Libaks bog om populisme er værd at lytte til

Anna Libak beskriver populisme som ”nye partiers børnesygdom”. Med bogen ”Forstå populismen!” viser hun sig blandt dem, der er værd at lytte til i den offentlige debat

Libaks bog om populisme er værd at lytte til

For to år siden udkom Jan-Werner Müllers bog ”Hvad er populisme?” på dansk. Heri definerer han populisme som den politik, der hævder at repræsentere det egentlige folk, og som ønsker at bekæmpe en korrumperet elite. Anna Libak afviser ikke denne definition fuldstændig, men mener ikke at den rammer populismens essens.

Hun kritiserer især Müller for den vurdering, at populismen er potentielt antidemokratisk. For Libak er populisme en politisk form, der kan fyldes med et hvilket som helst politisk indhold.

At der findes u- eller antidemokratiske populister som Putin eller Erdogan inkriminerer altså ikke de populister, der opererer inden for demokratiets rammer, mener Libak.

I stedet definerer hun populismen ud fra et af dens andre kendetegn, nemlig krænkelsen:

”I populismen er der onde og gode, helte og skurke, ofre og gerningsmænd. Det er en magtstrategi, som bruges af politikeren til at vinde sympatien over på sin side ved at tale de sagesløse ofres sag over for en hensynsløs overmagt.”

At definere populismen som en magtstrategi bygget på fortørnelsens styrke, sætter Libak i stand til at inkludere den identitetspolitik, der er fremherskende på venstrefløjen, i sin definition. Det er den praksis, der er opstået på amerikanske universiteter, hvor minoriteter skal beskyttes mod krænkelser af enhver art, selv sådanne, der for nogle måtte synes at falde under bagatelgrænsen. Inden for denne definition er forskellen mellem højre- og venstrepopulismen den, at højrepopulismen har sat sig for at forsvare ”det tavse flertal”, mens venstrepopulismen forsvarer de sårbare mindretal.

Libak mener ikke, at denne forskel er af særlig stor betydning, for begge parter dyrker en krænkelseskultur, hvor identiteten og ikke argumentet udgør den politiske platform. For højrepopulismen er det den nationale identitet, for venstrepopulismen er det kønnet, seksualiteten eller hudfarven.

Og så kommer vi til det, som denne bog vel egentlig handler om, nemlig hvad Libak betragter som årsagen til populismen: globaliseringen.

Den var drevet frem af den optimisme på det liberale demokratis vegne, der opstod ved afslutningen af den kolde krig, og den blev ideologiseret til noget, som Libak døber globalismen. Den byggede på en tro på, at kulturelle forskelle og konflikter ville blive mindsket ved øget økonomisk og menneskelig samkvem landene og kontinenterne imellem, og at dette er en nødvendig eller uafvendelig udvikling. Det har vist sig ikke at være tilfældet. Tværtimod har det forårsaget en række problemer, som vi bør tage alvorligt, og populismen er kun et symptom på disse problemer og ikke problemet i sig selv, mener Libak.

Hvis man som denne anmelder hælder til Jan-Werner Müllers analyse, er den åbenlyse indvending imod Libaks definition, at hun gør sig skyldig i en Verharmlosung af populismen, fordi hun afviser, at den har nogen systemisk betydning. Populisme er ifølge Libak ”nye partiers børnesygdom, som i de fleste vestlige lande kan kureres med magt og indflydelse. For med magten følger ansvaret, og hvis noget er galt, er det pludselig også ens egen skyld”.

Her kunne Libak med fordel studere Esben Schjørring og Michael Jannerups bog ”Værdikæmperne” om udviklingen i den politiske kultur under Anders Fogh Rasmussen (anmeldt her i avisen den 16. januar i år). De viser, at en værdipolitik i slægt med populismen har undergravet det parlamentariske system, konkret og lidt forenklet forstået således, at populisterne høster stemmerne, mens de regeringsbærende partier slides i stykker. Dansk Folkeparti kan godt blæse og have mel i munden.

I USA ser vi for tiden det antageligt bedste eksempel på Müllers pointe, nemlig at populismen på besynderlig vis immuniserer sig selv imod moralsk kritik, selv når den tager magten og handler åbenlyst umoralsk. Systemforagten er ikke blot en facon, men en substantiel del af politikken og dermed også en del af problemet.

Libak gør ret i at pege på, at det ikke må skygge for det forhold, at de store udfordringer, som Vesten står over for, er globale. Det er for eksempel ikke populisternes skyld, at indvandringen fra Mellemøsten og Afrika skaber problemer i Europa, sådan som nogle politikere hævder. Men man behøver heller ikke – som Libak gør det – forklejne populismen som fænomen eller problem for at gøre det synspunkt gældende.

Bogen slutter med syv gode råd til dagens politikere og os andre. De handler om at tage globaliseringens problemer alvorligt, ophøre med at tro, at globalisering er den eneste rette vej, at erkende, at kultur og kulturelle forskelle har betydning, at udligne de store indkomstforskelle og at grave færre grøfter i den offentlige debat. Hvad det sidste ideal angår, lever forfatteren op til sin egen forskrift.

Hun argumenterer sagligt og lødigt for sin sag og bekræfter med denne bog, at den offentlige debat i Danmark ville være dårligere stillet uden Anna Libaks bidrag.

Hun er en af dem, der er værd at lytte til.