Prøv avisen
Interview

Katrine Marie Guldager: I mange år har jeg skældt mig selv ud, når jeg blev vred

”Der ligger en kæmpe gave i at kunne omfavne sin egen negativitet og bagstræberiskhed,” siger Katrine Marie Guldager, der efter sit forfatterskabs første skrivekrise nogensinde fandt på at skrive om en kvinde, der er alene i skoven. – Foto: Leif Tuxen

Tiden kræver, at alle skal være positive og omstillingsparate. Men man skal også rumme sine egne mørke følelser, mener Katrine Marie Guldager, der i næste uge udsender romanen ”Bjørnen”

Havedøren står åben hjemme hos Katrine Marie Guldager, så den friske sommerluft bærer en herlig, mild blomsterduft ind i stuen, mens hun fortæller om sin nye roman ”Bjørnen”, der udkommer i næste uge:

”Jeg tror, den her roman handler mest om at kunne acceptere sig selv – også med alle de mørke følelser, man kan have,” siger Katrine Marie Guldager og tier, så man også kan høre fuglene synge i haven.

Derude i det pæne parcelhuskvarter i Kastrup er himlen blå som en swimmingpool, som om skyerne og vinteren slet ikke findes, mens alting blomstrer i solen. Men herinde snakker den kendte forfatter om en fiktiv midalderende kvinde, der føler sig som et vissent efterårsblad. Færdig og forladt.

Den nye roman ”Bjørnen” udspiller sig endda om vinteren. Den er – som haven – også fuld af fugle, men selvom hovedpersonen i ”Bjørnen” føler sig ”velsignet af fugle”, peger fiktionens fjerkræ snarere på lidelse og overlevelse end ubekymret fuglesang.

Rødhalsen er for eksempel med fra begyndelsen af romanen som en slags forvarsel om den smertens vej, der senere skal komme – sammen med Selma Lagerlöfs historie om, hvordan rødhalsen fik sin røde farve, da den ville trække en torn ud af Jesu pande og dér blev farvet af en dråbe af frelserens blod. Og senere må en anden fugl i romanen lade livet, så hovedpersonen Vibeke, eller Vibse, som hun også bliver kaldt, kan redde sig selv og måske blive frelser for en anden. For bogen er også et slags lille kærlighedsevangelium, der både handler om værdien i at være noget for andre og værdien i at blive elsket.

Vibse er elsket af sin stabile mand, der engang rettede hende, da hun sagde, at han virkede død, med ordene: ”Jeg er ikke død, jeg er ingeniør.”

”Bent er praktisk, trofast og rummelig som min egen mand. Og det har været mit eget held at møde en mand, der er så rummelig. Det er nemt at elske en anden, når alt går godt, solen skinner, børnene er glade, og der er masser af penge, men det er, når man er sur, desperat og ulykkelig, at man har mest brug for at blive elsket. Og det er der, ægteskabet skal stå sin prøve. Sådan er det også i bogen, og Vibse kommer også hurtigt til at savne Bent, selvom hun er irriteret på ham. For i virkeligheden er det mest sig selv, hun er irriteret på,” forklarer forfatteren uden at afsløre for meget.

Vibse er ellers vred, da hun tager alene til Sverige for at slikke sine sår, efter hun ikke alene er blevet fyret som gymnasielærerne (på grund af samarbejdsproblemer), men også er blevet ”forladt” af sin enbårne datter, som nu er flyttet hjemmefra for at læse matematik.

”Fyringen fylder ikke lige så meget som den krise, datteren udløser, da hun flytter hjemmefra. Jeg tror, at det er sorg, som mange forældre oplever, når børnene flytter hjemmefra, mens man både ryger ned på deres og samfundets rangstige, fordi man på en eller anden måde har udtjent sin vigtigste pligt. Og jeg tror, at det er en sorg, som er overset. For hvad er der tilbage, når barnet, man oplevede som det største i både livet og samlivet, flytter væk? Sådan er der en sorg forbundet med alle livsfaser, der slutter, og ud af den sorg må Vibse så finde sig selv igen.”

Veninder har Vibse stort set ingen af, mens hendes ”irriterende forstående” mand ”Bent” (som i virkeligheden hedder Lars) ikke gør Vibses humør bedre med sine soldaterkammerat- klap på skulderen. Det er derfor, at hun er taget alene op til parrets ødegård i det fiktive område ”Värmland”, der ligner en bjørn på kortet, ligesom man – måske – også kan møde en bjørn her. Og da strømmen går under en snestorm, kommer romanen pludselig til at handle om mere end en psykologisk overlevelse.

”Jeg elsker selv at se programmer om livet i vildmarken, men jeg er ikke selv så god til at være alene. Vi har faktisk også selv et sommerhus i Sverige, men hvis jeg selv var landet i sådan en livskrise, ville jeg ikke have taget væk for mig selv, men snarere have tjekket ind på et luksushotel. På den måde er Vibse faktisk modig,” siger Katrine Marie Guldager, der selv fandt på at skrive om en kvinde alene i skoven efter sit forfatterskabs første skrivekrise nogensinde.

