Den sølvgrå Peugeot svinger væk fra asfaltvejen og ind på en skovsti, hvor den standser. Over den trækker trækronerne sig sammen til et loft, der drysser, når et blad giver slip og daler ned mod jorden.
Det er blevet efterår. På en busk langs stien hænger klaser med modne hyldebær, lidt længere fremme ser man henover et tæppe af bregner, der er ved at visne til stive, brune vifter. I det fjerne den skræppende lyd af en gråand på søen, men ellers: stilhed.
”Prøv og lyt. Er det ikke utroligt, hvor stille her er?”, siger Kirsten Jørgensen.
”Det her er vores sted.”
Kirsten Jørgensen, 81 år, steg for lidt siden forsigtigt ud af den sølvgrå bil, og ved sin side havde hun Finn Jørgensen, 84 år. Ægteparret bor i Køge, men vi er kørt lidt nordpå, mod Borup og ud til et område, hvor de engang boede for at finde arnestedet for en sang, de skrev sammen i begyndelsen af 1980’erne. De har skrevet, sunget og spillet sange gennem hele livet. Men én er noget særligt.
”Sensommervise” er med årene gået hen og blevet en nyklassiker, én af de mest elskede danske efterårssange. Den kom med i Højskolesangbogen i 2006 og findes i en masse andre sangbøger. Og netop i disse dage vil den være et naturligt valg til fællessangen på efterskoler, højskoler, skoler i det hele taget.
”Går og nynner en sensommervise,” lyder en linje, og det var netop, hvad Kirsten Jørgensen gik rundt og gjorde i sensommeren 1981. På det tidspunkt var ægteparret i 40’erne og arbejdede som musiklærere på Borup Skole på Midtsjælland. Og så havde de alt muligt andet kørende ved siden af. De lavede musicals med skolens børn. Børnekor. Revy for de voksne. Finn Jørgensen var med i et brassband. Og de havde tre børn på vej ind i teenagealderen.
Det var spændende, men der var også meget fart på i de år. Og så var det, at det var rigtig godt indimellem at trække stikket og gå sig en tur i skovene her ved Stubberup.
”Så kørte vi herud og gik hele vejen rundt om søen. Nu går vi ikke så langt, men vi kommer her stadig indimellem. Og vi skal altid lige herned,” siger Kirsten Jørgensen og peger frem mod en lysning i skoven.
Finn Jørgensen er oprindelig fra Odense og fik violinundervisning af sin morbror som barn. Siden lærte han sig ved hjælp af et godt gehør at spille alle mulige instrumenter:
”Klaver, tromme, guitar, bas,” siger han.
”Basun!”, tilføjer Kirsten Jørgensen.
I 1960’erne spillede han igennem seks år med bandet Brødrene Klint, der turnerede land og rige rundt med festmusik.
”Vi spillede alle mange forskellige instrumenter og stilarter. Vi var jo med, dengang The Beatles kom frem. Det var fuld fart, og der var ikke tid til at komponere noget. Men så kom jeg til Borup,” siger han.
Her, i Borup på Midtsjælland, var Kirsten Jørgensen. Hun var opvokset som datter af en skoleinspektør, og hun var vant til sang og salmer fra morgen til aften.
”Dengang sang man bare meget mere, end man gør i dag. Årstidssange som Jeppe Aakjærs ’Nu er det længe siden’. Jamen det er jo en hel fortælling pakket ind i en sang,” siger hun.
Til en komsammen hos hendes bror faldt hun i snak med Finn Jørgensen. Det swingede, og de to flyttede sammen i 1972. Siden fik de begge job som lærere på den kreative og musiske Borup Skole.
”Fra da af lavede vi ting sammen,” siger Kirsten Jørgensen.
Det var først i Borup, Finn Jørgensen begyndte sit virke som komponist, ”at lave melodier”, som han siger. Henover sommeren 1981 tog sensommervisemelodien, med sine velkendte molklange, form.
”Jeg havde lavet en melodi, som Kirsten godt kunne lide. Det sagde du til mig,” siger han henvendt til hustruen.
Hun nikker.
