Prøv avisen
Interview

Professor: I vores iver efter at kritisere konkurrencestaten har vi glemt vores eget ansvar

Illustration: Rasmus Juul.

Danskerne bor i en af verdens mest velfungerende velfærdsstater, men er alligevel utilfredse. Især er vi blevet gode til at give konkurrencestaten skylden for alt, men glemmer vores eget ansvar for et velfungerende samfund, siger professor Ove Kaj Pedersen, som er aktuel med bogen ”Reaktionens tid”

Få ved så meget om den danske velfærdsstats historie og nutid som politolog og tidligere professor i komparativ politisk økonomi Ove Kaj Pedersen. Alligevel er der ét grundlæggende forhold, som bliver ved med at undre ham. Hvorfor er danskerne, hvis samfund, uanset hvordan man vender og drejer det, er blandt de allerrigeste og bedst fungerende i verden, alligevel så inderligt utilfredse med tingenes tilstand i Velfærdsdanmark? En utilfredshed, som i de seneste år kun er taget til i styrke, efter at man har fundet en passende, vrængende samlebetegnelse: konkurrencestaten.

Det er denne undren, som ligger til grund for Ove Kaj Pedersens aktuelle bog ”Reaktionens tid – konkurrencestaten mellem reform og reaktion”, som udkommer mandag.

”Hvordan hænger det sammen, at man ud fra en videnskabelig tilgang må kalde Danmark og den danske velfærdsstat for en enestående verdenssucces og samtidig kan læse i aviserne og alle steder, at det er et rædsels-kabinet. Det er den bemærkelsesværdige forskel, som har motiveret mig til at skrive denne bog.”

Forklaringen skal ifølge Ove Kaj Pedersen findes historisk, nærmere bestemt i årene for den moderne velfærdsstats tilblivelse i 1950’erne.

”Efterkrigstidens velfærdssamfund bygges på det ideal, der hedder tilværelsesoplysning, og som formuleres af blandt andre K.E. Løgstrup og Hal Koch. Det handler om at bygge et fællesskab baseret på demokratisk deltagelse. Og at den enkelte fik friheden til, men dermed også ansvaret for, at forme sin egen tilværelse og overbevisning. Denne ansvars- og fællesskabsforståelse er imidlertid aldrig blevet fuldt indløst. Sidenhen er der i løbet af 1970’erne og 1980’erne sket en tiltagende statsliggørelse med det resultat, at befolkningen i stigende grad er overbevist om, at ansvaret ligger hos institutionerne, hos politikerne, i Folketinget – alle andre steder end hos dem selv.”

Apropos ansvar, så påtager Ove Kaj Pedersen sig gerne sin del af ansvaret for, at debatten om konkurrencestaten er gået skævt. Hans første bog om ”Konkurrencestaten” fra 2011 var således med til at placere begrebet centralt i samfundsdebatten, men ikke helt på den måde, Ove Kaj Pedersen havde regnet med.

”Hvor min bog var et forsøg på at analysere, hvordan velfærdsstaten har sikret sin overlevelse ved overgangen til en konkurrencestat, blev det opfattet, som at konkurrencestaten kom ind udefra og ødelagde danskernes elskede velfærdsstat. Hvad der for mig at se har været en videreudvikling for at bevare, blev opfattet som et brud eller opgør, og siden er konkurrencestat blevet forklaringen på alt i samfundet, som kan kritiseres.”

Når det er blevet sådan, hænger det også sammen med, at ingen i dag påtager sig at forsvare eller forklare konkurrencestaten ideologisk. Alle, også politikerne, flygter fra begrebet, til trods for at det har dannet grundlag for den økonomiske politik de seneste 30 år, påpeger Ove Kaj Pedersen.

”Det er efterhånden blevet sådan, at politiske partier kun har et formål, og det er at kæmpe om regeringsmagten, ligesom ledende politikere overvejende har det formål at blive ministre. Hvor politikerens rolle i 1950’erne og 1960’erne handlede langt mere om ideologi og fremtidsorientering, er der i dag stort set ingen idédebat, fordi den ikke anses for at være velegnet til effektivt at sikre genvalg. Det er en indsnævring af det politiske felt, som også er med til at understrege pointen om, at vi alle er blevet opportunister.”

