Kirkerummets velsignede fred i forhold til den voldsomme trængsel og alarm i hverdagen udenfor er en erfaring, de fleste kender til.
Også i Silkeborg, hvor handlen er livlig på torvet, der strækker sig fra den lidt tilbagetrukne kirkebygning til statuen forestillende byens grundlægger, Michael Drewsen (1802-1874), der står i den modsatte ende af torvet som en anden pladshund, som forfatteren Hans Edvard Nørregård-Nielsen engang har bemærket i en artikel om Silkeborg som en vigtig kunstby.
Monumentet over Michael Drewsen, der blandt meget andet grundlagde Papirfabrikken og fik ”Hjejlen” til at besejle Silkeborgsøerne, er skabt af Hans Peder Pedersen-Dan, som er ophavsmanden til Holger Danske-statuen.
Direkte og indirekte havde Michael Drewsen også betydning for opførelsen af Silkeborg Kirke, der stod færdig i 1877. Indirekte, fordi etableringen af fabrikken skabte arbejdspladser, som betød, at mange flyttede til egnen. Direkte, fordi han stillede sig i spidsen for en kreds af borgere, der ønskede en rigtig kirke til byen til afløsning for et kapel i en stue i Silkeborg Hovedgård.
Silkeborg Kirke er tegnet af Henrik S. Sibbern (1826-1901), der kan siges at befinde sig i udkanten af de historicistisk orienterede arkitekter som J.D. Herholdt og Ferdinand Meldahl, der lystigt plukkede stilcitater fra europæisk arkitektur.
Alligevel træder Silkeborg Kirke forunderligt rent frem i byrummet og trækker tråde tilbage til århundreders rødstenskirker. Kirken stod som skrevet færdig i 1877 og undergik en større renovering under Besættelsen og igen for fem år siden. I den forbindelse fik Silkeborg Kirke en ny alterudsmykning af Peter Brandes, som vi skal vende tilbage til.
For først et par ord om døbefonten. Som institution er kirken et gammelt hus – og den romanske døbefont i Silkeborg Kirke er fra 1200-tallet. Gennem århundreder stod den i Them Kirke syd for Silkeborg, som den blev hugget til. Engang i det 19. århundrede blev man øjensynlig træt af den – og efter nogle omveje endte den i Silkeborg Kirke, hvor den også minder om dengang, hvor det var kutyme af sænke barnet helt ned i vandet under dåben.
Ikke alene er Peter Brandes nært knyttet til Silkeborg gennem et mangeårigt samarbejde med Galerie Moderne. Brandes (født 1944) har også bredspektrede erfaringer med kunst til kirker. Nogle gange som i Vejleå Kirke i Ishøj ved at stå for den samlede kunstneriske udsmykning. Men de fleste gange må en kunstners opgave gå ud på at tilføje nyt i respekt for det eksisterende.
I Silkeborg Kirke var udgangspunktet således et stort gyldent kors, der blev rejst på alteret i forbindelse med renoveringen i 1943. I apsisbuen er det flankeret af to glasmosaikruder, der har sædemanden og den gode hyrde som motiv. Ruderne er af Sigurd Olrik, korset udført af Gunnar Hansen. På den ene side af det ses figurer forestillende Jomfru Maria og på den anden side evangelisten Johannes. Under korset løber en frise med gengivelser af Kristus samt alle 12 apostle.
Alterpartiet var præmissen for Peter Brandes, som i billeder ved knæfaldet og alterbordet skildrer de begivenheder, der fører frem til selve korsfæstelsen og det stærke symbol – krucifikset – der er så centralt blandt kristendommens billeder.
Centralt i alterpartiet ses Jesus knælende i Getsemane Have, og på alterbordet og på alterbordets front fortolkes vandringen med korset ledsaget af ordene ”Nåden er” – og det er den, og der er ikke nogen, der har patent på udtrykket. Men det er måske værd at bemærke, at det var et credo for Simon Grotrian (1961-2019), og at ordene også er gengivet på den afdøde lyrikers gravsten på Lemming Kirkegård nord for Silkeborg.