I Venedig giver 200 kunstnere dødsstødet til den maskuline dominans i kunsten

Den 59. Venedigbiennale tegner et billede af en verden under stærk forvandling. Det er både den mest poetiske og mest kvindedominerede Venedigbiennale nogensinde

Amerikanske Simone Leigh (født 1967) har i år vundet den gyldne løve Venedig for sit værk "Brick House" fra 2019. Hun repræsenterer også USA i år. I baggrunden hænger collografier af cubanske Belkis Ayón (1967-1999).
Amerikanske Simone Leigh (født 1967) har i år vundet den gyldne løve Venedig for sit værk "Brick House" fra 2019. Hun repræsenterer også USA i år. I baggrunden hænger collografier af cubanske Belkis Ayón (1967-1999). Foto: Venedigbiennalen.

Biennalens italiensk-amerikanske hovedkurator, Cecilia Alemani, har givet den store, kuraterede temaudstilling titlen ”The Milk of Dreams”, hentet fra en lille, illustreret børnebog af den mexicansk-britiske, surrealistiske forfatter og billedkunstner Leonora Carrington (1917-2011). Hun var både i sin kunst og i sine skrifter inspireret af keltisk spiritualitet og mexicansk folkekultur. Hendes billedunivers er befolket af hybride, mutantagtige væsener. Således slås det surreelle tema an allerede ved porten ind til udstillingen.

Over 200 kunstnere fra 58 lande bidrager til denne tværhistoriske udstilling, som ser stort på de kunstneriske hierarkier og giver dødsstødet til den maskuline dominans i kunsten og kunsthistorien: Kunsthåndværket får tildelt lige så stor vægt som maleri, skulptur og videokunst, ligesom 99 procent af værkerne er skabt af kvindelige kunstnere, hvoraf de fleste er femstjernede kunsthåndværkere og billedkunstnere, der arbejder taktilt og med en nørdet og omstændelig tilgang til materialerne.

Leonora Carrington: "Portrait of Madame Dupin", 1947.
Leonora Carrington: "Portrait of Madame Dupin", 1947. Foto: Gertrud V. Parker Collection. Courtesy Gallery Wendi Norris, San Francisco. © Estate of Leonora Carrington _ Artists Rights Society (ARS), New York.

Nogle af kunstnerne virkede tilbage i det 20. århundrede, men der er også mange yngre og unge samtidskunstnere med på udstillingen. Man må give Alemani, at niveauet er højt, og overraskelserne er mange. Vi kommer hele skiven rundt, og der er meget få hypereksponerede navne – men til gengæld mange nye, der er værd at lære nærmere at kende.

Vi oplever fantasifulde og lyrisk-surrealistiske værker af ældre kunstnere som allerede nævnte Leonora Carrington, Dorothea Tanning (født 1947), Leonor Fini (1907-1996), Edith Remmington (1902-1986), Remedius Varo (1908-1963) og Violeta Parra (1917-1967) med mange flere og nogle triste og stærkt foruroligende portrætmalerier og ætsninger af dysfunktionelle personrelationer skabt af den portugisisk-britiske malervirtuos Paula Rego (født 1935), som mange danskere vil kende fra kunstnersammenslutningen Corner.

Hun er en brillant og eksistentielt modig kunstner, som ikke lægger fingrene imellem. Uhyggen i hendes personskildringer er lige så intens og sjælerystende som hos Francis Bacon. Men smilet kommer snart frem igen ved synet af Josefine Bakers (1906-1975) rytmiske vovede og ikke så lidt gakkede dans i Folies Bergère i 1925. Sikke en livsenergi.

Tyske Katharina Fritschs "Elefant" fra 1987.
Tyske Katharina Fritschs "Elefant" fra 1987. Foto: Venedigbiennalen

På den ene side har Alemani været begunstiget af det ekstra år til at sammensætte den, eftersom Venedigbiennalen for første gang siden Anden Verdenskrig blev udskudt et år som følge af pandemien. Men på den anden side har hun haft det benspænd, at hun ikke kunne rejse ud og se værkerne i virkeligheden. Derfor er hele udstillingen blevet til på Zoom, hvor hun i lighed med de fleste af os har været limet til skærmen. Hun har måttet nøjes med at se værkerne virtuelt og holde møder med kunstnerne online.

