Ny udstilling viser, at maleren Johannes Wilhjelm er en glemt perle

Den stort set glemte maler Johannes Wilhjelm (1868-1938), som fortrinsvis malede landskaber i Italien, ved Svinkløv og på Skagen, er nu genstand for den første forskningsbaserede museumspræsentation

Johannes Wilhjelm var barnefødt på Lolland. Han voksede op på godset Øllingsøe, men identificerede sig langt mere med bønderne end med den overklasse, som han tilhørte. Her er det hans ”Polske roepiger i marken ved Øllingsøe på Lolland” fra cirka 1910. –
Johannes Wilhjelm var barnefødt på Lolland. Han voksede op på godset Øllingsøe, men identificerede sig langt mere med bønderne end med den overklasse, som han tilhørte. Her er det hans ”Polske roepiger i marken ved Øllingsøe på Lolland” fra cirka 1910. – . Foto: Fuglsang Kunstmuseum.

Når man kører gennem Lollands skove på en solbeskinnet løvfaldssommerdag og med blikket indstillet på uendeligt betragter øens mægtige vidder, fremstår den som en glemt perle. Her er ganske enkelt masser af plads og langt mellem husene.

Efterhånden nærmer man sig rejsens mål: Det kridhvide, moderne og smukt beliggende Fuglsang Kunstmuseum, der blev indviet i 2008. Museet har en fornem samling af kunstværker fra Jens Juel over Vilhelm Hammershøi til Olaf Rude, Jais Nielsen og Vilhelm Lundstrøm.

Maleren Johannes Wilhjelm viser sig også at være en glemt perle, tænker man efter at have set den nye udstilling med hans værker. Så glemt, at han eksempelvis ikke optræder en eneste gang i Lise Svanholms omfattende bog ”Malerne på Skagen” fra 2001, skønt han tilhørte Skagen-koloniens yngste klan og var på venskabelig fod med alle dens ældre fyrtårne, som også malede portrætter af ham. Desuden havde han sommerbolig i Skagen Østerby. Under sine mange ophold i Skagen malede han en lang række motiver fra byen og omegnen.

Til dato er der kun udgivet én bog om Wilhjelms kunst, kunstkritikeren Kai Flors biografi fra 1937. Herudover skrev kunsthistorikeren Jan Zibrandtsen en artikel i et lille katalog i forbindelse med en mindeudstilling på Charlottenborg i 1968. Men ellers har der været tavshed om kunstneren.

Johannes Wilhjelm var barnefødt på Lolland. Han voksede op på godset Øllingsøe og var fra barnsben dybt fascineret af naturen. Samtidig identificerede han sig langt mere med bønderne end med den overklasse, som han selv tilhørte. Faderen døde, da Johannes var 10 år, hvorefter moderen og de fem børn flyttede til Frederiksberg.

Efter studentereksamen læste Johannes Wilhjelm på Polyteknisk Læreanstalt, men tog i 1888-1889 filosofikum på Københavns Universitet og sporede sig efterhånden ind på kunsten ved at modtage tegneundervisning hos landskabsmaleren Harald Foss, der også var professor på Kunstakademiet.

Her blev han optaget i 1890, men efter to år flyttede han over til den progressive og populære Kunstnernes Frie Studieskole, der var grundlagt af Laurits Tuxen og P.S. Krøyer i 1882 som et tiltrængt alternativ til det bagstræberiske akademi.

Lidt senere havde også Kristian Zahrtmann sluttet sig til som underviser. Zahrtmann betonede studiet af den ældre klassiske kunst, mens Krøyer, der gjorde alt andet end at brillere som pædagog, forfægtede impressionismens nye idéer om kunsten. I 1893-1894 rejste Wilhjelm for første gang til Italien sammen med Zahrtmann, men det skulle ikke blive den sidste. Italien blev hans andet fædreland, og i årene 1894-1897 boede han permanent i Pisa og Civita d’Antino. Han elskede den italienske natur og klimaet, hvor han kunne male ”plein air” uden frakke – også om vinteren.

Wilhjelm boede 1894-1897 i Pisa og Civita d’Antino, hvorfor mange af hans motiver er italienske. Her er det ”Bøn om regn. Pro-cession i Appen-ninerne” fra 1895. –
Wilhjelm boede 1894-1897 i Pisa og Civita d’Antino, hvorfor mange af hans motiver er italienske. Her er det ”Bøn om regn. Pro-cession i Appen-ninerne” fra 1895. – Foto: Statens Museum for kunst

Karrieremæssigt gik det fint for Johannes Wilhjelm. Han blev hædret og vandt solidt fodfæste på det kunstneriske parnas. Han opnåede almindelig anerkendelse, omend nogle kritikere i begyndelsen mente, at han lagde sig for tæt op ad Zahrtmann. Dette ændrede sig, da han i stedet lod sig inspirere af Krøyer og den moderne kunst.

Privat var han en glad, tilfreds og vennesæl mand, der var lykkeligt gift med en norsk hustru, med hvem han fik fem børn.

I pagt med sin forkærlighed for naturen tog han tidens vitalistiske strømninger til sig. Ligesom mange af sine samtidige vendte han den industrielle virkelighed ryggen og søgte efter en oprindelighed både blandt folk og i naturen og det i en sådan grad, at hans venner kaldte ham ”naturbarn”. Han gik ofte på jagt, tog havbade, ligesom han søgte ud i naturen for at finde motiver, som moderniteten endnu ikke havde fordærvet. Han foretrak friluftsmaleriet og mente, at et atelier kun var et nødvendigt onde.

