Prøv avisen

I sidste ende er vi alle tabere

– Jeg kommer på Bernadottegården, som er et plejehjem for gamle modstandsfolk, hvor også min mor boede til sidst. Nogle af dem vil gerne tale om det, der skete dengang, andre vil ikke, siger Dorte Emilie Røssel – Foto: Batzer og Co.

BARN UNDER BESÆTTELSEN: Jeg kan ikke forstå, at min far kunne gøre det mod mig, siger Dorthe Emilie Røssell om sine oplevelser under Anden Verdenskrig. Hun blev som seksårig medlem af modstandsbevægelsen i København og forhørt af Gestapo under grusomme omstændigheder. Bagefter lovede hun faderen aldrig at tale om forhøret, men det løfte bryder hun nu.

Hun var seks år, da krigen begyndte, og voksen, da den sluttede fem år senere. En lille, stille pige, som fremmede ikke ville kunne slå et ord af og derfor ret velegnet til formålet: at transportere illegale tryksager for faderen og hans gruppe rundt i byen i sin dukkevogn.

Jeg kan ikke forstå, at min far gjorde det mod mig. Om jeg helt opfattede risikoen ved at gå med bladene, ved jeg ikke. Men jeg kan huske, at jeg var nervøs, når jeg skulle forbi tyskerne ved Kastellet, selvom de var meget venlige og strøg mig over håret og gav mig bolsjer. Jeg synes altid, de havde bolsjer.

Far og mig var pot og pande. Jeg var altid i hælene på ham, han var mit et og alt. Når han sagde noget, gjorde vi det, og derfor regnede jeg med, at det var i orden det her. Det var først, da jeg stod uden for Shellhuset, at det virkelig gik op for mig, hvor farligt det hele var.

Og netop var, ikke havde været. For det var faktisk først for alvor den sommereftermiddag foran Shellhuset i København, at Dorthe Emilie Røssells krigstraume startede. Oppe hos Gestapo havde hun i løbet af et par timer oplevet ting, ingen små piger på ti år bør udsættes for, og værre blev det, da hun efter befrielsen knap et år senere fik at vide af sin far, at de aldrig måtte tale om det, der var sket hos Gestapo. Hun afgav et løfte og det løfte holdt den loyale datter i 60 år. End ikke sin søn har hun fortalt om sine oplevelser.

Men da journalist og forfatter Peter Øvig Knudsen i 2004 udgav bogen Birkedal om landets største Gestapobøddel, Ib Birkedal Hansen, og i den fortalte om hans behandling af Dorthe Røssells far og af datteren, så stod hun frem. Og nu har hun udgivet en lille bog, skrevet for både børn og voksne, med titlen Jeg brød et løfte.

Jeg var på et stadie i livet, hvor jeg trængte til at få fred. Jeg har lidt af søvnløshed og af forhøjet blodtryk i mange år, men da jeg havde skrevet bogen, faldt mit blodtryk til det normale, og der er det blevet, fortæller Dorthe Emilie Røssell.

Hendes forældre kom hurtigt med i modstandsarbejdet under besættelsen. Familiens lejlighed på Østerbro i København blev brugt til våbenopbevaring, til at skjule jøder og trykke illegale blade og ude i sommerhuset ved Hjortekær nord for København fik datteren også lov til at prøveskyde. Så Dunte, som hun blev kaldt, var hele tiden med i, hvad der foregik, og de andre i gruppen accepterede fuldstændig hendes tilstedeværelse. De vidste, at hun ville holde helt tæt. To gange var Gestapo hos familien. Den ene ved en fejltagelse, den anden gang hjalp Dunte sin far på flugt over tagene, så de måtte gå med uforrettet sag. Men sankthansaften 1944 gik det anderledes.

Der skulle være fest med familien i Hjortekær med rigtig sommerfestmad: kyllinger med nyopgravede kartofler og friskplukkede jordbær til dessert. Alle var til bords, undtagen én af mændene fra gruppen, der aldrig var dukket op, da haven blev stormet af Gestapo og hendes forældre lagt i håndjern sammen med nogle af de andre gæster og slæbt ud af haven. Kynismen toppede, da en grædende Dorthe spurgte: Hvornår kommer min far hjem igen, og Ib Birkedal svarede: Hvis han ikke er kommet hjem inden for en time, har jeg stillet ham op ad en mur og skudt ham..

Dorthe kom med sin faster hjem efter anholdelsen. Hun brød sig ikke om hende, og faderen havde decideret sagt, at han ikke stolede på hende.

Det viste sig også siden, at anelserne var rigtige. De havde handlet med tyskerne, og jeg tror egentlig godt, hun kunne have fundet på at blive stikker. Men det var så ikke hende, der stak min far, siger Dorthe Røssell. Stikkeren var den mand fra gruppen, der aldrig var dukket op til middagen.

Allerede dagen efter anholdelsen stod hun over for Birkedal igen. Under påskud af, at hendes far ville tale med hende, hentede Gestapo Dunte ind på Shellhuset, hvor hun blev ført op på Birkedals kontor

Jeg kom op på kontoret til Birkedal og blev så klar over, at nu var det galt. Nu slap jeg aldrig ud. Jeg skyndte mig at bede mit fadervor og krydse fingrene. Jeg var klar over, at jeg ville blive nødt til at lyve, og jeg vidste jo, at man ikke må lyve, så jeg tænkte, at hvis jeg nu havde bedt først og krydset alle de fingre, jeg kunne, så ville Gud nok ikke straffe mig så meget.

Stikkeren fra gruppen kom så slæbende med Dorthes far, der næsten ikke kunne stå på benene efter mishandlingerne.

Det gav et sæt i far, da han så mig, og selvom han var så dårlig, kunne han alligevel give mig et lille skævt smil, og det gav mig styrke.

Den styrke fik hun også brug for. For i et forsøg på at få hendes far eller hende selv til at råbe noget, slog de faderen hvilket endnu i dag står for Dorthe Røssell som det værste øjeblik den dag og truede med at skyde dem begge to.

Det lyder mærkeligt, men jeg kan ikke andet end have ondt af Ib Birkedal, nu hvor jeg kender hans baggrund med en far, der nedvurderede ham sådan. Han må have følt, at i Gestapo var en mulighed for at få magt, her kunne han hævde sig.

Dorthe Røssells mor forsøgte at begå selvmord inde på Shell-huset, fordi hun var bange for at komme til at røbe noget om modstandsarbejdet.

Jeg har aldrig haft så megen kontakt med min mor. Hun kunne passe sit arbejde, men ellers gemte hun sig bag piller og spiritus. Når man først fik stablet hende op, var hun en flot og velklædt kvinde, men bag skallen var hun sølle, fortæller Dorthe Røssell i dag. Hun har altid gået i rette med de mennesker, der siger, at selvmord er de fejes udvej. Det kræver mod at stå der og ville springe, mener Dorthe Røssel og i moderens tilfælde handlede det netop om at redde de andre frem for sig selv.

Efter Birkedal var færdig med moderen, og uden at have fået noget resultat ud af at have hentet datteren ind, blev Røssell sendt hjem igen.

Det vil sige ned på gaden, uden nogen tænkte på, hvordan hun skulle komme tilbage til sin faster hvor hun i øvrigt slet ikke ville hen. I stedet kom hun i tanke om Karl Erik fra gruppen, der var brandmand lige bag rådhuset. Dér gik hun hen, og Karl Erik blev hentet ind på sin fridag, hvorefter de gik i gang med at planlægge flytningen af papirer og andet graverende materiale fra forældrenes lejlighed. For selvfølgelig havde den altid åndsnærværende, lille pige sørget for at gemme nøglen hjemtil for fasterens utrygge blik.

Jeg vidste, at de ting skulle væk. Der var et hollandsk udtræk på skrivebordet, hvor det sad klistret op inde bagved. Det havde de ikke opdaget, da de ransagede lejligheden.

Moderen blev løsladt efter et par uger, men da faderen senere på sommeren stod bag et mislykket flugtforsøg, var det farligt for hans familie at være i København. Modstandsgruppen ville hjælpe dem til Sverige, men det nægtede Dorthe Røssell at gå med til. For hvad nu hvis hendes far blev løsladt og så ikke kunne finde dem? Hun og moderen gik under jorden i en periode og flyttede op i et mørkt og koldt sommerhus i Veddinge Bakker hen på efteråret i 1944. I de måneder blev Dunte for alvor voksen.

Jeg har været spejder og er opvokset med mottoet Vær hjælpsom. Jeg har været gift i 27 år med en mand, der var syg af dårligt hjerte, som jeg skulle passe på. Far og mor var også syge, da krigen var slut, og samtidig havde jeg et halvdagsjob. Heldigvis er min søn rask. Men jeg er opvokset med at tage et ansvar.

Dorthe Emilie Røssell bliver stadig bevæget, når hun fortæller om sine oplevelser i Shellhuset og tiden efter, mens faderen var anholdt. Gennem foreningen for 4. Maj Kollegiet på Frederiksberg har hun mødt tre andre efterkommere af modstandsfolk, som hun er ved at danne et netværk sammen med. For de er klar over, at der er mange børn fra dengang, som stadig ikke har fået talt ud om deres oplevelser, men som har brug for at få talt om det og få fred.

Det var for eksempel en stor hjælp for hende selv at få kontakt til Sven Arvid Birkeland, der forsker i tortur og efterkommere af torturerede. Han var en stærkt medvirkende faktor til, at hun fik skrevet bogen. Nu er der løst op for knuderne fra dengang, og i dag tager Dorthe Røssell rundt på skoler og børneinstitutioner og fortæller om det at være barn under besættelsen og om sine voldsomme, personlige oplevelser. Der har hun ved selvsyn kunne konstatere, at historien ulykkeligvis gentager sig, når flygtningebørn pludselig åbner sig og fortæller om deres egne forfærdelige krigsoplevelser tilbage i deres fædreland.

Sommetider har lærerne bagefter sagt til mig, at de har hørt mere fra de børn i den tid, jeg har været der, end i alle de år, de har haft dem i skolen. Jeg tror, det er nemmere at fortælle mig det, fordi jeg selv har prøvet det.

Hendes far døde i 1989 og hendes mor i 1993, så nu er det for sent at få svar fra ham på, hvordan han kunne udsætte sin lille datter for så stor en fare. Røssell ved, at han har talt med andre om sine oplevelser under krigen, men aldrig med hende.

Jeg tror, min far havde dårlig samvittighed. Det er gået op for ham den dag i Shellhuset, hvad det var, han havde udsat mig for.

Jeg kommer på Bernadottegården, som er et plejehjem for gamle modstandsfolk, hvor også min mor boede til sidst. Nogle af dem vil gerne tale om det, der skete dengang, andre vil ikke. Mange af dem, fordi de ikke vil fremstå som helte. Det mener de ikke, at de var. Og i sidste ende var vi alle tabere i det spil, fordi vi lever med problemerne endnu. Man betaler en pris, siger Dorthe Emilie Røsse

kultur@kristeligt-dagblad.dk