I nyt tidsskrift er coronavirus et paradoksalt vidnesbyrd om skaberværkets rigdom

Sidste nummer af ”Omtanke” rummer masser af stof til eftertanke om pandemien og kommer omkring blandt andre K.E. Løgstrup og C.S. Lewis

Det seneste nye tidsskrift "Omtanke" omhandler coronapandemiens kår.
Det seneste nye tidsskrift "Omtanke" omhandler coronapandemiens kår.

Med det femte nummer af ”Omtanke” lukker og slukker det gratis onlinemedie. Der har ikke været lige så mange penge i foretagendet, som der har været materiale og idéer. I dette sidste nummer gælder det coronakrisen. Overlæge Gorm Greisen beskriver coronavirussen som et paradoksalt vidnesbyrd om skaberværkets rigdom. Sagligt set er det nemlig imponerende, at den kan udvikle sig i nye former hele tiden: ”Så virus er, om noget, et udtryk for livets duelighed.”

Om livsduelighed handler det også i ph.d. Line Marschners artikel, hvor hun med udgangspunkt i Winston Churchills slidte ord om aldrig at lade en krise gå til spilde fremhæver kristendommen:

”Kristendommen udfolder sin overvældende styrke, når man læner sig baglæns ud i den og ikke kun forholder sig intellektuelt til den, men tillader den at virke i hverdagens erfaringsrum.”

Her kommer folkekirken naturligt ind i billedet, for den ”opleves vedkommende og fuldt ud tilstrækkelig for mange mennesker”. Men der er stadig alt for mange, for hvem kristendommen er en lære, man skal tilegne sig, og ikke et erfaringsfelt, man træder ind i, indvender forfatteren.

Artiklen er god, men den kunne være blevet endnu bedre, hvis Marschner havde givet nogle konkrete bud på, hvordan folkekirken kunne gøre sig selv vedkommende for dem, der ikke søger den i en krisetid.

Professor i astrofysik Johan Peter Uldall Fynbo beskæftiger sig med nogle af de samme tanker som Gorm Greisen. Fynbo peger på ligheder mellem C.S. Lewis og K.E. Løgstrup i deres syn på skaberværket:

”Verden er ifølge Løgstrup ikke bare god, den er også ond. Men i den skabte verden har det gode ontologisk forrang for det onde. Det, som C.S. Lewis kalder tao, er det, som Løgstrup forstår som det godes ontologiske forrang, mens det, som C.S. Lewis forstår som naturens ligegyldighed, er det, som Løgstrup ser som universets tilintetgørende kræfter.”

Og det er jo da ligesom Greisens indlæg en fin fortolkning af pandemien i et kristeligt lys: Skaberværket er mirakuløst, men rummer også onde kræfter.

CBS-lektor Camilla Sløk skriver om ansvar og skyld med udgangspunkt i den gamle børnevittighed om ansvarsfralæggelse: ”Det hele startede, da Ole slog igen.” Sløk konstaterer, at vi efterhånden er ved at anonymisere det personlige ansvar til fordel for en gelassen forestilling om, at vi jo alle begår fejl. Men lederne får jo netop deres høje løn for at tage et ansvar. Får man bedre ledere, hvis man fjerner den personlige skyld?

Sløk svarer nej og leverer dette uafviselige argument:

”Min forskning viser, at der er ikke mange af dem, som vi opfatter som nogen, der har ansvar, og som svigter deres ansvar, som føler skyld eller tænker, den er gal. De tænker: Går den, så går den.”

Sådan leverer ”Omtanke” mange timers stof til eftertanke.