I ly af romangenren kan forfattere skrive hvad som helst om hvem som helst. Eller hvad?

Leonora Christina Skov beskriver i sin nye roman en MeToo-episode, hvor hun som ung forfatter blev kysset af en forlagschef. Udgivelsen sætter ild til debatten om, hvor grænsen går

Leonora Christina Skovs nye roman, ”Hvis vi ikke taler om det”, har allerede inden sin udgivelse tiltrukket sig stor opmærksomhed. – Foto: Leif Tuxen.

Hvor går grænsen, når forfattere skriver om personer fra det virkelige liv under mærkatet ”roman”?

Det spørgsmål er igen blevet aktuelt i forbindelse med, at den storsælgende forfatter Leonora Christina Skov i næste uge udgiver den autofiktive roman ”Hvis vi ikke taler om det”. For i romanen, som anmeldere og journalister i disse dage er i gang med at læse, skriver forfatteren om en MeToo-relateret episode, der ligger flere år tilbage i tiden, hvor en unavngiven forlagschef kysser og rører ved den unge forfatter og dermed udsætter hende for ”uønsket intimitet”.

Og med en bog- og mediebranche på størrelse med den danske skal der ikke mange snakke eller googlesøgninger til, før der pludselig kan sættes et navn på forlæggeren, og anonymitet er fortid. Dermed rejser det uundgåelige spørgsmål sig: Er det virkelig etisk forsvarligt, at en forfatter i kunstens navn hænger forsvarsløse personer ud?

Litteraturanmelder på Kristeligt Dagblad, Nils Gunder Hansen, der er professor ved institut for kulturvidenskaber på Syddansk Universitet, anmelder Leonora Christina Skovs nye roman i avisen på udgivelsesdatoen i næste uge. Han fortæller, at der i romanen ”indføres en moralsk tung problemstilling med en MeToo-overgrebshistorie, hvor en let identificérbar og nu pensioneret forlagschef udnytter sin autoritet over Leonora Christina Skov”.

”Og der er flere personer, der bliver latterliggjort eller fremstillet som usympatiske i romanen, så på den måde går hun langt i sin skildring af andre mennesker. Men det er selvfølgelig med til at give romanen intensitet,” siger Nils Gunder Hansen.

I romanen fremstiller Leonora Christina Skov et indre drama og sin egen kamp for at blive forfatter, og det kan ifølge anmelderen have konsekvenser for de andre personer, der bliver indrullet i dramaet.

”De bliver bipersoner i et drama, som de ikke har indsigt i. De har bare ageret i situationen. Et slogan i tiden er, at ’alle har ret til deres egen historie’. Men problemet er, når andre mennesker så bliver draget ind i et andet menneskes historie. For de har vel netop også ret til deres egen historie,” siger Nils Gunder Hansen.

Åsa Linderborg er tidligere litteraturredaktør på den svenske avis Aftonbladet og forfatter til bogen ”Året med 13 måneder”, der blandt andet handler om MeToo, mediernes magt og hendes egen rolle i en sag, hvor en svensk teaterchef, der var hovedperson i Aftonbladets MeToo-dækning, få måneder senere tog sit eget liv. Som hun ser det, er spørgsmålet om, hvor grænsen går, når forfattere skriver om virkelige personer, både et utroligt vanskeligt og vigtigt spørgsmål.

”Vi, der skriver autofiktion, jeg-litteratur, selvbiografisk – kald det hvad du vil – bruger jo hele tiden andre mennesker i vores litteratur. De kan være navngivne eller lette at identificere. Samtidig med at jeg vil forsvare genren, er jeg den første til at indrømme, hvor hensynsløs og aggressiv den er. Selv når du skriver kærligt om mennesker – det er få, der ønsker at være med i en bog,” skriver Åsa Linderborg i et mailsvar til Kristeligt Dagblad og fortsætter:

”Det er så let at sige, at ’det er bare litteratur’. Som om en forfatter overhovedet ikke har noget ansvar for sine romankarakterer. Og det er et juridisk problem, at det, man ikke kan sige om en person i en avistekst, let går an at skrive i en roman. Hvorfor skal litteratur være en beskyttet zone for bagvaskelse?”, spørger Åsa Linderborg.

