Der er en konstant, ja, nærmest uudholdelig vibreren i Iben Mondrups seneste roman ”Vittu”. Alt glider og skrider – eller truer med at glide og skride – så man næsten ikke kan stå fast. Hvor er det håndtag, som ikke viser sig at være glødende jern? Og med en fortællerstemme, der konsekvent taler i nutid, er vi i den grad samtidige med fortællingen. Vi ved aldrig, hvornår det brænder sammen. Det sker, mens vi ser.
Sådan var det også i forgængeren ”Tabita” fra 2020. Samme dunkle uhygge midt i det, vi kalder hverdagen. Samme udslettelse midt i det, vi kalder kærlighed. Og i ”Vittu” er virkningen brugt til bestialsk og kælen hudløshed af en forfatter, som bare bliver bedre og bedre.
Vi hørte i sidste roman om, hvordan Tabita og lillebror Vittu var en del af de såkaldte ”stjålne børn” fra Grønland, der i 1960’erne og 1970’erne blev adopteret af danske familier. Det juridiske grundlag var tvivlsomt. Det menneskelige endnu mere. De to søskende bliver imidlertid revet væk fra hinanden, og romanerne hænger kun sammen i denne tynde, tematiske tråd. Og kan læses hver for sig.
Nu er vi i 1970. Vittu står på alle fronter alene. Fortiden er væk. Bortset fra et diffust ansigt, der dukker op for hans blik engang imellem. Og bortset fra til allersidst. Men i centrum står den evige hjemløshed.
Det er netop en følelse af ”ikke at høre til”, der forener Vittu og hans adoptivmor Alice – der skiftes til at have synsvinklen i hvert kapitel. Det begynder med, at Alice og hendes mand, Stig, kører fra deres halvmondæne hus i Aarhus for at hente drengen på et børnehjem i Nordsjælland.
Alice kommer fra Frankrig og er tidligere fotograf. Hun er smuk, ung, attraktiv og ensom. Alt er gået i stå i hendes liv. Stig arbejder hele ugen i København, og atelieret ligger hen som et mausoleum.
Vittu er Alice’ projekt. Hendes redningskrans. Hendes – som hun siger: gave til sig selv.
Og i starten virker alting godt. Den iturevne dreng finder sit sted. Alice er den perfekte mor, og Stig accepterer (omend nødtvungent) konkurrencen. Vittu er fem år. Køn og lærenem. Også når det gælder det franske sprog, der hele tiden droppes ind i replikkerne. Alice giver ham navnet Chouchou, der nærmest kan oversættes med kæledyr.
Og den position passer Vittu godt. Han kan lide at putte sig væk, som han gjorde i den lille kasse på børnehjemmet, når han blev forfulgt af de andre, og han finder en ulvemaske, han går rundt med til begges morskab.
Det hele er sødt og legende. Men det vibrerer.
Skredet sker, da atelieret lukkes op. Fra det punkt er Vittu ikke bare et kæledyr, men også et kælent (ofte nøgent) objekt for Alice’ iagttagende og alt for nærgående linse. De elsker det begge to, lige betagede af hinanden. Lige fanget i hinandens spil. Men lige er de jo ikke. Og grænserne hen mod teenageårene udvides og overskrides i små, jordskælvende ryk.
Det er ikke til at bære. Og dog læser man videre. Og videre. Som var man selv en del af besættelsen.
En af de mange suveræne greb ved Mondrups roman er nemlig, at skylden og skammen hele tiden bliver overrulet af en sær skønhed. Dels fordi Alice ikke er en dæmon, hertil er hun alt for nuanceret beskrevet. Dels fordi der midt i det kødædende mor-søn forhold plantes en bedårende ung kærlighedshistorie mellem Vittu og naboens datter. Ren som en tåre.
Romanen er en rammefortælling, der begynder og slutter i Grønland i 1983. Det er en fint afrundende idé. Også at den sidste indirekte fortællerstemme er den grønlandske fangerkone Minnas. Men helt utvungent virker det ikke. Og den evige sitren holder på en mærkelig måde op netop der.
Med mindre det bare er en pauseknap. For hvor tykt er blod og vand. Og den lille krops panser? Det kunne en tredje roman mageligt udfolde.
Vi står klar.
Læs ”bogen i tiden” i morgen om modtagelsen af Mondrups bog.