Sidste år ville filmskuespilleren Ingrid Bergman være fyldt 100 år, og i den anledning viste svensk fjernsyn hendes og Roberto Rossellinis film ”Stromboli” fra 1949. I årene inden havde hun brilleret i amerikanske film som ”Casablanca” (1943), ”Hvem ringer klokkerne for?” (1943), ”Gaslys” (1944) og Alfred Hitchcocks ”Troldbunden” (1945) og ”Berygtet” (1946). Hun var en feteret og Oscarbelønnet stjerne - helt anderledes end datidens sexgud-inder.
Så da hun i 1949 pludselig forlod Hollywood, mand og barn for at indspille en film med en neorealistisk italiensk instruktør - som hun senere giftede sig med - kom det som et chok for det amerikanske filmpublikum. I det amerikanske senat fordømte en senator for Colorado hende som ”a powerful influence for evil”. Først ti år efter blev hun atter taget til nåde i USA.
Selv har jeg set alle de nævnte film og derudover Ingmar Bergmans ”Höstsonaten” fra 1978. Og i Haymarket-teatret i Londons West End oplevede jeg hende endda live i Somerset Maughams ”The Constant Wife”. Så selvfølgelig skulle jeg også se ”Stromboli”. Det blev en uafrystelig oplevelse.
Filmen - der er resultatet af et berømt brev fra Ingrid Bergman til instruktøren Roberto Rossellini, hvori hun skrev, at hun beundrede hans arbejde - handler om en litauisk kvinde, Karen, der ved Anden Verdenskrigs afslutning er strandet i en italiensk interneringslejr.
Efter forgæves at have forsøgt at få visum til Argentina for at begynde et nyt liv dér, gifter hun sig med Antonio, en hjemsendt italiensk soldat og simpel fisker. Ikke af kærlighed, men for at slippe ud af lejren.
Sammen sejler de til Stromboli, en kun 12 kvadratkilometer stor ø, der rejser sig cirka 1000 meter over havet, og hvis vulkan dagligt kommer i udbrud. Indbyggerne er ludfattige, og heller ikke det unge par kan leve af de penge, han tjener som fisker. Dertil kommer, at Karen, der er utålmodig af natur og desperat forsøger at finde en udvej, hurtigt bliver frosset ud af øens kvinder.
Der er altså tale om en film, der beskriver et øsamfund og en hovedperson, der er fastlåst i en håbløs situation.
Filmens neorealistiske beskrivelse af livet på den lava-dækkede klippeø understøttes af dens hårde sort-hvide fotografering.
De fleste medvirkende var lokale øboere, og der indgår dokumentaragtige afsnit om tunfiskeri og en faktisk evakuering af byen efter et vulkanudbrud. Da den havde premiere, blev den kritiseret, men siden har den vundet anerkendelse. I 1951 modtog Ingrid Bergman prisen Nastro d'Argento som bedste udenlandske skuespillerinde. Se den, hvis den kan fås, men vær forberedt på, at det er en tragisk historie, den fortæller. Bergmans præstation er uforglemmelig.
Da jeg nævnte for min familie, hvad de var gået glip af, gik jeg ud fra, at de ikke kendte noget til den lille ø nordøst for Sicilien - på størrelse med Strynø! Men så viste det sig, at min svigerdatter faktisk havde besøgt den.
I 1989 sejlede hun med færge fra Napoli. Hendes store oplevelse var at bestige vulkanen - en strabadserende tur i heden. Natten tilbragte hun i sovepose under åben himmel, tæt ved krateret, der i flere omgang gav lyd og lys fra sig.
Næste morgen løb hun i det sorte sand ned ad vulkanens anden side til øens hovedby. Da jeg spurgte hende, om rejsen var besværet værd, svarede hun ”Ja, da.” Oplevelsen havde sat sig, og var blevet et varigt minde.