”Tidligere har jeg både i ’Køge-krøniken’ og ’En uskyldig familie’ arbejdet med lange livsforløb i mine historier, men her har jeg ’bare’ skullet være sammen med en vred kvinde og fryse, sulte og lide med hende i de 11 dage, romanen strækker sig over,” siger forfatteren og ler, inden hun tilføjer:

”Men gennem de dage forvandler hun sig også meget fra at være utilfreds med stort set alt i sit liv til at nærme sig en slags taknemmelighed. Tænk, at vi overhovedet er her! Hun begynder også at bede til Gud, måske fordi hun ikke har andre at snakke med, og hun indser, hvor stor naturen her. Vi er jo ellers hele tiden en del af et fællesskab og en civilisation, så der er også lidt civilisationskritik i bogen. For vi har glemt, at vi bare er nogle små myrer i skoven.”

Troen er også et billede på, at der findes noget, der er større end os selv og vores teknologi- afhængighed, forklarer Katrine Marie Guldager:

”Vi lever i en tid, hvor mange næsten ikke er alene med sig selv, fordi der hele tiden er støj i form af skærme og andre mennesker. Tidligere var jeg heller ikke ret god til at være alene, måske fordi jeg var bange for mit eget selskab. Men jeg er kommet til et sted i livet, hvor jeg i højere grad kan rumme mine egne både gode og dårlige sider. Jeg kan være alene med mig sig selv og stå ved mig selv. Det har jeg haft sværere ved før,” siger Katrine Marie Guldager og tier, så man igen kan høre fuglene kvidre fornøjet:

”Jeg synes, det ligger i tiden, man skal være så overdrevet positiv og omstillingsparat hele tiden, men jeg synes også, at der ligger en kæmpe gave i at kunne omfavne sin egen negativitet og bagstræberiskhed. Man kan ikke bare skære det mørke væk og fokusere på det lyse. Sådan er mennesket jo ikke. Vi er jo netop også rasende, sårede og frustrerede. Alle de negative følelser hører med til livet. Vrede er jo for eksempel en fantastisk kraft, der fortæller os, hvornår vi føler os oversete eller forulempede, hvornår vores retfærdighedsfølelse bliver trådt på. Vrede er et vigtigt signal fra psyken om, at noget er galt. Man kan jo også blive vred på sig selv, hvis man har sagt ja til alt muligt, man ikke vil. Men det er, som om vores tid ikke tillader, at vi føler andet end evig omstillingsparat bekymringsfrihed.”

”Jesus sagde jo også, at hver dag har nok i sin plage. Det synes jeg ikke er mottoet i dag. Og jeg savner en accept i tiden af, at livet også er vrede, fortrydelse eller sorg over at være blevet forladt eller føle sig udenfor og ensom. Der mangler en rummelighed over for de mørke følelser for at kunne have et helt liv. Og jeg tror, at det er grunden til, at Svend Brinkmann har fået så meget succes, fordi han netop siger, at det er o.k. at dvæle ved fortiden og o.k. at føle det, som vi alligevel føler. ”

”Det kan man måske også. Men man kan ikke bare skære halvdelen af sine følelser væk. Ellers ender det med, at man ikke kun bekymrer sig, men også bekymrer sig om, at man bekymrer sig. Jeg har i mange år skældt mig selv ud, når jeg blev vred. Men selvfølgelig hører vrede, sorg og bitterhed med til et menneskeliv. Og første skridt til at komme videre er da at acceptere, at man har det, som man har det. Man skal igennem sine følelser, man kan ikke bare gå udenom.”

”Jo, og vi er da enige om, at man ikke kan bruge bitterhed til ret meget. Men jeg tror netop ikke, at man kan slippe den bitterhed, hvis man ikke først accepterer den. Jeg synes heller ikke, at man skal dvæle ved negative følelser. Og jeg vil også sige, at mit eget ægteskabsråd ville være at fokusere på det positive. Jeg kan huske, da børnene var små, og vi altid var trætte, så havde vi en periode, hvor min mand og jeg aftalte, at vi ikke måtte sige, at vi var trætte. For ellers kunne vi nærmest ikke sige andet til hinanden, og det skabte en negativ spiral. Men det hjalp faktisk, da vi øvede os i at sige noget positivt til hinanden hver dag. Det gør vi faktisk stadig. Men det er ikke så meget for at undgå negative følelser som for at udtrykke den taknemmelighed, vi begge føler,” siger forfatteren og sukker nærmest irriteret over de glade fugle udenfor, inden hun tilføjer:

”Men jeg synes også, at det har været en befrielse at skrive om en kvinde, der godt må føle, lige hvad hun vil.”

Vi lever i en tid, hvor mange næsten ikke er alene med sig selv, fordi der hele tiden er støj i form af skærme og andre mennesker.

Foto: Leif Tuxen