Tankerne flyver uundgåeligt hen på et par klassiske skrækhistorier, da borgerne mødes i det lokale kulturcenter i filmen ”Kold vinter”. Deres landsby ligger trods alt i Transsylvanien, hjemstavn for den blodtørstige hærleder Vlad Dracul Tepes, som indirekte var inspiration for forfatteren Bram Stokers "Dracula". Og da de angste borgere stuver sig sammen for at diskutere situationen, minder det grangiveligt om en tilsvarende sekvens i Mary W. Shelleys gamle ”Frankenstein”.
Noget truer derude i de østeuropæiske skove. Men i ”Kold vinter” er det hverken en greve med hang til at drikke blod fra jomfruers hals eller et monster, som en gal videnskabsmand har vakt til live. Det er mere skræmmende. Det er virkelighedens barske realiteter. Og så blev ”Kold vinter” endda skabt, inden russerne gjorde gamle østeuropæiske traumer nutidige ved at invadere Ukraine. Og inflation og brændstofmangel sendte verden ud i krise.
”Kold vinter” bliver sparket i gang, da lille Rudi ser noget ude i skoven på vej til skole. Men han vil ikke fortælle, hvad det er. Eller også ved han ikke, hvad det var. Han stoler ikke på sin far, der har arbejdet i Tyskland i flere år, og som er vendt hjem efter at have overfaldet en leder, der kaldte ham en "doven sigøjner". Instruktøren Cristian Mungiu cirkler omkring Rudi og hans far, der bruger ethvert trick i den mandhaftige bog for at berolige sin søn, alt i mens angsten og usikkerheden i almindelighed breder sig i den transsylvanske landsby.
Landsbyboerne er trætte af formanende ord fra arrogante vesteuropæere. Og af ondskabsfulde fordomme om "sigøjnere" fra Rumænien. Den lokale mine er lukket, arbejdsløsheden er stor, og så ansætter den velmenende og moderne ledelse på brødfabrikken pludselig et par gæstearbejdere fra Sri Lanka. Det sætter gang i protester i den lille by, der ellers altid har levet med et kludetæppe af tyske, rumænske og ungarske etniciteter. Men to srilankanere, der bager traditionelt rumænsk brød, uha, det er næsten lige så angstprovokerende som Frankensteins monster.
Mens Rudi og hans far går rundt og skyder og lægger fælder i skoven, står det klart, at det, der truer den unavngivne landsby i Transsylvanien, er globaliseringen. Eller "fremskridtet", om man vil. Forandringen. Og alt det, der følger med af usikkerhed, når man befinder sig i Udkantseuropa.
Det fastslår rumænske Mungiu effektivt og grundigt med sin ”Kold vinter”. Han får skabt en intens fornemmelse af at være til stede i den lille by, sammen med blandt andre borgmesteren, præsten, diverse højtråbende racister, ledelsen på brødfabrikken, lediggængeren Matthias, der nikkede sin chef i Tyskland en skalle, og hans lille søn Rudi.
Men Mungiu ender også med at bekræfte mange af de vesteuropæiske fordomme, han vel egentlig har forsøgt at ruske op i. Der er ikke mange punkter i ”Kold vinter”, hvor man som vesteuropæer vil føle, at Transsylvanien eller resten af Rumænien viser nye sider af sig selv.
I den henseende er ”Kold vinter” en betydeligt svagere film end Mungius to bedste, den utroligt intense guldpalmevinder ”4 måneder, 3 uger og to dage” (2007) om en ung kvinde, der hjælper sin veninde til en ulovlig abort, og ”Prøven” (2016), der udfordrede moralen hos en far og hans forsøg på at hjælpe sin datter ind på hendes drømmeuddannelse. Mungiu overrasker simpelthen mindre i ”Kold vinter”. Hverken beskrivelsen af moderne problemstillinger eller menneskeportrætterne eller intensiteten i hans historie er på vanligt niveau.
Heldigvis er Mungius vanlige niveau tårnhøjt. Og ”Kold vinter” er stadig en film, der sikkert og præcist dissekerer et lille samfund og viser, hvor følsomt det er over for påvirkninger fra den store, globaliserede verden.
Og så er det altså ret spektakulært, det Rudi har set ude i skoven.
Kold vinter. Instruktion: Cristian Mungiu. Manus: Cristian Mungiu. Kamera: Tudor Vladimir Panduru. 125 minutter. Rumænien/Frankrig/Belgien/Sverige 2022. Premiere i dag i udvalgte biografer.