Fraværet af idédebat har den uheldige konsekvens, påpeger Ove Kaj Pedersen, at ingen længere forsvarer den reformisme, som udgør grundlaget for den danske velfærdsmodel.

”Evnen til at skabe konsensus om den økonomiske politik i en pragmatisk forening af liberalisme, socialdemokratisme og konservatisme har været den danske velfærdsmodels store styrke og på mange måder den mindst ringe af alle ideologier. Men den reformisme er i dag så tyndslidt, at de partier som traditionelt har forsvaret og forvaltet den, Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative, SF og Det Radikale Venstre, ikke længere har bud på, hvilke idealer og hvilken fællesskabsforståelse der skal bringe os videre.”

På den ene side er politikerne derfor begyndt at indoptage befolkningens kritik af konkurrencestaten for at sikre genvalg. Det har imidlertid ingen konsekvenser for regeringens regnemodeller eller for den teknokratiske elite, som ikke ser noget formål med at diskutere de værdier eller den fællesskabsforståelse, der ligger til grund for regnemodellerne. Resultatet er det, Ove Kaj Pedersen kalder reaktionens tid.

”Reaktionens tid er kendetegnet ved, at reformisterne er begyndt systematisk at vende sig mod reformismen. Det viser sig for eksempel, når faglige organisationer, som repræsenterer offentlige medarbejdere, er blevet de største kritikere af samme medarbejderes rammevilkår, til trods for at det er vilkår, som de selv har forhandlet over 30 år. Det ses i den konstante kritik af djøf’ere, uden at folk reflekterer over, hvilken rolle de selv har spillet, og hvorfor vi har fået de rammer og den økonomiske styring, vi har. Den historiske baggrund fortoner sig, og derfor kan kritikken kun rettes mod konkurrencestaten, som om den var helt uafhængig af disse forhold. ”

Hvor den økonomiske idé- debat kan være vanskelig at få øje på, er værdidebat om indvandring og national identitet til gengæld over det hele. Har debatten om indvandring overtaget rollen som den debat, der sætter de afgørende politiske forskelle, og som også er med til at etablere forståelsen af fællesskabet og det nationale?

”Jo, debatten om indvandring er i dag afgjort den idédebat med mest markant betydning for vores forståelse af national identitet og for, hvad der udgør et nationalt fællesskab. Samtidig viser netop den debat, at vi i dag forholder os til indvandring på en helt anden måde end under velfærdssamfundets etablering i 1950’erne. På det tidspunkt blev Menneskerettighedserklæringen til som konsekvens af de uhyrlige erfaringer fra de to verdenskrige, hvor nationalstaten og national loyalitet blev set som den store dræbermaskine.”

”Menneskerettighedstænkning dannede afsæt for efterkrigstidens dannelsesideal, hvor den enkelte lærte at være åben over for fremmede, at flygtninge skal mødes med næstekærlighed og tolerance.”

”Den forståelse af flygtninge og migration er i dag nærmest ude af debatten og politisk stadfæstet med suspenderingen af kvoteflygtningedebatten, som netop beror på principperne fra efterkrigsårene. Det betyder også, at hele asylbegrebet er væsentligt reformuleret i samme periode.”

Men man kan vel også hævde, at forsvaret for det åbne samfund og den velfærdsstat, som er bygget på tillid og konsensus, netop nødvendiggør en kamp mod de forhold, som kan underminere den, for eksempel omfattende migration, voksende parallelsamfund og så videre?

”Jeg er helt enig. Men så vidt jeg kan se igennem hele den nyere danmarkshistorie, har der heller aldrig været nogen, der har talt om fuldstændig åbne grænser, og at Danmark skulle modtage et hvilket som helst antal flygtninge og migranter. Der har derimod altid været en accept af, at kombinationen af en stor velfærdsstat og et åbent samfund indebærer en lang række dilemmaer og modsætninger og dermed også et behov for at træffe prioriteringer.”

Og det er så den prioritering, herunder sondringen mellem flygtninge og migranter, som man forsøger at trække skarpere i dag – vel også for at sikre den legitimitet i befolkningen, som er afgørende i et demokrati?

