Ib Michaels rejsefortællinger bringer læseren ud i verden, ned i tiderne

Ib Michael genfortæller sit livs rejser og fortæller dermed også sin egen livsrejse. Det er rejsebeskrivelser lige til vores coronatid

Ib Michaels rejsefortællinger bringer læseren ud i verden, ned i tiderne
Foto: Mette Frandsen.

Ib Michaels nye rejsebeskrivelser i ”De syv rejser” er et gensyn med verden, som han har oplevet den på sine mange rejser gennem livet. Det er rejser i øst og vest – fra junglen i Ecuador til verdens tag i Tibet. Den læser, der har fulgt med i Michaels forfatterskab, vil nikke genkendende til både steder og oplevelser.

Et besøg i en stor grotte – Tayo-hulen i Amazonas – har man været i før, og man har gyst over de tusindvis af flagermus. En himmelbegravelse, hvor et dødt legeme parteres og gives til gribbene, har han også før indviet os lettere måbende danske læsere i. Og spirituelle rejser på euforiserende stoffer har man også kunnet følge.

Midt i en coronatid, hvor man ikke lige rejser ud i verden, bare fordi man har lyst, nyder jeg gensynet med Michaels steder.

Pludselig føler jeg mig henført til en tid, hvor det kun var beskåret de ganske få at rejse ud, og hvor resten måtte nøjes med rejseskildringer. Det må vi jo også nu, hvor det er svært at komme ud, og derfor er det en rejsebog til tiden. Michael er min rejsefører, min ”avatar”, som bringer mig ud i verden og ned i tiderne. Og hvor er det skønt at være på farten igen og opleve verdener, der er så forskellige fra ens egen.

Det får også Michael til at moralisere, da han selv genser Tibet og ser, hvordan kineserne har lagt beton ud over det hele og nægter at lader de gamle tibetanske tanker være i fred. Han skriver, at ”vi har brug for hinandens forestillinger. Længslen går begge veje. Vi nærer os ved kulturelle forskelle. Og Tibet udgør lige præcis sådan en forskel. Derfor må det ikke forsvinde. Landets egentlige ressource er en dyb viden om døden og dermed også om livet.”

Michael mener også selv, at hans rejseskildringer fra Sydamerika er noget, som vore dages unge klimaaktivister kan lære noget af:

”Det kræver mod, og det kræver krigerhjerte. Derfor fortæller jeg denne historie.”

Han deltog selv på de oprindelige folks side i deres kamp mod politisk og social undertrykkelse i 1970’erne. Om så ungdommen i dag gider lade sig belære af, hvordan det var på morfars tid, kan man dog have sine tvivl om.

Det nye i denne samling rejsebeskrivelser er, at de nu faktisk er samlet og fremstår som en koncentreret del af Michael livsrejse. Her tales godt nok om livsrejsen i bestemt form, men hans liv har vel været andet end rejser, selvom de nok er kvintessensen af hans liv? Et sted i beretningen stopper han pludselig op og svarer på et spørgsmål, der ikke er stillet: ”Jeg fortryder ikke mit liv.” Hvem har spurgt? Han selv? Hans kvinder og datter, der har måttet undvære ham, mens han har været på rejser i månedsvis og har realiseret sig selv, som det engang hed?

Det får vi ikke at vide her. Her får vi stort set kun – og det er også nok – rejserne. De er livet, og de følges af døden, som er hans stadige rejsekammerat. Hver rejser byder på sit møde med døden, som han lige akkurat undgår ved at hage sig fast til en klippe over afgrunden og ved at komme levende forbi en livsfarlig kommandant i den peruvianske jungle.

Nu skal vi selv blot levende forbi pandemien, så behøver vi ikke bare læse om at rejse, men kan selv gøre det – selvom det bliver i mindre eksotisk form, end Michael har gjort. Indtil da siger jeg bare tak for historien!