Prøv avisen

Madeleine Albrights advarsel mod fascisme får nemt noget søvngængeragtigt indlysende over sig

3 stjerner
USA’s tidligere udenrigsminister Madeleine Albright knytter nogle temmelig løse tråde fra Mussolini i 1936 til Donald Trump i 2018 i ”Fascisme. En advarsel”, der er hendes sjette bog. – Fotos: AP og Ritzau Scanpix.

Madeleine Albright har et sympatisk anliggende, men skriver for ujævnt og ureflekteret i sin nye bog om fascismen og dens mulige genkomst

Madeleine Albright var amerikansk udenrigsminister under Bill Clinton i årene 1997-2001. En periode, hvor amerikanerne tog en ferie fra historien, som det syrligt er blevet sagt, og fornøjede sig med at følge retssagen mod O.J. Simpson og diskutere præsidentens sexvaner, for vigtigere ting pressede sig ikke rigtig på. Det var en tid før terrorangreb på New York, invasioner af Irak og Afghanistan, Brexit, Trump og alt det andet, der har gjort tiden efter de glade 1990’ere anderledes dyster og kompleks.

Albright har siden sin udenrigsministertid fulgt denne udvikling tæt og er særdeles aktiv som medlem af tænketanke, professor på Georgetown-universitetet i Washington og forfatter til seks bøger. Den seneste, ”Fascisme. En advarsel”, udkommer på dansk i denne uge. Bogen kommer i halen på en lang række andre udgivelser om demokrati og populisme fra amerikanske og europæiske forfattere, der ser dystert på den aktuelle udvikling. Titler som ”How Democracies Die”, ”The Retreat of Western Liberalism” og ”On Tyranny” er, uden måske ligefrem at være bestsellere på Dan Brown-niveau, så dog ganske udbredte og får berettiget stor opmærksomhed.

Men blot fordi der for tiden er salg i bøger om fascisme, der sammenligner vores tid med 1930’erne, betyder det ikke, at de alle er lige relevante eller gode. Madeleine Albright gør det i hvert fald lidt for nemt for sig selv – og læseren – i sin nye bog.

Problemet er tydeligt allerede i titlen. Havde hun kaldt sin bog ”Fascisme. En anbefaling”, havde man jo nok spærret øjnene op, men en hel bog, der advarer mod fascisme, får hurtigt noget søvngængeragtigt indlysende over sig. Konklusionen er givet på forhånd.

Synspunktet i bogen er, at fascismen stadig er en trussel mod de vestlige samfund, og at autoritære politiske ledere er på fremmarch i bekymrende mange lande. Vi får en række velskrevne kapitler om fascismens historiske baggrund og om Mussolinis og Hitlers magtovertagelser. Kendere af perioden vil ikke lære noget nyt, men som introduktion er bogen fin. Senere blandes den historiske baggrund med egne oplevelser som udenrigsminister, og det giver bogen et lidt ujævnt præg.

Nogen nærmere analyse af ligheder og forskelle mellem 1930’ernes samfund og nutidens indlader hun sig ikke rigtig på. Derfor er det svært at vurdere om hendes synspunkt, at nutiden ”er” som 1930’erne, er korrekt. Betyder det ikke noget, at vi i 2018 har mange flere års erfaring med demokrati, end de havde i 1930’erne? Betyder det ikke noget, at velstand og sundhed er dramatisk forbedret siden dengang? Og at en lang række lande indgår i bindende samarbejder? Denne type spørgsmål berører hun ikke, så særlig præcis er bogen i sin undersøgelse af fascismens mulighedsbetingelser i dag ikke.

Skolet som hun er i sit eget lands historie (Albright er født i Tjekkoslovakiet i 1939, men kom til USA som 11-årig) burde hun også have reflekteret over, hvorfor USA til forskel fra Europa netop aldrig har haft fascistiske bevægelser af betydning. Hvis valget af Trump er et tegn på, at USA er ved at blive fascistisk, er det et eklatant brud med snart 250 års national historie. Det er muligt, at det vil ske, men det er også megen betydning at tillægge en trods alt demokratisk valgt politiker, der muligvis sættes fra magten igen om to år.

Realiteten er nok snarere, at Albright bare er politisk uenig med Trump – ”den skygge, som hviler over disse sider”, som hun skriver til slut – og det er både en ærlig sag og nemt at forstå. Men så skulle hun da bare sige det frem for at pakke ham ind i en sort- og brunskjortet bevægelse, der primært har sat sine hæslige aftryk på Europa.

Om Trumps dybt kritisable politik, retorik og person så kan inspirere andre autoritære skikkelser, er en anden sag, og her rummer bogen nogle interessante overvejelser. Det er klart, at når USA trækker sig tilbage fra rollen som global politibetjent (en rolle, som tidligere også blev kritiseret, men det vil nok altid være en supermagts skæbne, at uanset hvad man gør, bliver man kritiseret), kan det muligvis inspirere andre og værre ledere til at fylde tomrummet. Ingen er tjent med, at USA mister moralsk autoritet i globale anliggender, men det er et åbent spørgsmål, hvor megen skade Trump når at udrette på dette område. Her bliver bogen momentant mere interessant at diskutere med.