Hun mener dog ikke, at der findes ”noget principielt rigtigt eller forkert” – man bliver ifølge hende nødt til at kigge på hvert enkelt værk.

”Anklager man en person for noget kriminelt – som seksuel chikane eller seksuelt magtmisbrug – mener jeg, at man skal stå op for det. At gemme sig bag ved, at det bare er litteratur, er ret fejt. Den, som bliver anklaget, kan jo umuligt forsvare sig, eftersom forfatteren kan sige, ’det handler ikke om dig, det er en romankarakter’.”

Men det er netop ikke et juridisk problem, at forfattere har mulighed for at skrive andet og mere, end aviser kan, siger advokat og mediejurist Vibeke Borberg.

”Det er to helt forskellige ting. Mediernes hovedopgave er at levere korrekt information, som vi skal kunne stole på. Derfor er det et kæmpe problem, når medier kommer med historier, som de ikke kan dokumentere. Og der falder hammeren også. Sådan er medieretten. Men romaner hører ikke til under medieretten. Det er et andet område, og kunsten har et andet formål. Det er ikke et formål i sig selv, at det, man formidler, skal være faktuelt korrekt. Og det er heller ikke et krav, at man ikke må skrive om andre personer end sig selv,” siger Vibeke Borberg.

Derfor er der meget vide grænser for, hvad en kunstner kan skrive og gøre i kunstens tegn. Og derfor kan en forfatter i en roman i princippet tillade sig at skrive hvad som helst om personerne i romanen, når man ser på spørgsmålet rent juridisk.

”Vores ytringsfrihed er en grundlovssikret, konventionssikret ret, og den kunstneriske ytringsfrihed vurderes at være udvidet. Der skal rigtig meget til, før et kunstnerisk værk kan være ærekrænkende eller blasfemisk. Og det er, fordi kunsten har en særlig funktion og et særligt formål, som betyder, at den skal kunne meget,” siger Vibeke Borberg.

Men én ting er det juridiske – noget andet er det etiske. Hvis de skildrede personer i en roman ikke er alment kendte, kan de af læserne ofte blive opfattet som en slags typer, men den etiske problemstilling bliver taget til et helt andet niveau, når man som læser klart kan identificere personen, mener Nils Gunder Hansen.

”Særligt hvis læserne samtidig sluger beskrivelserne råt og tror, at de er en 100 procent affotografering af, hvordan den objektive virkelighed var. For det er en subjektiv oplevelse af nogle begivenheder, som ofte ligger mange år tilbage, og som derfor er filtreret af erindringen,” siger han.

Når det gælder fiktionslitteratur, har litteraturteorien en lang tradition for at analysere såkaldte ”upålidelige fortællere”, hvor forfatteren har iscenesat en figur, som vi som læsere ikke helt kan regne med.

”Men der er omvendt meget lidt refleksion over de etiske dilemmaer ved denne type virkelighedslitteratur, hvor forfatter og fortæller er den samme person. Vi opfordres til at tage det hele for pålydende. Men hvor meget man kan fæstne lid til det, der bliver skrevet, og hvilke værktøjer kan man finde til at undersøge det med?”, siger han.

I et interview med Leonora Christina Skov, der bliver bragt i avisen på lørdag, forholder hun sig selv til emnet og siger blandt andet:

”Jeg har i forvejen lidt af skyld over at skrive og tale dårligt om mine forældre, men jeg synes ikke, at jeg skal skamme mig over at skrive sandheden om folk, som jeg i øvrigt ikke navngiver, for formålet er ikke at hænge nogen ud, men at tale sandt om livet. Hvis man vil have en helgenkåring, så må man lære at opføre sig ordentligt.”