Prøv avisen

I Ribe vises en Michael Ancher, der er mere mangfoldig, end man måske har troet

5 stjerner
Et andet hovedværk, ”Juledag 1900” (1903), skal vi heldigvis heller ikke undvære. Et magtfuldt portræt af fem kvinder fra familien Brøndum, malet i spisesalen på Brøndums Hotel under Michael Anchers tredelte maleri ”Brænding mod kysten” (1884/1885). Foto: Fra udstillingen

Udstilling på Ribe Kunstmuseum skærper opmærksomheden over for sider hos kunstneren, der har mest at sige et nutidigt publikum

En sommerdag i haven. På en bænk mellem blomster og buske – som lyset flimrer igennem – ligger en sovende kvinde.

Et mindre dramatisk motiv kan næppe tænkes. Og dog er det skabt af en kunstner, Michael Ancher (1849-1927), der vel af de fleste først og fremmest forbindes med det modsatte, dramatiske billeder af Skagens fiskere fastholdt i deres barske hverdag.

Mødet med den sovende kvinde er ikke i sig selv det mest interessante på udstillingen ”Michael Ancher og kvinderne fra Skagen”, der efter tidligere at have været vist på Skagens Kunstmuseer og Den Hirschsprungske Samling i København nu præsenteres på Ribe Kunstmuseum. Men det er interessant, at det pågældende billede, ”Middagshvil” fra 1890’erne, er skabt netop af Ancher. Og man tænker, hvad man ofte tænker, mens man bevæger sig videre mellem de omkring 60 værker, som udstillingen består af: Sådan kunne han altså også male.

For nogle af værkernes vedkommende kan man via ledsagende skitser følge hans vej frem mod det endelige udtryk. Tak for det, men jeg foretrækker koncentration om det færdige værk.

Nok er flere af de viste billeder endda meget kendte. Et af dem er ”En Barnedaab” (1883-1888), erhvervet af Ribe Kunstmuseum i 1898 for 2000 kroner. Anchers kvittering er fremlagt i en montre.

Men den samlede manifestation af intime og private motiver samt af værker, hvor kunstneren har brugt lysere farver end ellers, demonstrerer, at Ancher er mere mangfoldig, end man måske havde vænnet sig til at tro.

På udstillingen optræder kvinder, som Michael Ancher mødte i sit liv i Skagen, kvinder af vidt forskellig social status, fiskekoner, hverdagens unge piger, nænsomt skildrede i den virkelighed, der er deres, promonerende fruer, samt – ikke mindst – hustruen og kollegaen Anna Ancher og familien Brøndum.

Et indtagende billede er ”Fiskepiger, der en sommeraften er samlet på Sladrebakken” (1879). Ancher lægger vægt på realismen og fremhæver pigernes fattigdom, hullerne i tøjet og snavset under fødderne. Men den afslappede stund – nok dagens eneste af slagsen – synes samtidig at rumme en anelse sødme, en fortrolighed i solnedgangslyset inden en ny, hård arbejdsdag.

Fra Sladrebakken er der langt til ”Ung kvinde i det fri”, muligvis malet lige efter 1915, da kvinderne fik valgret, med hvad deraf fulgte af insiteren på personlig frihed og selvbestemmelse, noget der præger den portrætterede. Man aner hendes oprør mod de gældende konventioner, hun er sin egen og har tydeligvis meget for, så meget at hun næppe har tålmodighed til at stå stille ret længe inden for billedets ramme: Kunstneren må gøre sig færdig i en fart, så hun kan komme videre, ud af rammen, ud af alle rammer, der vil holde hende fast.

De ophængte værker skærper opmærksomheden over for de sider af Michael Ancher, som har mest at sige sige til et nutidigt publikum. Og til disse hører nogle af hans klassiske hovedværker, som man får gode gensyn med.

Således hans billeder af Anna Ancher, fremstillet i kærlighed og i respekt. Som ”Portræt af min hustru. Malerinden Anna Ancher” (1884), en statelig kvinde i en åben dør, parat til at træde udenfor. En forargelse rejste sig over, at Ancher lod hendes graviditet være så tydelig, som den er. Det blev opfattet som et upassende brud på intimiteten. Anna Ancher udstråler imidlertid en selvberoende autoritet, en kvinde, der ikke kan tage sig af uvedkommende normer. Hunden, der er sammen med hende, forsøger at lokke hende med udenfor. Men også den må affinde sig med en myndighed, der ikke lader sig koste med. Hverken af den offentlige mening eller af en hund.

Vi træffer hende igen i ”Anna Ancher vender hjem fra marken” (1902). Sommerdagens rige lykke, symboliseret af den overdådighed af en blomsterbuket, som hun har samlet. Det er et billede fra en dag, hvor alt er i balance. Himlen blå og kornet gyldent. Kun ét har man at gøre: tage imod, plukke skønhed.

Et andet hovedværk, ”Juledag 1900” (1903), skal vi heldigvis heller ikke undvære. Et magtfuldt portræt af fem kvinder fra familien Brøndum, malet i spisesalen på Brøndums Hotel under Michael Anchers tredelte maleri ”Brænding mod kysten” (1884/1885). De tilstedeværende kvinder har det samme faste blik, rettet mod et punkt uden for billedet. Bibelen ligger åben på bordet og ikke tilfældigt anbragt tættere på den gamle fru Brøndum og hendes to ugifte døtre end på Anna Ancher og datteren Helga Ancher. Det er et billede, man ikke kan se sig færdig på.

Noget lignende gælder udstillingen i sin helhed. Man forlader den uden at være færdig med den.

Foto: Fra udstillingen