Bjarne Nielsen Brovsts solidaritet med Kaj Munk er uden vaklen. Virkeligheden beskrives på hans præmisser. Ses gennem hans ild. Brovst er med ham hele vejen.
Det er en solidaritet med Munk, som han var på både godt og ondt. Brovst lægger alting frem, også det værste. Hvad enten man stiller sig positivt eller negativt til ham, kan man i begge de nu genudgivne bøger finde passager, der giver argumenter til ens standpunkt.
I begyndelsen af første bind har Brovst en interessant iagttagelse, som man bør tage med sig på den lange rejse gennem værkets over 900 sider. Pointen i den pågældende passage er, at mens Munks artikler i løbet af 1930erne uafladeligt kalder på den stærke mand, ansvarsmennesket, lader han ham i sine skuespil lide nederlag eller ligefrem gå til grunde. Han afdækker magtens afmagt, ifølge Brovst stærkest i skuespillet Sejren.
LÆS OGSÅ: Kaj Munk var nazisympatisør, ikke nazist
Et par yderpunkter i Munks holdning til den stærke mand: Fra en rejse i Tyskland i 1933 rapporterer han begejstret hjem om befolkningens begejstring over Hitler, der som Brovst skriver på dette tidspunkt af mange ses som en politisk messiasskikkelse, der kunne samle det tyske folk og føre det ud af sølet.
Henført fortæller Munk om, hvordan mødre lærer deres børn at løfte armen og råbe heil Hitler, hvilket frister ham til at drage en smagløs bibelsk parallel: og de bare smaa Børn til ham. Men i 1941 mener han noget helt andet: Jeg betragter enhver Dansker, der i Hitler ser nogetsomhelst andet end (...) Rygmarvssyge og Abe-degeneration, som en Forræder af Fædreland og Menneskehed.
For Munk fandtes der da kun én virkelig stærk mand: Gud.
De to bøger, der udkom første gang i henholdsvis 1992 og 1993, er stadig Bjarne Nielsen Brovsts hovedværk som fortællende dokumentarist. Det er livfulde bøger, medlevende, underholdende og ikke mindst gribende. Vi oplever Kaj Munk på nærmeste hold, fra år til år, fra 1930 frem til mordet for 70 år siden og derefter det videre forløb helt frem til 1951 med de sidste domme over hans mordere. Bogen er ikke alene et digterportræt, men også et atmosfærefyldt tidsdokument.
Munk er så nærværende, som er han stadig selv til stede, nærværende dels som offentlig person, der samlede tusinder af mennesker til sine foredrag kilderne er ud over forfatterskabet mere end 4000 avisartikler dels som privatperson.
I den sidste forbindelse har Kaj Munks nu afdøde enke, Lise Munk, været en vigtig samarbejdspartner. Hun er beretningens gennemgående kommentator, der har værdifulde, supplerende førstehåndsoplysninger om hverdagen i og uden for Vedersø præstegård og desuden bidrager med hvasse bemærkninger i vrede og smerte over det for hende urimelige eftermæle, som hendes mand fik i visse kredse.
Som læser får man indtryk af en mand, der altid var fuldt til stede, i kærlighed og ansvar, uforudsigelig, fyldt med barokke påfund. En mand, der i sine udtalelser aldrig lod sig lede af taktiske hensyn og heller aldrig havde uld i mund, når han talte de rigtige meninger imod.
Han var en provokatør om nødvendigt gerne fræk og flabet der udelukkende henholdt sig til, hvad der for ham i det givne øjeblik var rigtigt at sige. Det gjorde han så, meget direkte og slagfærdigt og naturligvis uanset konsekvenserne.
At han var uden gustne overlæg, får man et eksempel på, da han umiddelbart inden en premiere på et af sine skuespil skrev, at teateranmelderne var idioter.
Kaj Munk var en mand af modsætninger, hans liv var det samme. I 1930 stod det så dårligt til med økonomien, at han måtte skjule sig i præstegårdshaven i Vedersø, da posten havde en ubetalelig opkrævning med. 10 år senere var han målt i vore dages penge millionær.
Vi følger ham intenst gennem tiåret, hvor næsten hele forfatterskabet blev til, følger ham i hans smerte over den manglende modstand den 9. april hvor han om aftenen holdt en kort gudstjeneste i Vedersø kirke: lysene var slukkede både på grund af kravet om mørklægning, og fordi det var en sorgens dag. Den knugende stemning står op fra afsnittet.
Videre følger vi ham i hans lede ved den danske forsigtighed og ved samarbejdspolitikken og i hans egen uforfærdede og dødbringende trods mod besættelsensmagten. Samtidig beskrives velberegnet som i en thriller planlægningen af mordet og til sidst politiets efterforskning, forhørene og dommene. Et omfattende dokumentarisk materiale præsenteres for læserne.
Som altid bringer Bjarne Nielsen Brovst lange citater. Det kan i andre sammenhænge blive for meget. Men i det mindste, når det drejer sig om citater af Kaj Munk, bliver det her aldrig for meget. Hans sprog gnistrer og lyner ned over siderne. Og det fortsætter det med i læserens sind.