Men hun havde et forspring: I 2013 var hendes mand, Massimiliano Gioni, chefkurator for den 55. Venedigbiennale, hvor hun havde lejlighed til at kigge ham grundigt over skulderen. Hun var derfor fra dag et efter udnævnelsen i januar 2020 fortrolig med processen og hele maskineriet bag skabelsen af en af de største kunstudstillinger i verden. 

Respekt for kunsten

Man mærker tydeligt, at udstillingen er blevet til i et roligere åndedræt end normalt. Både i den italienske pavillon i Giardini, haverne, hvor også en stor del af de nationale pavilloner befinder sig, og i Arsenale – et kilometerlangt skibsværft fra 1500-tallet – er udstillingen æstetisk veldisponeret, klart komponeret og med et mærkbart sigte om at give ordet til kunsten.

Alemani er tydeligvis en kunstner-kurator. Hun har respekt for kunstnerne og kunsten og undgår at dominere den med forhåndsforventninger og tematikker, der vrider den i en bestemt retning. På udstillingen flyder man nærmest gennem rummene. Der er flere temaer ude at gå, heraf nogle, der svarer igen på den store klimakrise, menneskeheden står i nu, hvilket blandt andet fremgår af de mange værker, der sværmer for naturen.

Mange værker viser metamorfoser af kroppen i et smukt forsøg på at udvide definitionen af det menneskelige. Det handler om at give os flere tangenter at spille på, både hvad angår køn og det posthumane, hvor menneske og maskine smelter sammen. Udstillingen diskuterer også den tvivl, som gennemtrænger videnskaben og kunsten i en tid, hvor man synes at være nået ud til randen, til historiens afslutning. Men med fantasien og magien kan vi kæmpe os frem til en bedre fremtid, synes udstillingen samlet set at udsige.

Den russiske pavillon viser under den 59. Venedigbiennale ingen som helst livstegn.
Den russiske pavillon viser under den 59. Venedigbiennale ingen som helst livstegn. Foto: Lisbeth Bonde

Der er fem specifikke temaer eller ”kapsler”: ”The Witch’s Cradle” (Heksens vugge), ”Corps Orbite” (Korps kredsløb), ”Technologies and Enchantment” (Teknologier og fortryllelse) og ”A Leaf a Gourd a Shell” … (Et blad en græskarflaske en muslingeskal …). Dette tema er inspireret af den amerikanske antropolog Elisabeth Fishers (født 1945) tanker.

Hun tillægger samlerens evne til at finde føde i naturen og også den omhu, det kræver at finde egnede opbevaringsformer til de indsamlede fødevarer, en mindst lige så stor betydning for menneskeartens overlevelse som jægernes og fiskernes fangst og byttenedlæggelse, der historisk set har skabt heltemyter. Indsamling er typisk relateret til kvinderne, men er ofte blevet overset til fordel for fortællingen om undertvingelsen af naturen ved hjælp af nye teknologier, våben og hæder til den maskuline styrke og snarrådighed. Det sidste tema er ”Seduction of the Cyborg” (Forførelse af cyborgen).

De fem temaer indrammer udstillingen, der således giver taletid til kvinderne og plads til nogle blødere, mere kropsnære og fantasifulde værdier. Der er massevis af farvestrålende tekstilværker, hvoraf mange slår benene væk under én. Der er vægtæpper med perlemønstre, megastore keramiske krukker, en enorm bronzetorso af den afroamerikanske kunstner Simone Leigh (født 1967), der tidligere har været udstillet i kunstprojektet High Line Art i New York – en forhenværende højbane – som Alemani er chefkurator for. Leigh vandt en guldløve for denne skulptur, der kan opleves i Arsenale, men derudover kan hendes værker opleves i fuldt udtræk i den amerikanske pavillon bag den danske i Giardini, eftersom hun som den første afroamerikanske kvinde repræsenterer USA i Venedig.

Generelt er der på den kuraterede udstilling masser af favnende formverdener, fantasivæsener og mange koloristisk stærke ”botaniseringer” med penslen. Herunder en af mine favoritter: Maria Sibylla Merian (1647-1717), der var kunstner og naturvidenskabelig forsker. Hendes på en gang nøje registrerende og poetiske tegninger fra Surinam af floraen og sommerfuglenes forunderlige metamorfoser, er en vidunderlig tidslomme.

