Plutark, der levede cirka 45-120 e.Kr., var en meget belæst græker, der ikke havde skarpe eller originale synspunkter, men som klogt og afbalanceret ræsonnerede over det, han havde læst og lært om livet.
Han mente, at kvinder og mænd stod lige i forstand, tapperhed, retfærdighed og kunstnerisk talent. Det samlede han så eksempler på for at fremhæve kvinders mod, og han fremhæver disse kvinder i direkte polemik mod historikeren Thukydids mere traditionelle synspunkt, at ”den kvinde, som folk taler mindst om, er den bedste, hvad enten det er kritisk eller rosende”.
Der er ikke tale om, at kvinder gør individuelt oprør mod deres stilling i samfundet. De forsvarer derimod borgernes politiske frihed, noget grækerne satte umådeligt højt, deres familie og anstændigheden. Ofte viser kvinderne, der kommer fra mange forskellige folkeslag, mod som reaktion på en krænkelse af dem selv eller græske normer.
Da for eksempel Alexander den Store havde erobret Theben, plyndrede hans makedonske soldater byen, og en af dem drak sig fuld og trængte ind i et hus, hvor kvinden Timokleia boede. Han tvang hende til at ligge hos sig og krævede hendes formue. Hun bilder ham så ind, at hun har gemt smykker, sølvbægre og nogle guldmønter i en brønd i haven.
”Da makedoneren hørte dette, ventede han ikke på, at det skulle blive dag, men opsøgte straks det sted, som Timokleia ledte ham til... Så klatrede han ned i brønden kun iført sin khiton... Da Timokleia på stemmen kunne høre, at han var nået helt ned, gav hun sig til at kaste sten ned i brønden, og hendes slavinder rullede også en mængde store sten derned, indtil de havde knust og begravet ham.”
Det er naturligvis en alvorlig sag at dræbe en af Alexanders soldater, men da Alexander får talt med Timokleia, beundrer han hendes fornemme og ædle ansigtsudtryk og rolige fremtræden og befaler, at hun skal vises hensyn og løslades.
Oversættelsen, der er holdt i en noget gammel sprogdragt med ord som ”ægtede”, ”gunstbevisninger” og ”hovedrig”, er forsynet med en fin indledning og forklarende noter.
Alt i alt en charmerende lille bog, der bringer læseren i selskab med en af oldtidens behageligste forfattere – Plutarks skrifter emmer af en forstandig og tolerant stemning, og han er et tydeligt eksempel på brede studiers dannende værdi.