uden omsvøb begyndte at beskrive deres eget liv.

”Vi ser to fænomener løbe sammen. Siden 1990’erne har vi haft en biografisk tendens, hvor fiktion og biografi er blandet sammen. Derudover er der en moderne optagethed af forældre/barn-relationen,” siger Haarder.

Men spørgsmålet er, om det er så vigtigt at beskrive personerne med navns nævnelse. Erik Svendsen, som er lektor i litteratur på RUC, mener, at det er bedre, hvis historierne er fiktionaliserede omskrivninger af forfatterens oplevelser.

”Du skriver altid med afsæt i din egen fortolkning, så teksten bliver din partiske fremstilling. Den fortolkning kan være fatal for en anden person, så derfor, synes jeg, den skal være så fiktionaliseret, at man ikke kan genkende personen,” mener Erik Svendsen.

I det omfang teksten ikke er et forsøg på at lave en én til én-afspejling af virkeligheden, og forfatteren holder nogle pletter blinde i forhold til privatlivet, synes han til gengæld, at det er fint, når kunstnere skriver med afsæt i virkelige personer.

”Jeg kan ikke se, hvad alternativet skulle være. Så skulle man af etiske grunde udelukke og censurere visse personer, som har spillet en væsentlig rolle, og det ville være en voldsom begrænsning for fiktionen,” siger Erik Svendsen.

Jon Helt Haarder synes, at forfattere gerne må skrive om egne forældre, men man skal tage stilling til, om det bliver gjort på en ordentlig måde.

”Der kan godt være noget etisk problematisk i det, men det er jo ikke sådan, at kunst altid skal være etisk forsvarlig. Hvis den skal kunne tale om de ting, vi er optagede af, bliver den også nødt til at kunne rumme det, der kan være etisk problematisk,” siger Haarder.

Personlig vrede er uinteressant

Søren Ulrik Thomsen fortæller, at alle hans essays er en udveksling mellem nogle personlige erfaringer og generelle overvejelser. I det nye essay kommer det til at handle om vreden mod psykiatrien, som bliver formidlet gennem moderens historie.

Flere forfattere bruger de personlige erfaringer til at fortælle en historie, som kan gøres mere generaliserbar. Eksempelvis havde forfatteren Birgithe Kosovic aldrig nogensinde troet, at hun skulle skrive om sig selv og sin egen familie. Så interesseret er hun slet ikke i sig selv, fortæller hun. Alligevel udgav hun sidste år dokumentarromanen ”Det, du ikke vil vide”, som er centreret omkring hendes far, der afbrød kontakten med Kosovic og hendes bror i 2013.

”Min personlige vrede mod min far var ikke interessant nok til at bære bogen igennem. Det handlede om at forstå, hvad der lå i mine slægter, forstå, hvad jeg er dannet af, samt hvad der er gået i stykker. Det er mine helt personlige erfaringer med multikulturen,” siger Kosovic.

Bogen handler om at vokse op i en dansk-jugoslavisk multikulturel familie i 1980’ernes Albertslund, og hvad der sker, når den danske, demokratiske kultur møder, hvad Kosovic kalder for en volds- og frygtkultur. I bogen undersøger hun faderens eksplosive vrede, som hun beskriver som en ødelæggende kraft.

”Det var vigtigere at skrive om det end at tage hensyn til min far. Grundlæggende synes jeg, at han havde en forkert måde at være i verden på. Han valgte tavsheden, og at vi skulle være som døde for hinanden. Så når jeg siger noget, som jeg ved ville være smertefuldt for ham, er det fordi, det at insistere på tale og samtale er det definitivt rigtige,” siger Kosovic.

Selvom hun vidste, at hendes far ville blive dybt krænket af bogen, og hendes mor bønfaldt hende om at stoppe skrivningen, skulle bogen skrives, før Kosovic kunne komme videre med sit forfatterskab. Hun var nødt til at skrive om det allermest eksplosive, litterære emne, hvis hun skulle se sig selv som forfatter.

”Når jeg en dag bliver en gammel dame, kan det ikke nytte noget, hvis jeg ikke har skrevet om det, jeg havde noget at sige om. Jeg står inde for det, fordi når man skal tie, er man som en levende død, men når man taler, selv i den svære tale og samtale, så er man måske nok i smerte, men man er i det mindste i live og kan bevare sindet smidigt,” siger Kosovic.

En af de første danske forfattere, der skrev om sin familie, var forfatteren Morten Sabroe, som er vendt tilbage til sin familiehistorie flere gange i sit forfatterskab. Hans nyeste bog, ”Der var engang en familie – en herlig familie”, som udkommer senere på måneden, kredser også om hans egen familie.

”Det må være, fordi jeg har haft en del i klemme, så min underbevidsthed har arbejdet på egen hånd,” siger Morten Sabroe, der har en lang række romaner og artikler bag sig.

”Det er specielt, at det er familiehistorierne, som hænger fast hos publikum, men det er selvfølgelig, fordi folk kan identificere sig med det, bruge det, tænker over det og se sig selv i det.”

Det har dog ikke været uden konsekvenser at skrive om familien, og det har såret hans mor dybt, at han har delt stof fra det private rum mellem sig og sin mor i sin debutroman ”Men ude i kulissen” (1976), i ”Sidste tog” (1996) og i ”Du som er i himlen” (2007). ”Sidste tog” udkom kort før, hans mor døde, og Sabroe vidste, at hun ville betragte den som et frygteligt angreb.

”Jeg havde spurgt min forlægger Johannes Riis og min daværende kone, om der var noget i den bog, som kunne krænke hende. Det afviste de begge to og sagde, at bogen var en stor kærlighedserklæring. Men jeg vidste godt, at det var den ikke i hendes øjne. Familiemedlemmer læser det, du har skrevet, på en anden måde, end du har skrevet det,” siger Sabroe.

Derfor spurgte han også sig selv, hvorfor han skulle skrive de bøger, når hun ville blive såret.

”Jeg tror ikke, der er nogen forfattere, som skriver selvbiografisk, og som ved, at det sårer andre, der ikke oplever en skam bagefter. Det har ærgret mig, at jeg har skullet bruge privat stof på den måde, men der var ingen vej uden om, hvis bøgerne skulle fungere som litteratur.”

”I min nye bog prøver jeg at forsone mig med de ulykker, jeg har begået, og se det med min families blik ved at spørge, hvorfor det var nødvendigt? Hvis de havde læst den, ville det være klart, at selvom jeg hældte en masse lort ud, lå der en dybere kærlighed, som af mange grunde ikke kunne komme frem i lyset.”