Prøv avisen
Bog

Menneskets tidsalder er en alvorlig sag

4 stjerner
A man walks through Greenwich Park as a haze of pollution sits over the London skyline April 3, 2014. REUTERS/Luke MacGregor Foto: Luke MacGregor/Reuters

”Grænseløshedens kultur” er en velskrevet og seriøs fremstilling om den antropocæne epoke

Det er ikke muligt at overse, at vi befinder os i en periode med stærke omskiftelser; et paradigmeskifte har vi ofte kaldt det, men nu skal vi måske til at benytte et stærkere udtryk, nemlig det geologiske begreb, epokeskift.

Flere og flere forskere taler om, at vi bevæger os fra den holocæne til den antropocæne epoke. Det gør vi på grund af voldsomme geologiske, biosfæriske og atmosfæriske forandringer på kloden, der skyldes, ikke natur-, men kulturskabte kræfter, det vil sige skyldes en hastigt voksende verdensbefolknings helt enorme aktivitetsniveau på kloden gennem de seneste få hundrede år og specielt i årene efter afslutningen af Anden Verdenskrig.

Antropocæn kunne oversættes til menneskets tidsalder. Og det betyder blandt andet, at der påføres mennesket et nyt medansvar, nemlig et medansvar for helheden. Et medansvar for hele kloden. Man kunne også sige: et medansvar for en bæredygtig global udvikling. Om det handler en ny og meget rosværdig bog. Bogen er skrevet af kulturforsker og ph.d. Gregers Andersen.

Mange mennesker er trætte af at høre om drivhusgasser, global opvarmning, biodiversitet, klimakrise og andet af det, som vi i disse år præsenteres for i medier, foredrag og efterhånden også på film, i teatret, kunstudstillinger med mere. Dommedagsprofeti, tom bæredygtighedssnak.

Lad os komme tilbage på det velkendte økonomiske vækstspor. Sådan siger mange mennesker, og det forstår jeg sådan set godt. Til disse mennesker vil jeg sige: Læs denne bog; bliv indimellem irriteret over kulturforskerens lidt særegne sprog. Han har fat i noget meget væsentligt. Han formidler en analyse, tænkning og beskrivelse, som vi alle må, ikke nødvendigvis acceptere og være enig med ham i, men forstå og forholde os til. Være bevidste om.

Der er megen – og efter min mening – berettiget alvor og nok også en lille pegefinger hist og pist i bogen. Men ordet håb forekommer også, ikke ofte, men det forekommer allerede i indledningen, og der er håb; der er muligheder.

Bogens struktur er meget enkel: Først en indledning og så bogens tre hovedspor: Det nye hastighedsparadigme, myten om det grænseløse liv og medskyldige medier. De to første er overbevisende og meget klare, hvorimod det tredje spor, hvor interessant og vigtigt det end er, alligevel forekommer at være så meget sit eget, at det kan være svært at se en direkte forbindelse de tre imellem. Det afgørende er, at det tredje spor under alle omstændigheder er vigtigt, og det gives en fin, kompetent og også kritisk behandling.

Jeg hæfter mig ved, at forfatteren ikke til sidst i bogen inddrager FN’s 17 mål for en bæredygtig global udvikling, for det ligger til højrebenet at knytte forbindelsen mellem alle bogens alvorlige analyser og fænomener og det håb, den etik og det ansvarsdokument, som de 17 verdensmål repræsenterer.

Det er en velskrevet, seriøs, velargumenteret fremstilling om den antropocæne epoke. For kort tid siden udkom en anden dansk fremstilling om dette, nemlig ”Den humane vending”. Så nu har vi to gode og også meget forskellige fremstillinger om denne nye epoke, som kloden er på vej ind i, og som i den mest bogstavelige forstand vedrører os alle. Forlaget udsender bogen i serien ”Debat”, og det er rigtigt – det er i ordets bedste forstand en debatbog.