Som tiden gik, anså han den lollandske natur for at være tabt til industrialismen, der erobrede stadigt større arealer med henblik på roedyrkning til de store sukkerfabrikker, der instrumentaliserede arbejdet i marken, hvilket blandt andet fremgår af Fuglsang Kunstmuseums eget ikoniske maleri af polske roepiger i arbejde fra 1910. Arbejdslederen står i baggrunden med sin stok og koster rundt med dem.

I stedet fandt han nye motiver, især i de dengang temmelig uberørte egne omkring Svinkløv, der imidlertid langsomt blev omdannet til feriested for velhavende københavnere i lighed med Skagen. Her malede han blandt andet det mesterlige naturromantiske genre- og landskabsmaleri ”Idyl på heden” (1908) med et hedebondepar i en dyb samtale i et storladent hedelandskab.

Wilhjelms kunst falder i flere forskellige kapitler. Der er motiver fra Italien, Skagen, Svinkløv, Norge og Lolland. En del af værkerne blev købt af kunstmuseerne, mens han levede, blandt andet sidstnævnte, der er i samlingen hos Statens Museum for Kunst.

Det gælder også et af udstillingens mest interessante malerier ”Fiskerbåd i fare” (1908), som tilhører Ribe Kunstmuseum. Her har vi den samme beskæring af motivet, som Michael Ancher benyttede i sit berømte ”Vil han klare pynten?” (1880), hvor selve det objekt, som figurerne stirrer skiftevis angstfyldte og bekymrede på, befinder sig uden for billedrammen. Det handler om den nødstedte fiskerbåd, som slås for at komme i land, og hvor de ombordværende fiskere kæmper med livet som indsats mod den voldsomme brænding og den rivende strøm.

Johannes Wilhjelms kunst har motiver fra Italien, Skagen, Svinkløv, Norge og Lolland. I ”Fiskerbåde i fare” fra 1908 er det Skagen, der er repræsenteret. –
Johannes Wilhjelms kunst har motiver fra Italien, Skagen, Svinkløv, Norge og Lolland. I ”Fiskerbåde i fare” fra 1908 er det Skagen, der er repræsenteret. – Foto: Ribe Kunst-museum

Men i modsætning til Anchers gruppe af stolte, mandlige fiskere, der står op tæt ved havstokken, så er der hos Wilhjelm tale om tre kvinder, som befinder sig i sikker afstand oppe i de marehalmsbevoksede klitter. De kigger i samme retning ud på havet, hvor deres mænd eller kærester kæmper for livet.

I forgrunden står en smuk ung kvinde iført en rosa jakke. Hun har foldet hænderne på hovedet og har angsten skrevet i ansigtet. De to kvinder i baggrunden spejder lige så angstfyldte efter fiskerbåden. Man bemærker den let urolige ”penselskrift”, som Wilhjelm har lånt hos impressionisterne, og at kvindernes lodne dragter nærmest vokser sammen med det skummende hav og klitterne med marehalmen samt himlen med det lyse skydække. Dette urolige billedrum modsvarer den intense uro, der har grebet de tre kvinder, og som fikserer dem som statuer til klitten.

Som det familiemenneske, Wilhjelm var, står han også bag nogle kostelige familiebilleder, herunder et af sin norske hustru, som våger over deres sovende barn.

Denne skildring er inspireret af klassiske kristne Jomfru Maria-motiver, hvor Maria på én gang våger over og tilbeder det sovende Jesusbarn. I den forbindelse skal også det impressionistiske maleri af hans to børn i haven ved hjemmet i Skagen fra 1916 fremhæves. Det bringer tankerne hen på Claude Monet og Berthe Morisot, både hvad angår motivet, beskæringen, det stærke sollys og de farvede skygger samt den urolige og tydelige penselføring.

Som det familiemenneske, Wilhjelm var, står han også bag nogle kostelige familiebilleder. Her er det hans ”Kunstnerens børn i haven ved hjemmet i Skagen” fra 1916. –
Som det familiemenneske, Wilhjelm var, står han også bag nogle kostelige familiebilleder. Her er det hans ”Kunstnerens børn i haven ved hjemmet i Skagen” fra 1916. – Foto: Skagens Kunstmuseer

I sine landskabsmalerier fra begyndelsen af det 20. århundrede er Wilhjelm en kunstnerisk højdespringer. Det fremgår blandt andet af ”Solbelyste fyrretræer” fra 1902 med motiv fra hans hustrus fødeegn. De tre sublimt malede, solbelyste fyrretræer samt en birk troner over Eidangerfjordens solglitrende skærgård.

Billedet sætter ganske vist ikke nye kunstneriske standarder, for Wilhjelm stod med det ene ben i det moderne gennembrud og naturalismen og det andet i moderniteten. Han var ikke nogen grænsesprængende kunstner a la den samtidige J.F. Willumsen. Men dette billede har en vibrerende, næsten oversanselig ægthed i skildringen. Motivet er i den grad set, og man kan ikke forlange, at alle kunstnere skal skabe nyt.

En af forklaringerne på, at Wilhjelms kunst gled ud i glemslen, var måske også det faktum, at han hverken var nogen excentriker eller havde en exceptionel personlighed, som kunne give anledning til mytedannelse. Mange af andengenerations-skagensmalerne gled ud i glemslen. Det overgik eksempelvis også hans ven, maleren William Stuhr (1882-1958), med hvem han åbnede udstillingsstedet Den Sorte Lade i Skagen i 1912.

Johannes Wilhjelm skabte også kirkekunst i begyndelsen af det 20. århundrede. Det gælder blandt andet en altertavle til Andreaskirken i København i 1902 med motiv af bespisningen i ørkenen og ”Vejen til Golgatha” til Fjerritslev Kirke i 1909.

Udstillingen henter en kunstner frem i lyset, som er værd at kende. Værkerne viser en indfølende, klartskuende og sympatisk kunstner, der primært skildrede det og dem, som betød noget for ham, og som han holdt af.