Prøv avisen
Bog

I mindet om Jakob Ejersbo

Ditte Steensballes nye bog er en melankolsk fortælling om stor kærlighed og stor afmagt

Forfatteren Jakob Ejersbo døde af kræft som kun 40-årig den 10. juli 2008. Meningsløst, som det altid er, når et menneske dør så ungt. Der var så meget, Ejersbo brændte for at få skrevet, og som han arbejdede på til det allersidste, men aldrig selv fik lov at se realiseret. Således udkom hans hovedværker, trilogien om Afrika i form af romanerne ”Eksil” og ”Liberty” samt fortællekredsen ”Revolution” først året efter hans død.

Til november udsender Gyldendal ”Jakob var her”, en biografi om Jakob Ejersbo, skrevet af Rune Skyum-Nielsen, blandt andet opbygget på samtaler med personer i kredsen omkring Ejersbo. En af disse personer var forfatteren Ditte Steensballe, som også medvirkede i de interviews omkring Ejersbo, Rune Skyum-Nielsen bragte i Ud&Se i foråret 2011.

Nu udgiver Ditte Steensballe selv sin fortælling om sit kærlighedsforhold til Jakob Ejersbo, et forhold, som udspillede sig mellem efteråret 2002 og efteråret 2003. ”Lejligheder” er, som undertitlen siger, ”En kærlighedshistorie”. En historie om en stor forelskelse, men måske mest af alt en historie om ikke at kunne nå den person, man elsker, og at opleve, at alt det store og fantastiske smuldrer mellem hænderne på én.

Ditte Steensballe er31 år, og aftenen før har hun brudt med den kæreste, hun bor sammen med. Nu står hun til Gyldendals efterårsreception 2002 sammen med en veninde. Det er der, hun ser ham. En høj mand, smilende, snakkende, ivrig. Ikke særlig smart med sokker i sandaler og batiktrøje, men der er bare noget.

Og inden aftenen er omme, er hun faldet med et brag, ja, de er sågar blevet ”viet” af en beruset kvinde på Andys Bar. Forelskelsen virker gengældt, det er overvældende, voldsomt og lykkeligt.

Jakob Ejersbo debuterede i 1998 uden den store opmærksomhed. Da Ditte Steensballe møder ham, er romanen ”Nordkraft” lige udkommet. Og nu går det stærkt. Pludselig er han alle vegne, foredragene vælter ind, og i 2003 får han tilmed De Gyldne Laurbær. Meget af Ditte Steensballes egen tid det år, hvor Jakob farer land og rige rundt, går med at flytte mellem de lejligheder, hun låner af sine venner. Samtidig bliver de lejligheder, hvor hun og Jakob kan ses og forsøge at opbygge en relation, færre. Et år efter at alting syntes så lovende og stort, har billedet ændret sig. Ditte har fundet en lejlighed, Jakob magter ikke en relation, han rejser til Afrika.

Steensballes fortælling er holdt i jeg-form, men med indlagte dialoger, og det er dens største problem. Hvordan aktiverer man 12 år gammel dialog? Og hvordan får man det til at passe ind i en fortælling? Det er svært, og det mærker man på de af dialogerne, der virker helt ligegyldige eller døde, og dem, hvis funktion primært er at overlevere information, som for eksempel da Jakob fortæller Ditte om Tegners museum, og det lyder som en brochure.

Til receptionen på Gyldendal fortæller Steensballe således Ejersbo om et skriveophold i Norge, og her leveres teksten som en dialog, selvom den reelt er en ikke-henvendt beskrivende skitse.

Det bremser flowet og virker klodset.

”Lejligheder” er Ditte Steensballes erindring om forholdet til Ejersbo. Man kunne spørge, om det kun er interessant, fordi den elskede anden er Jakob Ejersbo? Det er naturligvis ham, som mange læsere vil være interesseret i. Hvem var han egentlig, denne gådefulde mand?

Ret beset adskiller Ditte og Jakobs kærlighedsår sig ikke fra alle mulige andres menneskers voldsomme ungdomsforelskelser. Det er lige så stort og fantastisk for de involverede, hver en email, hver en note er et brændende tegn fyldt med betydning, som for den udenforstående kan være ganske banalt - såsom når Ejersbo skriver: ”Vi er Gud/Gud er kærlighed/Kærlighed er os” i det eksemplar af ”Nordkraft” som han forærer Ditte.

Når Ditte Steensballes fortælling alligevel holder distancen, og, synes jeg, er en smuk lille fortælling i sig selv, så skyldes det hendes måde at fortælle på. Hun holder sig til sin egen fortælling. Hun forsøger aldrig at udlægge den anden, at udgranske hans motiver, eller at dømme hans handlemåder. Hun fortæller næsten nøgternt og med mange konkrete detaljer (hun må have skrevet dagbog) om deres tid sammen. Om hendes liv det år, hvor hun møder og mister et menneske, der slår benene væk under hende. Om afmagten når der ingen ord er, der rækker. Om følelsen af at gå i stykker indeni. Hun er en stille stemme, Ditte Steensballe, som holder sig fra de alt for store ord.

I stedet registrer hun byen, de cykler igennem, tøjet, vejret, hvilke koncerter de gik til, turen til Hald, maden, de spiser, arbejdet som korrekturlæser på avisen Dagen, og til sidst også den store verden: invasionen i Irak.

kultur@k.dk