Ved første øjekast er det ikke meget, der slår én som decideret unikt, når man nærmer sig Fredensborg Boghandel. Jernbanegade, hvor butikken udgør nummer 9a, emmer af en klassisk provins-hovedgade, som man kan køre i en vilkårlig retning for at finde i det danske land, med et udtryk, der er affolket og døsigt.
Sidstnævnte er til byens forsvar også svært at gardere sig imod en mandag formiddag, hvor Kristeligt Dagblad lægger vejen forbi. Heller ikke butikkens facade skiller sig umiddelbart ud med sin minimalistiske udeudstilling eller de store vinduers rolige udsmykning. Men det er alligevel vinduespartierne, der afslører det.
”Fredensborg Boghandel – En andelsbutik” står der på alle fire vinduer og det skilt, der hænger over døren. Her i den nordsjællandske by, der sammen med Kokkedal, Nivå og Humlebæk udgør hovedbyerne i Fredensborg Kommune, ejes boghandleren nemlig i fællesskab af byens borgere. Eller i hvert af de 822, der siden andelsselskabets oprettelse i december har købt en ejerandel.
Dermed dukkede der pludselig mange sæt skuldre op til at bære byens boghandler videre, der har været en del af Fredensborg i 112 år, efter den mangeårige ejer Poul Blæsbjerg i nogle år havde forsøgt at afskibe ansvaret. Han drømte om en pensionisttilværelse med sin kone, men de eneste interesserede ville forvandle lokalerne til endnu et pizzeria på hovedgaden. Hertil var Poul Blæsbjerg for meget bogens mand til at sige ja.
”Alligevel tænkte jeg, da Poul havde haft sin butik til salg i flere år og efterhånden var blevet 77 år, at det er et spørgsmål om tid, før han blev nødt til at sælge. Jeg har mit eget firma, hvor jeg arbejder med udvikling af provinsbyer med speciale i netop at starte andelsbutikker. Det var jeg også ret sikker på, kunne lade sig gøre med boghandlen. Det foreslog jeg Poul, hvis han var indstillet på, at det ville tage tid,” fortæller Marie-Louise Hartvig Widding, formand i andelsselskabet FredensborgFordis frivillige bestyrelse.
Hun, der selv er født, opvokset og bosat i byen, begyndte at håndplukke det hold, der skulle realisere projektet, ud fra hendes lokale kendskab til ”ekspertise og livserfaring”. Oveni skulle være en lyst til at lægge en masse frivillige timer, da der i januar 2019 ventede et langt og sejt træk med at gennemgå butikken fra A til Z, lave budgetter og forhandle købsaftalen. Den 19. december gik de offentligt med projektet til deres med-fredensborgere. Klar stod hjemmeside, webshop og en forside i den lokale avis, og der gik kun 11 dage derefter, før de stod med 700.000 kroner. Dermed havde de overgået alle tænkelige forventninger samt deres estimat for, hvor mange penge overtagelsen krævede.
”Vi havde sagt, at hvis vi havde halvdelen inden årskiftet, var det virkelig flot, men opbakningen var kolossal. Den kunne man også mærke ude i byen, hvor mange takkede os for at have givet dem en ramme til at gøre noget. Vores by er fyldt med lokal opbakning, men det kan være uoverskueligt som privatperson hvad man kan gøre for at redde sin lokale boghandel,” mener Marie-Louise Hartvig Widding.
I dagligdagen mærker man fortsat til lokalpatriotismen, fortæller Jeanette Andersen. Hun er boghandlens daglige leder, har haft sin arbejdsgang her siden 1996 og har oplevet livet både før og efter boghandleren blev fælleseje.
”Det sker ganske ofte, at vi har kunder, der ringer fra Helsingør eller Hillerød, hvor de står med et produkt i hænderne, de vil høre, om vi har. Og hvis vi har det, kommer de her for at købe det,” fortæller hun og indskyder, at de altid gør, hvad de kan, for at skaffe det, de ikke har, så fredensborgerne ikke føler det er nødvendigt at køre til andre byer.
Det lader til, at man skal komme ind med ret specifikke ønsker for at gå tomhændet derfra. Litteraturen rammer bredt med alt fra en udførlig krimiafdeling til klassiske romaner og biografier af skuespillere som Pilou Asbæk eller Pelle Hvenegaard. Man finder også en del litteratur med royalt islæt, der har en vis gennemslagskraft her nær Fredensborg Slot, hvor Dronning Margrethe har residens og ofte opholder sig. Butikshylderne rummer også brætspil, klistermærker, penalhuse, legetøj og et sortiment af kontorartikler, der ville gøre de fleste kontorforsynings-butikker misundelige. ”Jeg talte forleden, at vi har 30 varenumre, der klistrer,” som Marie-Louise Hartvig Widding selv beskriver bredden i udvalget.
”Det centrale er selvfølgelig litteraturen, men en boghandel her er mere end et sted, der blot sælger bøger. Butikken er der, hvor børnefamilier finder legeting og erhversdrivende deres kontorartikler. Det er også byens posthus. Alle de funktioner betyder, at vi mødes lokalt på tværs af vores hverdagscirkler. Det er ikke tit, jeg møder min fars venner, på nær nede i boghandlen, hvor jeg kommer for at købe tusser til et whiteboard, og de er der for at købe et blad.”
Derfor har man lyst til at gå den ekstra mil for at holde butikken åben, fortæller Marie-Louise Hartvig Widding, men ambitionerne slutter ingenlunde der. I formålsparagraffen for FredensborgFordi står der intet om, at de er sat i verden for at drive en boghandel. Det var blot første træk for en forening, der brænder for en aktiv og levende by.
”Det var oplagt, fordi boghandlen er et mødested, der har stor lokal betydning, men det er ikke målet i sig selv. Derfor har det også været vigtigt for os, at det ikke bare er et projekt, men en seriøs og professionel virksomhed, der på sigt kan generere penge,” siger hun.
De 822 medejere skal dog ikke forvente, at deres investering bliver en finansiel guldgrube. Andelsselskabet udbetaler ikke overskud til medejerne, ligesom andelen heller ikke bliver mere værd, selvom forretningen skulle blive det. Pengene skal gå direkte til lokalmiljøet ved eksempelvis at investere i nye lokale iværksættere, hvor bankerne ofte slår bremserne i, når de hører om detailhandel i en provinsby. Dermed vil man skubbe yderligere til den positive udvikling, hvor en snigende butiksdød fem år tilbage er blevet vendt med nye lokale iværksættere og kun et enkelt frit butikslejemål.
Det er fremtidsdrømmene for FredensborgFordi, men i første omgang har man bare investeret i boghandlen, posthuset, papirladen og medborgerhuset i nummer 9a. For selvom det går godt her i boghandlen, ”så er det altså langsomme penge, der arbejder.” Men de, der kommer her for at hente pakker, ugeblade, legetøj eller nye tilføjelser til boghylden, lader til at være fint tilfredse med, at det er det, som lokalmiljøets investering er gået til. Det er især praktisk, hvis man pløjer sig igennem bøgerne som pensionisten Birgit Jensens mand, der har sendt hende af sted.
”Min mand er en læsehest, der nægter at låne bøger, så det er rart, at vi har en boghandel i byen, hvor vi bor. At det så samtidigt er et sted med ro, hvor personalet kender dig og har lyst til at hjælpe, gør, at man mere end gerne støtter op.”