Den kyniske og let arrogante kunstner Lennard Salm – eller bare Salm – befinder sig på en italiensk Lampedusa-lignende ø, da han får besked om, at hans hjertesyge og idealistiske storesøster, Helene, er død.
I første omgang bliver han ikke synderligt påvirket, men døden er da også allestedsnærværende på både den italienske ø og i ”I vinterens løb” som sådan. Blot i den indledende prolog møder vi en død kat, der fortæres af glubske hunde, og et dødt spædbarn, der sammen med mængder af forlist bagage og andet strandgods skyller op på øens strand efter en kraftig storm. Læseren befinder sig midt i orkanens øje, hvor Europa er i knæ, og det Tyskland, som Salm vender hjem til, er udmagret, fattigt og nedslidt.
Hjemvendt til fødebyen Hamborg står Salm i et limbo af flere dimensioner. Også han er i undtagelsestilstand og har mistet sin bagage, og han må derfor skrabe ejendele sammen, hvor han nu kommer frem. Til storesøsterens begravelse er hele familien naturligvis samlet, men det er alt andet end en harmonisk samling. Den iskolde, norske mor, Mathilde, hilser knap nok på Salm, mens de tre efterladte søskende, Paul, Sybille (Bille) og Salm, er ret forskellige.
Søsteren Bille har et kærligt og indforstået forhold til Salm, men er samtidig voldsomt impulsiv og lettere destruktiv. Sammen med Salm hælder hun i løbet af romanen den ene liter sort kaffe og alkohol af svingende procenter ned, hvis hun på ægte søstermaner da ikke forsøger at lede Salm i fordærv ved at ryge joints. Forholdet mellem de to søskende er eminent beskrevet, og den interne dialog er leveret lige præcis så skarpt, at læseren både tror på deres unikke relation og kan følge med.
Ligesom de øvrige optrædende er Salm og Bille nogle forbavsende dybe karakterer. De er komplekse, og intet er ligetil eller indlysende for hverken dem eller læseren. Den mangel på stereotyper er imponerende, når Rolf Lappert samtidig rammer en så universel tone.
Undervejs udlægges den komplicerede familiehistorie, der er præget af tilfældigheder, knuste drømme og til dels løgn.
Her er især faderen Alberts rolle central. Efter en ungdom som opdagelsesrejsende vulkanforsker endte han i et ulykkeligt ægteskab med den følelseskolde Mathilde, der som Albert selv ikke kunne slippe tanken om at være gået glip af noget. Som der rammende står på en note, Salm finder i faderens sager: ”Man har skabt fire liv, men ikke sit eget.”
Store dele af ”I vinterens løb” er mildest talt ubehagelig læsning gennemsyret af både fysisk og psykisk vold, men det er samtidig overlegent, nøgternt og registrerende fortalt. Som den politiske og samfundskritiske kunstner Salm er, så udstilles de hensygnende tableauer blot, og først til sidst i romanen tager Salm stilling til de umenneskelige ting, han oplever. Her genfinder han nemlig en humanistisk position, han bogen igennem har opgivet eller mistet.
Han begynder aktivt at træffe valg, tage stilling og hjælpe andre i stedet for at ride med på en tilfældighedernes bølge mod den næste brænding. ”I vinterens løb” er en kriseroman af rang.