Poul Jansens lyrik ledsaget af Laila Pallisgaards pasteltegninger i ”Havets hjerteslag” udgør ifølge den medfølgende præsentation ”noget så utraditionelt som en naturalistisk digtsamling med traditionelle sangvenlige versefødder og rim”.
Det er kønne, men gennemgående temmelig banale digte, der følger årets gang i naturen ved havet, oplevet fra Hirtshals. Samlingen har udgangspunkt i længslen efter foråret, som digteren flirter med, allerede mens sneen smelter. I øvrigt priser han alle årstider. Livsglæde og taknemmelighed – i lyset også fra kærligheden – hører til bogens dybeste lag.
En svaghed er det, at Poul Jansen har taget for mange digte med. Letløbende digte tæt på epigoneriet. De mere markante, hvor en personlig stemme slår igennem, drukner næsten i mængden.
Mest nærværende er nogle digte med baggrund i den aldrende poets erfaring om livets korthed – og om tab. ”Vi lever i døgnfluens skygge”, hedder det. Samme erkendelse kan udtrykkes på denne måde:
”Snart slukker jeg mit kærtelys på bordet/min dag den snart er slut”.
Andre digte beskriver virkeligheden for den, der har mistet sin livsledsager og efterfølgende danner par med ensomheden.
På Laila Pallisgaards tegninger møder vi en påfaldende mild og stille udgave af Vestkysten. Kunstneren er åbenbart mest til det idylliserende. Man savner mere blæsende vildskab.