Prøv avisen
Udstilling

Udstilling på Louisiana er i sandhed freudiansk

5 stjerner
Lucian Freud lægger ikke fingrene imellem. Alt bliver taget med. Det, vi ser, er mennesket i dets mest rå og usminkede udgave. Her ses værket ”Dobbeltportræt” med Freuds hund, Pluto, og datteren Bella som modeller. - Foto fra udstillingen.

Lucian Freud dissekerer mennesket i sine knivskarpe, grafiske arbejder på Louisiana

Lucian Freud (1922-2011) går i bogstaveligste forstand i kødet på sine portrætofre. Ligesom sin berømte farfar, Sigmund Freud, som grundlagde psykoanalysen, interesserer han sig for den menneskelige eksistens. Men i stedet for på et videnskabeligt grundlag at kortlægge forpinte menneskers indre forestillingsverden, deres drømme og fortrængte følelser med ord, skabte sønnesønnen billeder af mennesket. For ved at koncentrere sig indgående om at genskabe dets ydre - det vil sige have stramt fokus på fysiognomiet og kroppen - mente han at kunne komme menneskets indre sandhed nærmere.

Det oplevede et stort antal danskere allerede i 2007, da Louisiana viste en omfattende udstilling med Lucian Freuds malerier, som nærmest var spartlet ud på fladen med den for Freud så karakteristiske tørre og brækkede palet og det grå lys, som blotlægger kroppen med dens fedtlag og hulninger og med hudens mange folder og rynker. Nu følger Louisiana op med en udstilling, som har fokus på Freuds grafiske arbejder: Her kan vi opleve 61 raderinger og to malerier samt en akvarel - et selvportræt, hvor Lucian Freud fremstår som en smuk mand. Lige her har han sparet på de fysiognomiske svagheder i modsætning til de mange portrætter af hans nærmeste omgangskreds og familiemedlemmerne, som har måttet lægge krop til de lidet flatterende portrætter. Enkelte motiver med træer, buske og tidsler er der også. Her har Freud skrællet ind til stænglerne, så de fremstår som blottede, groende strukturer.

Når det gælder hans virtuose raderinger, evner Freud med radérnålen at fremmane former, så de nærmest fremtræder tredimensionalt med et væv af fint ciselerede streger. Det er mesterligt gjort. Tæt på ligner det et broderi - hvis ikke en kirurgs sutur i huden.

Hos Freud er kroppen et skulpturelt landskab og ansigtet en furet pløjemark, som vækker mindelser om Alberto Giacomettis arrede skulpturer. Generelt synes modellerne, som Freud holdt i et stramt greb i seks til syv timer, at ruge over livets dystre grundvilkår - som at vi fødes alene og dør alene. At vi, indhyllet i hudens elastiske hylster, bor i hver sit jeg-hus. At vi er fremmede over for hinanden, og at vi først møder os selv, mærker efter og lodder tilværelsens tunge tilskikkelser, når vi er helt alene.ref

Ingen af Freuds modeller smiler. De snarere kontem-plerer - eller har meldt sig helt ud og sover. Som regel ligger de ned - nogle gange på en sofa, andre gange optræder de helt isoleret fra alt og alle i et tomt rum. Der er sjældent nogen referencer til modellernes stand og sociale tilhørsforhold, om end enkelte giver sig til kende som Lord Goodman og Bruce Bernard. Sidstnævnte var fotograf og forfatter og levede som boheme i Sohos ”sorte eftermiddage og hvide nætter”, som the Guardian skrev i nekrologen i 2000. Men størsteparten af modellerne er anonyme.

Freuds mennesker er kropsligt mærkede. Som nu den overvægtige kvinde med en tatovering på armen. Hun sidder og sover. Den venstre del af ansigtet skjules af hånden, som hovedet hviler på. Hendes kjole eller bluse skærer lige hen over busten. Næsen er grov og plump. Vi møder hende i andre billeder, hvor hun kaldes ”Large Sue”. Her er vi så langt fra modemagasinernes glittede skønhedsidealer, som tænkes kan.

I maleriet ”Dobbeltportræt” fra 1988-90 skildrer Freud indgående sin myndehund Pluto og sin datter Bella. De ligger ”i ske”, og alt ånder tilsyneladende fred og ro. Vi oplever hundens magre krop, som er skildret så taktilt og levende, at man tænker, at den snart vil rejse sig op.

Dog, ser man nøjere efter, viser hunden kløer, og kvinden ser ud til at have sjælekvaler. Samtidig berører hendes hånd hunden på en højst akavet måde. Der er ingen ro i billedet. Freud gentager motivet i en radering. Men her er datteren næsten skåret væk. Det var hans gode ven Frank Auerbach, som foreslog ham at foretage denne radikale beskæring, hvilket billedet faktisk vinder ved. Pluto optræder også i et andet portræt af datteren - nu som T-shirt-motiv, hvor den frækt slikker hendes venstre bryst med sin lange tunge. Freud kunne lide dyr. Især heste og hunde. Han fulgte hunde- og hestevæddeløb tæt og havde selv været rytter.

Stort set alle udstillingens værker er udlånt af det globale schweiziske finansieringsselskab UBS, som ejer 30.000 kunstværker, hvilket gør den til en af de største, private kunstsamlinger i verden.

Lucian Freud har en heftig og kulturtung baggrund. Som 10-årig måtte han flygte til London sammen med sin familie. Ligesom Sigmund Freud, som forlod Wien i 1938, måtte man som jøde søge i sikkerhed for nazisterne. Hans far, Ernst Freud, var arkitekt.

Ligesom Londonskolens øvrige kunstnere, Francis Bacon, Leon Kossoff, Frank Auerbach med flere, skiller Freud sig ud fra anden vesterlandsk efterkrigstidskunst ved at arbejde med figurmaleri i en tid, som ellers hyldede det minimale eller abstrakte formsprog, og som generelt tog afstand fra mimetiske (virkelighedsefterlignende) motiver. I lighed med den moderne italienske stillebenmaler Giorgio Morandi, som skildrede vasers og krukkers stille drama, forfølger Freud sine motiver og rendyrker dem ned til mindste detalje. Under det hårde arbejde med motivet sker der en tilegnelse af det sete, som derefter stilles til skue for publikum. Følelserne opstår, når vi møder værket. Ved genkendelsen af hin enkelte, møder man sig selv. Der er ingen som helst sentimentalitet nedlagt i selve motivfremstillingen.

Lucian Freud lægger ikke fingrene imellem. Alt bliver taget med. Hvis det er almindelig god opdragelse at holde sig lidt tilbage med hensyn til at sige hele sandheden til folk, så efterlever han ikke dette. Hos Freud er der ingen nåde eller formildende omstændigheder. Det, vi ser, er mennesket i dets mest rå og usminkede udgave.

kultur@k.dk