”Ja, lige præcis. I efterkrigstiden eksisterede den sondring ikke, fordi man havde meget få økonomiske migranter. I dag, hvor mange betragter vores del af verden som det mest eftertragtede sted at søge hen, opstår naturligvis en udfordring for en velfærdsstat og et kulturelt fællesskab som vores. Derfor er vi tvunget ud i en skarpere sondring mellem flygtninge og migranter, og derfor har vi et stadig større bureaukrati til at afgøre, hvem der er værdige og uværdige, og feltet af værdige snævrer ind.”

Men som flere politologer har påpeget, afhænger villigheden til at betale for andre som regel af tillid til, at andre også vil gøre det samme for dig. Den model har vel historisk bedst fungeret i relativt homogene samfund?

”Jo, men jeg undervurderer bestemt ikke betydningen af kulturfælleskaber og den historiske begrundelse for disse kulturfælleskaber og deres betydning for de nordiske reformismer. Men den store brudlinje her i nyere tid er skellet mellem en kulturkonservatisme og så en mere progressiv konservatisme. Kulturkonservatisme skal her forstås som dem, der lægger vægt på, at vi er født som danskere, fordi vi er født ind i kulturelt fællesskab, som altid har været der og altid vil være der, i og med vores sprog, tro og vores historie, mens den progressive konservatisme, som slog igennem efter krigen, lægger vægt på at kulturfællesskaber hele tiden skal reproduceres gennem dannelsespolitik, kulturpolitik, demokratisk deltagelse, idédebat. Det er populismens skaktræk at hævde, at folk og kultur er givne størrelser, og hvis alt er lagt fast på forhånd er al idédebat jo også overflødig.”

Nu nævnte du selv tidens mest forkætrede ord, populismen. Det er ofte et begreb, som bruges til at markere en moralsk afstand, men dækker vel også over en politisk bevægelse, som kan forklares politologisk?

”I høj grad. Men populisme-begrebet er også blevet så udbredt, at det i vidt omfang er tømt for indhold. Det er blevet et fyord, som populister vender mod populismen. Forstået på den måde, at hvis man på forhånd tager moralsk afstand fra en bestemt gruppe af såkaldte populister, så placerer man dem uden for demokratiet, altså ’dem’ mod ’os’, som præcis er den konstruktion, man ellers giver indtryk af at ville tage afstand fra.”

I sin bog ”Forstå populismen” udlægger Anna Libak populismen som en forståelig reak- tion på globalismens fald og en mistet tro på, at Vestens værdier kan udbredes til resten af verden. Er du enig i den analyse?

”Jeg er grundlæggende enig. Men det er dog nødvendigt at præcisere, at vi ikke i Danmark har haft en ambition om at eksportere vores værdier. Det var de neokonservative i USA, som satte militær magt bag ambitionen om at udbrede vestligt demokrati. Vi har bidraget til disse militære indsatser, men derudover har vi i Danmark haft en helt anden måde at arbejde med udvikling og bistand på, hvor vi respekterer andre kulturer, men forsøger at støtte dem med infrastruktur, skoler, vand og elektricitet.

”Den måde at tænke, som er anderledes end den amerikanske tilgang, beror også på en århundredgammel tradition for at kombinere national forståelse med en kosmopolitisk kristendom og værdier, som går på tværs af grænser. Dilemmaet og den fortsatte spænding mellem det nationale og mellem kristendommens fordring, som går på tværs af grænser, er vigtig at besinde sig på.”

Besindelse er i det hele taget et nøgleord for din bog?

”Ja, og netop besindelse som noget, vi hver især er forpligtet på. Det kan igen kobles til idealet om tilværelsesoplysning: at det enkelte menneske har fået et værdimæssigt grundlag, er givet et kompas, som gør det muligt for det selv at afgøre, om den ene eller den anden er troværdig eller ej. I dag er vi i stigende grad begyndt at overlade det valg til andre, til politikerne, til bureaukratiet, til medierne. Det er ikke konkurrencestatens skyld. Det er derimod vores alle sammens forbandede pligt at være med til at træffe de beslutninger om, hvordan vores samfund skal være, og hvordan det skal udvikle sig – hver eneste dag.”