"De rigtige romaner var 500 sider og opefter. Med 500 sider begyndte oceanet, alt derunder var som at plaske rundt i en bæk". Således karakteriserer den unge Christian Hoffmann, en af hovedpersonerne i den tyske forfatter Uwe Tellkamps monumentale og prisbelønnede roman "Tårnet", sin forkærlighed inden for den litterære verden. Og hvis man skal følge Christian Hoffmanns indstilling, er der ingen tvivl om, at Tellkamps "Tårnet" hører blandt de "rigtige romaner": Med sine næste 1000 sider er den monumentalt omfattende og prætentiøs.
Og dette ikke kun, hvad omfanget angår. Den unge tyske forfatter sigter hér efter noget så gammeldags og vovet som en hel samfundsroman, en episk miljøskildring, der i ekstremt lange sætninger og meget detaljerede beskrivelser og flere handlingsspor giver et litterært portræt af en periode, en tidshorisont. I Tyskland har man sammenlignet romanen med Thomas Manns "Huset Buddenbrook" eller sågar set paralleller til Goethes "Wilhelm Meisters Vandreår".
Romanen holder naturligvis ikke til disse sammenligninger. Men at det er denne traditionslinje, Tellkamp forsøger at skrive sig ind i, er der ingen tvivl om. Frem for overfladiske dagligdagsbeskrivelser eller et underholdende spændingsplot udfolder Tellkamp et detaljeret og krævende portræt over en svunden tid – nemlig over de sidste syv år af DDR's eksistens: fra tiden omkring Leonid Breznjevs død i 1982 indtil Murens Fald i november 1989 spænder handlingsforløbet. Samtidig er der tale om en miljøskildring, hvor der fortælles om en dannelses-borgerlig samfundsgruppe i DDR. Vi befinder os her blandt læger, advokater, forlagsredaktører, skuespillere med flere. De har i romanen alle hjemme i Dresdens ældgamle villakvarter "Tårnet", i fornemme bygninger fra overgangen til det 20. århundrede, der nu i den "real eksisterende socialisme" i DDR er gammeldags i mere end én forstand.
Det særlige ved denne gruppe er, at de i høj grad definerer sig selv og holder fast i de klassiske, humanistiske dannelsesidealer. Her læses de store værker fra 1800- og 1900-tallets litteraturhistorie, her lyttes til og diskuteres opera, alt fra Mozart til Wagner, og den klassiske kulturarv står i høj kurs.
Tellkamp viser os her på fascinerende vis de borgerliges forsøg på at flygte fra den reale virkelighed ind i en historisk tid. Flugten ind i en historisk overleveret fortid lykkes imidlertid ikke for de mangfoldige protagonister, romanen følger i de forskellige, omfattende handlingsspor: "Tårnet" kan ikke holde virkeligheden udenfor, og det er romanens styrke, at den viser, hvordan det totalitære regime har gennemsyret dagligdagen og romanens enkelte personer.
Imponerende står især forfatterens skildring af en Christian Hoffmanns tid i militæret og hans afstraffelse dér på grund af politisk ulydighed, og ikke mindst de sidste kapitler, hvor alle personerne i 1989 som i en hvirvelstorm trækkes ind i historien, er gribende læsning. Her fremstår romanen fabulerende, flot fortalt og trods sine ekstremt lange sætninger og bevidst krævende stil fangende. Kendere af historien vil tillige kunne se, at der er tale om ikke så lidt af en nøgleroman.
Der kan dog stilles spørgsmål ved, om den romanform, Tellkamp vælger, virkelig fungerer i nutiden. Den er et forsøg på at etablere præcis samme storslåede episke fortælling, som romanens protagonister holder fast i, men som muligvis ikke længere kan rumme samfundet. I sin egen form er den vellykket, men om dens koncept, dens projekt virkelig kan overbevise i 2009, må tiden vise. Muligvis gentager Tellkamp præcis samme fejl, som overgår personerne i hans roman: at søge at genfinde og genetablere en æstetisk form, som i virkeligheden hører en forgangen tid til.
Dermed altså ikke sagt, at her ikke er tale om et imponerende værk. Men om det virkelig bliver stående som dén store roman om DDR's undergang, som de tyske anmeldere har udråbt den til, er nok for tidligt at sige. På trods af romanens imponerende niveau har jeg mine tvivl.
Uwe Tellkamp: Tårnet. 842 sider. 349 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.
