Den modernistiske digter-stamfar T.S. Eliot giver i sit berømte essay ”The Metaphysical Poets” (1923) et bud på, hvad der adskiller digteres fra almindelige menneskers måder at sanse, tænke og opleve på. I sidstnævnte tilfælde fremtræder det meste af livet som fragmentarisk og tilfældigt, hævder Eliot, mens digteren har en unik evne til at danne synteser af og se sammenhænge mellem fænomener, der vanligvis ikke forbindes med hinanden i en dagligdags logik.
Eliots tanker passer særdeles godt på islandske Gerdur Kristnys digtsamling ”Drapa”, der er udkommet i dansk oversættelse med et kyndigt og inspirerende efterord af Erik Skyum-Nielsen.”Drapa” er navnet på en form inden for den islandske skjaldedigtning, der blev brugt til at hylde konger og stormænd, og den højtidelige form kendetegnedes, ligesom en del anden norrøn digtning, ved dens koncentrerede form, dens antal strofer (delelig med 10), dens korte verslinjer, dens brug af stavrim og dens naturlyriske omkvæd.
I Kristnys digtsamling er det dog ingen stormænd, der hyldes, men derimod kvinder, der er blevet udsat for vold fra mænd, blandt hvilke værket især fokuserer på en historie fra Reykjavik, hvor en kvinde for nogle år siden blev tævet ihjel af sin kæreste.
Der er imidlertid på ingen måde tale om nogen dokumentarisk beretning, men om et komplekst poetisk værk, der forener mytologiske, socialrealistiske, psykologiske og visionære perspektiver. Og de mareridtsagtige skildringer, hvor drapaens naturlyriske omkvæd er gotiske visioner af sneen og natten i den voldshærgede by, er yderst suggestive og fængslende. Hør blot et af de ildevarslende, indledende digte: ”I Reykjavik/ falder natten på/ med et sus/ som en økse”.
Blandt figurerne i teksten, der også raffineret refererer til ”Vølvens spådom”, ”Njals saga” samt en række moderne islandske digtere, har man ud over den voldsramte kvinde en gruppe subsistensløse, kaldt ”gøglerne”, samt kvindens partner, der omtales som ”bokseren”. Ingen af de sidstnævnte er selvsagt behageligt selskab. Om førstnævnte får man følgende uhyggelige beskrivelse: ”Gøglerne trådte ud/ på det skinnende fortov/ Næserne/ glødende bylder/ gik efter duften/ af ensomhed/ De slog ring/ om dig/ Slog.”
Mest hårrejsende og smertefuld er dog beskrivelsen af de to hovedaktører, bokseren og den voldsramte kvinde. Midt i bogen møder man to uudslettelige portrætter af disse. Først af kvinden: ”Brustne øjne/ omgivet af blå mærker/ Ansigtsudtrykket/ vidner om/ at du fik svar/ på et spørgsmål/ som du aldrig / turde stille/ For dit lille liv/ bliver intet gjort.” Så af manden: ”Bokseren/ sover de uretfærdiges/ søvn/ dyb/ og drømmeløs.” Så kan det ikke gøres bedre. En raffineret, hårdtslående, smuk og nødvendig digtsamling.