Den tyske klarinettist Sabine Meyer er en markant skikkelse i den nyere europæiske musikhistorie. I snart fire årtier har hun tilhørt verdenseliten blandt blæsersolister.
Mange musikinteresserede husker endnu den disput, der opstod, da den legendariske dirigent Herbert von Karajan i begyndelsen af 1980’erne insisterede på at få den dengang purunge Sabine Meyer indlemmet i sit orkester i Berlin, men hvor de konservative filharmonikere stejlede. Vel var hun en glimrende musiker, medgav de, men gav samtidig udtryk for, at de ikke kunne forestille sig hende ”integreret” i deres orkester.
Sabine Meyer er stadig en glimrende musiker. Det fik publikum i Tivolis Koncertsal at høre, da hun torsdag aften spillede Mozarts himmelske klarinetkoncert, et af de allersidste værker, som geniet nåede at komponere i sit dødsår 1791.
Hun må have spillet den måske mest fuldendte af alle blæserkoncerter et utal af gange, men det er et værk, man aldrig bliver træt af. I alle sine tre satser stråler klarinetkoncerten af Mozarts modne mesterskab, og Sabine Meyer ydede den fuld retfærdighed ved at spille den i smukkeste symbiose med Mozarts ånd, der syntes at svæve over stolerækkerne denne sommeraften i Tivolis Koncertsal.
Dertil kom, at hun var fornemt akkompagneret af Tivoli Copenhagen Phil, hvor alle orkestrets sektioner klang ypperligt. Det stemte godt overens med klangen fra Meyers instrument, en såkaldt bassetklarinet, for den var tæt i alle lejer, ikke mindst i dybden, hvor den lød så snurrende tæt, at man kom til at tænke på, hvorfor klarinetten bærer betegnelsen en træblæser.
Mozart var omkranset af Beethoven og Mendelssohn. Vi hørte indledningsvis en stærk fortolkning af Beethovens Coriolan-ouverture, opus 62, fra 1807. Lan Shui demonstrerede allerede her sin sans for at skabe flugt og farve over et orkesterstykke – værket varer under 10 minutter, men er et klingende eksempel på Beethovens heroiske stil, tydeligt beslægtet med ”Skæbnesymfonien”, nummer fem i rækken af de ni, han komponerede.
Koncerten, der kun varede fem kvarter, sluttede med Mendelssohns symfoni nummer 4 i A-dur med tilnavnet ”Den italienske”. Den stammer fra 1833 og er et karakteristisk eksempel på komponistens melodiske evner og sans for symfonisk struktur. Dens fire satser er symmetrisk opbygget med to meget hurtige ydersatser og to hvilende midtersatser.
Lan Shui og orkestret tolkede det livsbekræftende værk med et flot flow – men uden at lægge synderlig vægt på den lyriske side af Mendelssohns musik.
En fin aften i koncertsalen, for programmet levede op til sine liflige løfter.