Danske Sidsel Meiniche Hansen (født 1981) bidrager med skulpturelle objekter foruden en grænseoverskridende dokumentarvideo ”Maintenancer” (2018), der tidligere har kunnet opleves flere steder i Danmark. Her møder vi den trivielle hverdag på et ”Bordoll”, i Berlin, hvor sexdukkerne bliver rengjort og klædt på inden ”mødet” med den næste kunde. Denne knastørre, fakta-prægede video skildrer en upåagtet del af sexindustrien, hvor man(d) kan agere hæmningsløst mod det livløse ”begærsobjekt” uden at møde modstand. 

Den danske kunstner Ovartaci (oprindeligt Louis Marcussen, 1894-1985), som var indlagt på det psykiatriske hospital i Risskov i 56 år, har en del værker med på den kuraterede udstilling i Giardini.
Den danske kunstner Ovartaci (oprindeligt Louis Marcussen, 1894-1985), som var indlagt på det psykiatriske hospital i Risskov i 56 år, har en del værker med på den kuraterede udstilling i Giardini. Foto: Venedigbiennalen.

Også den danske kunstner Overtaci alias Louis Marcussen (1894-1985) tiltrækker sig opmærksomhed på den kuraterede udstilling med sine originale og foruroligende malerier og malede hænge-figurer. Denne særegne, transkønnede skikkelse, hvis navn betyder noget i retning af overtosse, boede på det psykiatriske hospital i Risskov i 56 år. Her skiftede Overtaci køn og fik mulighed for at male sine indre dæmoner og visioner ud. Det er fascinerende og også farlige billeder, der åbner op til en forunderlig paralelverden. 

De nationale pavilloner

Krigen i Ukraine udgør et dystert backdrop for biennalen: Bag den danske pavillon i Giardini har Ukraine i 11. time skabt en midlertidig pavillon, Piazza Ucraina. På nogle voluminøse, svedne træsøjler er der opslået kopier af hårrejsende billeder skabt under indtryk af krigen af en række ukrainske samtidskunstnere, og midt på pladsen har man rejst et tårn af sandsække. Det taler sit eget tydelige sprog om de rædsler, ukrainerne har gennemlevet og gennemlever siden den russiske invasion.

Ukraine har i 11. time skabt en midlertidig pavillon, Piazza Ucraina. På nogle voluminøse, svedne træsøjler er der opslået kopier af hårrejsende billeder skabt under indtryk af krigen af en række ukrainske samtidskunstnere, og midt på pladsen har man rejst et tårn af sandsække. Omvendt sker der i år ingenting i den russiske pavillon under biennalen.
Ukraine har i 11. time skabt en midlertidig pavillon, Piazza Ucraina. På nogle voluminøse, svedne træsøjler er der opslået kopier af hårrejsende billeder skabt under indtryk af krigen af en række ukrainske samtidskunstnere, og midt på pladsen har man rejst et tårn af sandsække. Omvendt sker der i år ingenting i den russiske pavillon under biennalen. Foto: Venedigbiennalen.

Torsdagen før den officielle åbning holdt ukrainerne pressekonference ude i byen i den store Scuola Grande della Misericordia, hvor udstillingen ”This is Ukraine: Defending Freedom” blev åbnet af selveste præsident Volodymyr Zelenskij via tv fra Kiyv. Han sagde blandt andet, at ingen tyran ville undlade at begrænse kunstens frihed, og han understregede kunstens store kraft. Her mellem en række ukrainske bidrag kunne man også opleve værker af fremtrædende, internationale kunstnere som franske JR, serbisk-amerikanske Marina Abramovic, britiske Damien Hirst og danske Olafur Eliasson. 

De nationale pavilloner bød på mange interessante kunstoplevelser. På denne kunstens svar på sportens olympiade dyster nationerne om den eftertragtede Gyldne Løve. I år gik den til Storbritannien, som huser den britiske afrocaribiske multimediekunstner Sonia Boyces (født 1962) gennemførte videoinstallation "Feeling her Way" (2022), hvor hun har samarbejdet med et udvalg af sorte britiske sangerinder, som hun har fået til at synge deres mest smertelige oplevelser ud som kvinder og som raceundertrykte. Det er den rene, gennemskærende sjælesang. 

I den danske pavillon har Uffe Isolotto (født 1976) skabt en magtfuld vision med titlen ”We Walked the Earth” (Vi gik på Jorden). Det er en post-apokalyptisk vision, der foregår en gang ude i fremtiden, hvor kentaurerne har overtaget menneskenes plads. Disse mægtige, hybride heste-mennesker er en blanding af maskiner, mennesker og knapstrupperheste.
I den danske pavillon har Uffe Isolotto (født 1976) skabt en magtfuld vision med titlen ”We Walked the Earth” (Vi gik på Jorden). Det er en post-apokalyptisk vision, der foregår en gang ude i fremtiden, hvor kentaurerne har overtaget menneskenes plads. Disse mægtige, hybride heste-mennesker er en blanding af maskiner, mennesker og knapstrupperheste. Foto: Ugo Carmeni

Juryens hædrende omtale gik til den ugandiske og den franske pavillon. Førstnævnte finder sted i et palazzo ude i byen med titlen ”Radiance – they Dream in Time” (udstråling – de drømmer i tid). Her vises virtuose malerier af Collin Segajugo (født 1980) (der parentes bemærket havde en udstilling i Galerie Moderne i Silkeborg i efteråret) med scener fra et afrikansk hverdagsliv, og genuine, afrikansk inspirerede og bæredygtige skulpturobjekter og vævearbejder, skabt i samarbejde med ugandiske kunsthåndværkere af Acaye Kerunen. Den franske pavillon er omdannet til et filmstudie med live performances. Bag denne installation ”Dreams have no Titles” står den algiersk-franske multimediekunstner Zineb Sedira (født 1963). 

I den danske pavillon har Uffe Isolotto (født 1976) skabt en magtfuld vision med titlen ”We Walked the Earth” (Vi gik på Jorden). Isolotto vandt det open call, som Statens Kunstfond udskrev i december 2019. Det hyperrealistiske værk er blevet til i samarbejde med kurator Jacob Lillemose. Det er en post-apokalyptisk vision, der foregår en gang ude i fremtiden, hvor kentaurerne har overtaget menneskenes plads. Disse mægtige, hybride heste-mennesker er en blanding af maskiner, mennesker og knapstrupperheste. Kentaurhoppen er i gang med at fole et føl, mens kentaurhingsten har hængt sig i stalden inde ved siden af.

I den danske pavillon har Uffe Isolotto (født 1976) skabt en magtfuld vision med titlen ”We Walked the Earth” (Vi gik på Jorden). Det er en post-apokalyptisk vision, der foregår en gang ude i fremtiden, hvor kentaurerne har overtaget menneskenes plads. Disse mægtige, hybride heste-mennesker er en blanding af maskiner, mennesker og knapstrupperheste.
I den danske pavillon har Uffe Isolotto (født 1976) skabt en magtfuld vision med titlen ”We Walked the Earth” (Vi gik på Jorden). Det er en post-apokalyptisk vision, der foregår en gang ude i fremtiden, hvor kentaurerne har overtaget menneskenes plads. Disse mægtige, hybride heste-mennesker er en blanding af maskiner, mennesker og knapstrupperheste. Foto: Ugo Carmeni

Hvorfor har han så det? Uvisheden og uhyggen breder sig i den danske pavillon, hvor kentaurerne bor og arbejder, omgivet af ålegræs. Samtidig er det et psyko-socialt drama, som antyder enden på mandens dominans, ligesom vi oplever det på den kuraterede, kvindedominerede udstilling ”The Milk of Dreams”, hvor kvinderne som nævnt fører ordet. Isolottos vision er inspireret af fantasy, sci-fi og teorier om det posthumane. Man savner lidt en dybere forankring i kunsthistorien og den græske mytologi, hvor kentauren ellers spiller en betydelig rolle som fabeldyr, men visionen er så perfekt udført, at den griber en følelsesmæssigt.

Flere danskere

I Camerouns pavillon ude i byen kan vi møde et værk af endnu en dansker: Mille Kalsmoses (født 1972) ”Collected Memory – a Diary of the World” (samlet hukommelse – en verdensdagbog). Værket er en ”digital non-fungible token”, også kendt som NTF. Her har hun omdannet denne kryptovaluta til et visuelt kunstværk.

Ud af fire millioner skriftlige minder, som Kalsmose har indsamlet, har hun skabt en randomiseret, pulserende figur på skærmen, der samler sig til en sky, deler sig og undertiden former en fast, reollignende struktur, som består af disse minder, det vil sige af sætninger og ord. Det er en fascinerende visuel og konceptuel oplevelse, som peger på den næste digitale revolution, der står og banker på. Også den økokritiske, danske billedkunstner Tue Greenfort (født 1973) optræder på biennalen i kategorien ”Collateral Events” (sidearrangementer): I sin både gennemførte og smukke installation ”Medusa Alga Laguna” (Vandmand Tang Lagune) sætter han i en række stedsspecifikke værker fingeren på forureningen af Adriaterhavet, der omgiver Venedig.

Tue Greenfort viser udstillingen "Medusa Alga Laguna" som en del af de såkaldte "collateral events" i byen. Her et udstillingsbillede fra ERES Fondazione ERES.
Tue Greenfort viser udstillingen "Medusa Alga Laguna" som en del af de såkaldte "collateral events" i byen. Her et udstillingsbillede fra ERES Fondazione ERES. Foto: Thomas Dashuber

Venedig er altid et overflødighedshorn af store oplevelser for alle kunstinteresserede både i kraft af den ældre kunst og arkitektur, som kan opleves overalt i byen og på grund af de mange udstillinger i kølvandet på biennalen. Men selve byen er og bliver det største kunstværk af alle. Et fatamorgana, der vugger på den smaragdgrønne lagune. Her kommer den britiske kunsthistoriker John Ruskin med sit trebindsværk fra 1851-1853 ”Stones of Venice” en til undsætning, når man skal møde byen. Også den russisk-amerikanske forfatter Joseph Brodskys bog ”Venedigs vandmærke” fra 1989 er til stor hjælp.

Men når biennalen løber af stablen, må man holde fokus. Hvis man skulle kunne indtage mere stof efter den omfattende biennale, kan man opleve en række højst seværdige solopræsentationer af nogle af de største, nulevende verdensnavne inden for kunsten: Marlene Dumas fra Sydafrika/Holland i Palazzo Grassi, britisk-indiske Anish Kapoor i Accademia og i Palazzo Manfrin (som han i øvrigt har købt til privat bolig, atelier og udstillinger), tyske Georg Baselitz, amerikanske Bruce Naumann samt vor egne Danh Vo og Jeppe Hein.

Sidst, men ikke mindst, skal varmt anbefales, som den efter min mening største af alle kunstoplevelser i år, en stedsspecifik maleri-intervention af den tyskfødte maler Anselm Kiefer, der har indtaget en af Dogepaladsets enorme sale samt et mindre siderum. Det er magtfuld, apokalyptisk vision: Med 14 tårnhøje malerier fylder Kiefer denne sal, hvor dogernes afstemninger i sin tid fandt sted. Blandt andet Tintorettos (1519-1594) monumentale, manieristiske maleri “Erobringen af Zara” fra 1584 hænger til daglig inde bagved Kiefers malerier.

Dette værk har både i komposition og farveholdning inspireret Kiefer, hvis stoflige malerier er fremstillet af brændte bøger, zink, olie og akryl, brændt træ, brændte brandmandsuniformer, ægte guld, bly (som altid), cykler, indkøbsvogne, en forgyldt stige og sko, der er blevet båret af mennesker, som har forsøgt at komme op i Himlen til Paradiset, men som tilsyneladende er blevet afvist af de højere magter og må fortsætte som de fordømte her på den brændte og golde jord. Dogepaladset står i et af motiverne i brand, som det sidst gjorde i 1577.

I disse ekspressionistiske, hvis ikke Turner-artige, mega-malerier lurer der farer og trusler overalt, og der er udsigt til en tilfrosset lagune. Det ligner til forveksling de billeder, vi p.t. ser på skærmen fra Mariupol.

Den stedssensitive installation, der kan ses frem til den 29. oktober, forholder sig til Venedigs historie i krydsfeltet mellem Orienten og Europa. Titlen lyder: "Questi scritti, quando verrano bruciati, daranno finalmente un po luce". Det er et citat af den venezianske forfatter og filosof Andrea Emo (1991-1983), som Kiefer angiveligt opdagede for seks år siden. På dansk: "disse skrifter vil, når de er blevet brændt, endelig give lidt lys".

Det handler om destruktion og konstruktion i en og samme bevægelse. En manifestation i Venedig i 2022, der må ses.

Venedigbiennalen. Venedig, Italien. Åbnede den 23. april. Til den 27. november 2022.