”Ja, det er rigtigt. Jeg tænkte tit på, at den var dejlig, men at det også var synd, hvis den bare skulle ligge dér og ikke blive brugt til noget. Og så talte vi om, at det var en rigtig sensommersang, men den skulle ikke bare være en kopi af de gamle efterårssange. Og så blev det meget naturligt at tage udgangspunkt i den her skov, hvor vi gik så meget,” siger Kirsten Jørgensen og tilføjer:
”Faktisk har jeg jo gået ture her, siden jeg var barn. Jeg har kendt skoven længere, end jeg har kendt dig.”
Der er flere af de sange, Finn Jørgensen har komponeret, som hans hustru efterfølgende har sat tekst til. Men sådan gik det ikke helt med ”Sensommervise”.
”Dén har vi jo været sammen om. Du siger, du næsten kan huske, hvem, der har skrevet hvilke linjer,” griner han.
”Nej, det kan jeg ikke. Men jeg kan huske, at kladderne til den lå på køkkenbordet, og så gik vi og skrev ord og linjer ned, lidt efter lidt. Vi arbejdede faktisk længe med den, og pludselig var den der,” siger Kirsten Jørgensen.
Sangen blev første gang trykt i et sanghæfte med titlen ”Pølsemand”, der udkom i 1982 og indeholdt en masse andre børnesange, nogle mere fjollede end andre.
”Det var jo et hæfte til børn, og børn vil normalt gerne have alt det sjove. Men jeg kan huske, at en veninde sagde til mig om ’Sensommervise’: ’Er du klar over, hvor god, den sang egentlig er?’, fortæller hun.
Finn Jørgensen har hørt fra mange gennem årene, der har været glade for melodiens klange.
”Det er jo en vemodig melodi. Den begynder i mol, men – og det er også vigtigt – den ender i dur. Det er jo også sådan, at der er rigtig mange børn, der godt kan lide den. Den er både til børn og voksne.”
Siden er ”Sensommervise” stille og roligt, men sikkert, blevet mere og mere udbredt, blandt andet fordi Finn Jørgensen har rejst landet tyndt og holdt kurser i undervisningspædagogik for børn, kor og musik. Sangen var med ham. Og så kom den med i Højskolesangbogen i 2006.
”Jamen, det var som at få en Bodil,” siger Kirsten Jørgensen.
Finn Jørgensen nikker.
”Det var stort. Men det er også med den sang sådan, at jeg tænker: Man ved det jo ikke i øjeblikket, den bliver til, vel? At den skulle blive så kendt.”
Her i coronatiden, hvor der har været mange mennesker ude at gå tur i naturen omkring Køge, hvor ægteparret Jørgensen bor i dag, er de begyndt at søge tilbage til skovene ved Stubberup, hvor ”Sensommervise” blev til.
”Her er aldrig en sjæl, ud over os,” siger Kirsten Jørgensen.
På højre side af stien skimtes et vandspejl. Det er ”Perlesø”, siger Kirsten Jørgensen, den sø, der i sangen kruser ”mystisk og sort” på overfladen. I dag er søen stille og fuld af store, grønne pletter, åkander, der har spredt sig med årene.
Der er noget med efteråret som årstid, der bare gør én lidt eftertænksom, taler ægteparret om, da de står ved søen.
”Jeg kan ikke lide vinteren. Den lyse tid er bedst,” siger Kirsten Jørgensen.
”Jo, men der har altid været noget med overgangene, synes jeg,” tilføjer Finn Jørgensen.
”Farverne,” smiler hustruen.
Vi begynder at gå tilbage mod bilen. Benene er ikke så raske som de har været, men det værste er Finn Jørgensens ryg, en begyndende skoliose, som ikke kan behandles, og på dårlige dage gør rigtig ondt.
”Men i dag var det heldigvis ikke så slemt,” smiler han.
Himlen bliver tungere og tungere. Lyden af efterårsregndråber rammer bøgetræernes blade. Lidt flere af dem løsner sig og falder mod jorden, mens Kirsten og Finn Jørgensen går sammen hen imod deres sølvgrå Peugeot, der holder og venter dem på skovstien. Nu må de hjem!
Hør melodien til Sensommervise i videoen herunder: