Anmeldernes stjerneregn tager til i styrke. I stjernernes skær får vi overblikket

Flere bloggere, nye onlinemedier og traditionelle dagblade uddeler stjerner til stadig flere kunstarter i disse år. Vi er som kulturforbrugere blevet mere optagede af det hurtige overblik, som karaktergivningen af kunst og kultur giver os. Selvom det kan have konsekvenser for nuancerne

Der er flere forklaringer på, hvorfor bogen først sent blev omfattet af samme karaktersystem som de resterende kunstarter. En af dem er, at bogens historie er meget længere end filmens. Men i dag findes der et hav af muligheder for at bedømme bøger, og bøger anmeldes flere forskellige steder. Illustration: Rasmus Juul
Der er flere forklaringer på, hvorfor bogen først sent blev omfattet af samme karaktersystem som de resterende kunstarter. En af dem er, at bogens historie er meget længere end filmens. Men i dag findes der et hav af muligheder for at bedømme bøger, og bøger anmeldes flere forskellige steder. Illustration: Rasmus Juul

Hun har faktisk aldrig været i tvivl om, hvorvidt hun skal bruge stjerner i sine anmeldelser på sin litteraturblog. Bogblogger Julie Rasmine Larsen, der står bag et af landets mest populære bogblogsuniverser, Litfix.dk, uddeler karakterer til de bøger, hun har læst, for at give både sine følgere og sig selv et overblik. Stjernerne hjælper hende med at holde en linje i skriveprocessen.

”Vi har meget debat bogbloggerne imellem om, hvorvidt stjernerne skal være der eller ej. For nogle gange kan det være lidt svært at tyde, hvorfor en bog har fået netop fire stjerner, når selve teksten stikker lidt i en anden retning,” siger hun og fortsætter så:

”Der er også en del debat om, hvorvidt bogbloggere giver for mange stjerner – altså om vi er for rundhåndede i vores uddeling af stjerner. Jeg kan selv være nervøs for, at folk siger, at jeg oftest giver tre, fire eller fem. Men grunden til, at jeg ikke laver så mange en- og tostjernede anmeldelser, er, at min litteraturformidling er frivilligt drevet. Jeg ved, hvad jeg godt kan lide, og jeg læser af lyst. Derfor læser jeg ikke særlig tit krimier for eksempel, og derfor anmelder jeg dem naturligvis heller ikke,” siger Julie Rasmine Larsen.

Omvendt er hun særligt begejstret for Tove Ditlevsens forfatterskab.

”De værker, der rammer lige i min personlige smag, får jo meget sjældent få stjerner af mig,” siger hun.

Hos Bog.nu har man siden 2010 læst alle de boganmeldelser, der udgives i landets aviser og magasiner og hos 200 forskellige bogbloggere og onlinemedier, og udregnet et vægtet gennemsnit af det antal stjerner, der er givet i anmeldelserne af en given udgivelse. Kasper Emanuel Nielsen, der er direktør hos Bog.nu, ser en klar tendens til, at størstedelen efterhånden vælger karaktergivningen til.

”Hovedparten af de danske bogbloggere bruger nu stjerner, hjerter eller et andet symbol i deres anmeldelser. Og hos de traditionelle medier kan jeg kun komme i tanke om Weekendavisen og Information, der stadig ikke har ’overgivet sig’. Selv Kristeligt Dagblad kom jo med på vognen for et par år siden,” siger Kasper Emanuel Nielsen, der peger på, at de bogbloggere og medier, der endnu ikke uddeler stjerner, som oftest giver udtryk for, at de ikke ønsker at kondensere vurderingen til symboler.

Som almindelig læser er han dog glad for det grafiske virkemiddel, som karaktergivningen udgør. Det fungerer lidt ligesom en god overskrift: Det lokker læseren til og gør det nemt at vurdere, om det er noget, som man vil bruge sin tid på.

Det var det generelle opsving i forbrugerjournalistikken siden slutningen af 1970’erne, der banede vejen for stjernerne, skriver John Chr. Jørgensen i sin bog ”Sprogblomster i spinatbedet” (1999).

”Hovedformålet med den kulturelle forbrugerjournalistik er at give læserne gode råd om, hvad der er værd at bruge tid og penge på. Jo tydeligere rådene er, des mere brugbare er de for læserne; det er tankegangen bag den kontante karaktergivning,” skriver han.

Karaktergivningen har været kendt længst i filmkritikken. Kulturforbrugerne vænnede sig for eksempel allerede i 1980’erne til, at Ole Michelsen i DR-filmmagasinet ”Bogart” (1985-2002) viste seerne klip fra biografaktuelle film og vurderede dem på en skala fra en til fem hatte. Og det var da også i filmanmeldelserne, at stjernerne for første gang var at finde på Kristeligt Dagblads kultursider for at ”skærpe appetitten” på anmeldelserne. Under overskriften ”Wallah, min fætter” gav anmelder Henrik Uth Jensen den 27. september 2002 to stjerner til børnefilmen ”Kald mig bare Aksel”, mens anmelder Palle Schantz Lauridsen gav fire stjerner til svenske ”Lilja 4-ever”.

