I Odense bølger Lars von Triers film ind over hinanden

Der er rigtig meget at se på Brandts kloge og kærlige udstilling om Lars von Trier

Lars von Trier er stjernen i dansk film og på en ny udstilling om ham på Brandts i Odense. -
Lars von Trier er stjernen i dansk film og på en ny udstilling om ham på Brandts i Odense. - . Foto: Pressefoto.

Giver det mening at lave en klassisk, kronologisk udstilling om Lars von Triers filmiske mesterværker med montrer, filmklip og scenografier? Ja, er det korte svar på Brandts i Odense, hvor udstillingen ”Det gode med det onde” netop er åbnet. Hver af hans film er sin egen, men alligevel bølger deres stemmer ind over hinanden. Det gør de også på Brandts, hvor introen til ”Riget” (1994), Bjørks sange fra ”Dancer in the Dark” (2000) og Händel-arien ”Lascia ch'io pianga” fra prologen til ”Antichrist” (2009) pænt overtager fra hinanden i den vellykkede kronologiske og tematiske udstilling.

Lars von Triers værker er skabt af en ånd og ikke en tid. Hans første tre film – ”Europa-trilogien” – er ikke en kunstnerisk oversættelse af 1980’ernes tilstand før murens fald. ”Dogville” (2003) og ”Manderlay” (2005) er ikke Bush-kritiske USA-læsninger, selvom amerikanerne nok så dem sådan.

Lars von Trier laver værker, gerne trilogier, men ikke film, der genskaber den dominerende tidsånd.

Ligesom Triers film er også udstillingen om ham frakoblet en bestemt periode. Kurateringen er nemlig umiddelbart uanseelig – og det er et kompliment. For når subjektet, Lars von Trier, er forbundet med at være ”enfant terrible” og provokatør, må en vellykket udstilling om ham netop være klassisk og beleven. Træde lidt tilbage og ikke selv forsøge sig som avantgardistisk.

Lars von Trier-udstillingen ”Det gode med det onde” er derfor, heldigvis, en journalistisk rejse gennem Triers virke. Og befriende fri for overfortolkning. Udstillingen er klar og inviterende, åbner Lars von Trier i stedet for at lukke ham inde i et navlepillende akademisk univers.

Kirsten Dunst i Lars von Triers film ”Melancholia”. –
Kirsten Dunst i Lars von Triers film ”Melancholia”. – Foto: Christian Geisnæs

”Det gode med det onde” er ikke ublu fanfetichisme, om end meget loyal. Det bliver grelt, når den aktuelle #metoo-kampagne klingrer i baggrunden.

En sektion i udstillingen handler, selvfølgelig, om Lars von Triers kvindelige hovedpersoner. Udstillingsteksten nævner, at Trier er blevet beskyldt for at være kvindefjendsk, men konkluderer, at ”sandheden snarere er, at han (Lars von Trier, red.) er på opdagelsesrejse udi for ham ukendt område”. Sandheden skal man altid være varsom med.

Udstillingen veksler mellem klip fra filmene, kuriøse objekter som Mary fra ”Riget” i formalin, skuespillerindernes kjoler, Lars von Triers afviste ungdomsmanuskripter og en underskøn musikvideo fra ekstramaterialet til ”Riget”, hvor Lars von Trier viser sin hjertelige side, som offentligheden så sjældent ser.

Finalen er en kvindelig cirkel, syv lærreder, hvor de mest ekspressive klip fra ”Antichrist” (2009) og ”Melancholia” (2011) væver sig ind mellem hinandens depressive tråde, mens Händels arie udraderer alle andre lyde.

Her kan man forsvinde ind i de følelser, Lars von Trier gennem tiderne har hensat én i: vrede, afmagt, sorg, glæde. Det er smukt uden at være svulstigt. Herligt enkelt og sigende for en udstilling helt uden gøgl og overpædagogisk medskabelse.

Det billedrige katalog er klogt og læseværdigt, men også en kende for bedaget. Udenlandske Lars von Trier-kendere som forfatteren Elfriede Jelinek og filosoffen Slavoj Žižek sammen med Jørgen Leth og filmeksperten Peter Schepelern (der er redaktør for bogen) er alle ældre end Lars von Trier selv. Og der er ikke mange stemmer født efter 1950. Resultatet er yderst læseværdigt, men unødigt ”altmodisch”.

”Hvad er der at se?”, spørger Selma i ”Dancer in the Dark” på vej ind i den blindes mørke verden. Der er blandt andet Lars von Triers film og denne appetitlige udstilling om dem.