I mange år var de takkede ikoner udelukkende at finde under Kristeligt Dagblads filmanmeldelser. Men gradvist fulgte også anmeldelserne af koncerter, teaterforestillinger og anden scenekunst trop, ligesom nye musikudgivelser, kunstinstallationer, byrumsarkitektur og tv-programmer blev udstyret med karakterer i begyndelsen af 2010’erne.

Og til allersidst – efter at den i nogle år lod vente på sig – kom bogen med på vognen i Kristeligt Dagblad. En lørdag i november 2015 var der for første gang stjerner at finde under overskrifterne i hver eneste boganmeldelse i avisen.

Der er flere forklaringer på, hvorfor bogen først sent blev omfattet af samme karaktersystem som de resterende kunstarter. En af dem er, at bogens historie er meget længere end filmens. For der er måske en vis konservatisme forbundet med bogmediet. Det fortæller Svend Skriver, lektor ved institut for nordiske studier og sprogvidenskab på Københavns Universitet og anmelder ved Kristeligt Dagblad, der har forsket i litteraturkritik.

”En anden grund er, at mange litteraturanmeldere har holdt stædigt fast i, at når bogen består af sprog, må vurderingen af den også ligge i sproget. Den kan ikke reduceres til et tal. Den argumentation kender vi jo også inden for karaktergivning andre steder. Er en af mine studerendes gode præstationer virkelig ’bare’ et syvtal? Det kan være en flad fornemmelse,” siger Svend Skriver og fortsætter:

”Det, man kan se inden for litteraturkritikken, er netop, at stjernerne ikke er trængt fuldstændig igennem på alle aviserne endnu. Information og Weekendavisen uddeler for eksempel ikke stjerner. Det er et redaktionelt valg, at man hellere vil nuancere med ordene. Det er et statement i sig selv.”

Selvom han som anmelder på Kristeligt Dagblad godt kan opleve stjernerne som en spændetrøje indimellem, giver stjernerne set fra hans skrivebord egentlig ret god mening.

”Det er et hurtigt fingerpeg for læseren om, at der sidder et menneske med en professionel baggrund, som så seriøst som overhovedet muligt forsøger at vurdere værket i forhold til de andre værker, vedkommende har set, læst, oplevet. Der er selvfølgelig meget mere at sige om et kunstværk end det antal stjerner, det får, men det er med til at spore læseren på rette vej,” siger han.

Og hvis vi skal se på stjernerne i et bredere kultursociologisk perspektiv, er det ifølge Svend Skriver også noget, som forlag og boghandlere er rigtig glade for. En annoncetekst med stjerner er nemlig let at afkode frem for en teksttung anmeldelse.

”Det gælder også for kulturforbrugeren, som kan få et hurtigt overblik. Med det fokus, som aviserne gradvist har fået på forbrug, er stjernerne en service for læserne. Det er en del af det at betjene sin læserskare. Stjernerne skal give læserne mulighed for at navigere i det omfattende kulturelle landskab. For der findes utroligt mange bøger. Man plejer at sige, at der er udkommet flere bøger efter Anden Verdenskrig end før. I hele det hav af bøger er stjernerne et pejlemærke,” siger Svend Skriver, der selv har siddet som litteraturredaktør på Ekstra Bladet, som i 1993 som den første landsdækkende avis valgte at lade mediets ofte meget korte boganmeldelser være suppleret af et antal stjerner.

”Jeg har set, hvor mange bøger der blev sendt til redaktionen uden at blive anmeldt. Og det kan jo også være en nådegave til forfatteren ikke at blive anmeldt, selvom vedkommende ikke vil opfatte det sådan. Mange bøger, som måske bliver udgivet på eget forlag, eller som ikke er særlig vellykkede, bliver typisk sorteret fra, fordi det ikke giver mening at give få stjerner til noget, der måske fremstår med et amatørpræg,” siger Svend Skriver.

Han har ofte fået spørgsmålet: ”Kan det virkelig være rigtigt, at så stor del af bøgerne kan få gode anmeldelser?”. Og nej, det kan det ganske rigtigt ikke.

”Men det er netop meget få nye bøger, som det giver mening at anmelde på en avis. Derfor er en stor del af de udgivelser, der måske ville få en eller to stjerner, allerede sorteret fra, inden de når anmeldernes hænder. Og derfor kan det virke, som om der er en skævvridning i antallet af stjerner, der bliver givet,” siger Svend Skriver, der ellers ikke er bange for at give en eller to stjerner i sine anmeldelser.

”Jeg husker mig selv på, at jeg som anmelder henvender mig til et publikum. Jeg henvender mig jo ikke primært til forfatteren og kan ikke tage højde for vedkommendes følelser. Jeg er nødt til at skære igennem og sige fra af hensyn til det publikum, som potentielt vil købe bøgerne. Men det er selvfølgelig et temperamentsspørgsmål, hvor langt man vil gå, og hvordan man vil udtrykke sig. For der er da klart moralske overvejelser forbundet med anmelderi og stjernegivning. Man har jo med et menneske at gøre, der måske har brugt flere år på sit værk,” siger Svend Skriver, der omvendt også meget sjældent giver seks stjerner.

”Jeg tror faktisk, at jeg kan huske alle de værker, jeg har givet seks stjerner. Jesper Steins ’Rampen’ (2020) er den seneste. Der er også nogle få, som jeg har fortrudt, og som jeg gerne ville have givet en stjerne mere i dag. Men man skal jo virkelig tænke sig om, inden man kalder noget et mesterværk. Ved seks stjerner skal man være sikker på, at den står distancen. Tiden tester værkerne,” siger Svend Skriver.

Anne Middelboe Christensen er teateranmelder ved Dagbladet Information og har skrevet bogen ”Begejstring og brutalitet” (2012) om anmelderi og stjernegivning. Karaktererne gør ifølge hende anmeldelser på tre-fire stjerner uinteressante. Kun når der gives én eller seks stjerner virker det indlysende interessant at læse om, hvad der dog er så galt – eller forrygende.

”Mellemvurderingerne vil sjældent skabe debat i sig selv, og det er synd, når nu anmeldelsen netop skal åbne offentlighedens øjne for kunsten. Især inden for teatret kan det være vanskeligt at sætte et tal på helhedsoplevelsen og kondensere den til et tal, fordi der er mange kunstarter på scenen. Det kræver jo ord at forklare det,” siger Anne Middelboe Christensen, der også skriver anmeldelser af børneteater for Teateravisen.dk.

Det var en lille sejr, den dag hun ikke længere skulle give stjerner i sine teateranmeldelser til Teateravisen.dk. Selvom stjernesystemet kan inspirere til at skrive mere iøjnefaldende i de første linjer af teksten for at lokke læserne til, virker stjernerne nemlig også ofte lidt påklistrede, synes hun. For de er med til at bidrage til en opfattelse af, at alle hendes forklaringer kan skæres væk.

”Jeg nyder virkelig, at jeg ikke behøver at give stjerner. Karaktererne er ikke en fare eller trussel mod anmeldelser som sådan. Men det er helt sikkert en forgrovning, som vi også er blevet vant til fra sociale medier, hvor totrinsskalaen med tommelfingeren op eller ned har fjernet mange af nuancerne. Og det er ærgerligt, hvis karaktergivningen fører til, at læseren bladrer hurtigt videre, fordi man føler, at man allerede har dannet sig et indtryk eller forstået vurderingen på forhånd,” siger Anne Middelboe Christensen.

Det digitale medielandskab, hvor også frivillige bogbloggere og brugerne selv giver kulturoplevelserne karakterer på linje med de traditionelle anmeldere, betyder, at den enkelte kulturforbruger selv må skelne mellem de forskellige typer af vurderinger. Det fortæller ph.d. Unni From Andreasen, lektor ved institut for kommunikation og kultur ved Aarhus Universitet. Men det passer heldigvis godt til den måde, vi bruger de mange ratings i diverse anmeldelser på. For vi skelner allerede efter behov og formål, siger hun.

Leder vi for eksempel efter en ny vaskemaskine eller et online bogklubabonnement, vil vi gerne høre de erfaringsbaserede ratings fra brugerne. Vi spejler os kort sagt i de mennesker, der ligner os. Men er vi omvendt på udkig efter den næste teateroplevelse eller det kommende samtaleemne i den lokale bogklub, kan det give god mening at slå op i avisen for at høre en eksperts mening.

Men bliver værdien af de professionelle kritikeres stjerner så udvandet af, at vi nu er vant til at se og give stjerner på så mange andre områder i tilværelsen? Nej, tværtimod, siger Unni From Andreasen.

”I den digitale tidsalder, hvor kulturforbrugerne også selv blander sig og giver karakterer, og hvor det er nemt at dele vurderingerne med omverdenen, så bliver stjernerne en endnu stærkere valuta. For karaktergivningen skaber det hurtige overblik for læseren, brugeren, seeren, i en tid med utroligt mange kulturtilbud,” siger Unni From Andreasen.

I et af sine forskningsprojekter har hun interviewet forskellige kulturforbrugere om blandt andet deres brugsmønstre af stjernerne i anmeldelserne.

”Nogle læste i forlagenes bogkataloger eller i biografernes oversigter, hvori anmeldernes stjernegivning er sammenfattet, og hvor de derfor netop fungerede som en form for forbrugerguide,” siger Unni From Andreasen.

Andre var optagede af én særlig anmelder, fordi anmelderens bedømmelse ofte enten ville ligne vedkommendes egen, eller fordi den netop stort set aldrig gjorde.

”Til sidst var der også en gruppe, som netop gerne ville have amatørblikket på kulturoplevelsen. De siger: ’Hvis brugerne inde på Kino.dk har givet et højt antal stjerner i gennemsnit til en film, så ved jeg, at jeg nok også kan lide den.’ Det kan også være, at de følger en særlig bogblogger, der læser bøger inden for den samme genre, som de godt selv kan lide. Sådan er vi alle forskellige,” siger Unni From Andreasen.