Prøv avisen
Reportage

Ibsens problemer lever videre i nye romaner – og på Den Sorte Diamant

Den danske forfatter Merete Pryds Helle (til venstre), den svenske forfatter Klas Östergren og den norske Vigdis Hjorth er alle anerkendt i deres egne lande, og i sidste uge fortalte de om deres romaner, der er inspireret af Henrik Ibsen, på Det Kongelige Bibliotek i København. – Foto: Lars Krabbe.

Det Kongelige Bibliotek i København samlede i sidste uge tre af Nordens største forfattere, som alle har lavet nye romaner inspireret af Henrik Ibsens dramatik

Den norske dramatiker Henrik Ibsen (1828-1906) blev i sidste uge blæst op på det store lærred i Dronningesalen på Det Kongelige Bibliotek i København, hvorfra han som en mindst 12 meter høj teatergud med ordstyreren Barbara Læssøe Stephensens ord ”skulede eller måske blot skuede” ned på tilhørerne med et alvorligt blik og to tykke bakkenbarter, der kunne overgå gamle Grundtvigs. Og det var også Henrik Ibsens blik for mennesker, der var bagtæppet for samtalen i Den Sorte Diamant, hvor den skandinaviske forlagsforening NOR havde samlet tre af deres mest markante bestsellerforfattere – danske Merete Pryds Helle, norske Vigdis Hjorth og svenske Klas Östergren, der alle har omsat Ibsens dramaer til en ny prosa på opfordring af deres forlag, danske Rosinante, norske Oktober og svenske Natur & Kultur.

Det er blevet til de allerede roste romaner ”Henrik”, ”Hilde” og ”Nora”. Og de tre forfattere, der alle sad afslappet med korslagte ben i deres lænestole på scenen foran det fremmødte publikum, forklarede, at Ibsen inspirerede dem dybt:

”De problemstillinger, som ligger på bunden af Ibens dramatik, er så almenmenneskelige, at de stadig gælder for os. Derfor er de nemme at relatere til og omskrive til samtidigt sprog,” sagde Vigdis Hjorth.

Ordstyreren ville vide, hvordan det var at omsætte dramatik til romaner, og Merete Pryds Helle forklarede, at romanforfattere har andre muligheder for at skrive et skuespils undertekst helt ud, så man kan komme helt ind i karakterernes tanker og følelser i stedet for blot at læse de nøgne replikker. Og sådan kan romaner forlænge ellers korte dramaer, forklarede hun:

”En af mine yndlingsromaner er Thomas Manns ’Josef og hans brødre’, som er skrevet over et ganske kort stykke fra Bibelen, som så er blevet til fire bind, hvor man netop tager fat i noget og bare lader det blive en inspiration for en hel masse. Og for mig har det lidt været det samme her. Man havde et forlæg, men det har også været en inspirationskilde, som man kunne gå videre med,” sagde Merete Pryds Helle, der tilføjede, at hun tidligere har brugt Shakespeares ”Romeo og Julie” på samme måde, så det blev til samtidsromanen ”Oh, Romeo” i 2006.

Den svenske forfatter Klas Östergren kender også Henrik Ibsen, fordi han har oversat hans 12 samtidsdramaer til svensk.

”Det gav mig i mange år kronisk præstationsangst, men på den anden side har Ibsen givet mig så meget tilbage. At oversætte en tekst er jo altid et kompromis, fordi enhver oversættelse er en læsning af originalteksten,” sagde Klas Östergren og tilføjede, at han i forbindelse med sin Ibsen-inspirerede roman har haft samme respekt for de fiktive personer i dramaerne, som hvis han skulle have skrevet en roman om et virkeligt historisk menneske.

”Jeg kan heller ikke lide ordet karakterer, som man i hvert fald på svensk tit bruger om romanfigurer. I Ibsens dramaer bliver de kaldt personer, og jeg synes, at det er, hvad de er. De er ikke karakterer, man kan putte ned i en kasse, men hele mennesker, som Ibsen har gjort levende,” sagde han, inden han blev afbrudt af Vigdis Hjort, som sagde, at forskellen mellem romanfigurer og virkelige mennesker trods alt er, at man ikke kan blive sagsøgt af en romanfigur.

Alle var dog enige om, at Ibsens fiktive personer virker troværdige, når han skildrer ofte ulykkelige mennesker i et mandsdomineret samfund som en slags tidlig feminist, som flere sagde.

På den måde virker Ibsen også progressiv i dag, men sådan var det ikke, da Klas Östergren var ung forfatter, hvor det i stedet var den store svenske dramatiker August Strindberg (1849-1912), der blev anset for at være progressiv i sit angreb på datidens stive familiestrukturer. Men i dag bliver Ibsens stykker spillet mere i Sverige end Strindberg, og det var også Ibsen, som udfordrede kønsrollerne stærkest, mener Klas Östergren:

”Ibsen var på sin egen stille måde den store vulkan i det her. Strindberg udlevede mere i sit eget liv, men Ibsens dramaer er fulde af sprængstof. Og nordmændene glemmer også, at han nærmest ikke kunne være hjemme i Norge, fordi han var så provokerende. Men da jeg var ung, syntes vi altså, at det var Strindberg, der var den progressive. Alene på grund af udseendet. Se ham bare,” sagde Klas Östergren og vendte sig om mod det store billede af Ibsen med det strenge blik og de store bakkenbarter:

”Han ligner jo en pastor!”.

Strindbergs skægstil var nærmest omvendt af Ibsens, så Strindberg mere lignede det moderne gennembruds danske fader Georg Brandes med barberede kinder som Mogens Lykketoft i finansministertiden.

De to dramatikere havde også et forskelligt kvindesyn, mener Vigdis Hjorth:

”Ibsen havde et fint øje for, hvordan kvinder havde det vanskeligt strukturelt, så det var svært for kvinder at udleve hele deres menneskelighed i de patriarkalske strukturer. Men det er interessant, hvad Klas her siger. For Strindberg var kvindehaderen, og det var tilsyneladende længe moderne, mens Henrik Ibsen med sit lange forhold til sin hustru, Susanne, tilsyneladende ikke prioriterede seksuelt frisind, men han kom ind på indersiden af et menneske, som man kan i et langt ægteskab. Det er fordelen ved et langt ægteskab, som jeg desværre ikke selv har erfaringer med,” sagde Vigdis Hjorth, som altså nu har omskrevet en af Ibsens figurer fra en kvinde til en mand, fordi det nu er mænd, der ”sidder og har problemer” og ifølge statistikkerne er mest selvmordstruede.

Det fik aftenens ordstyrer, Barbara Læssøe Stephensen, til at spørge, om teatrene – som hendes fjerne fætter teaterchefen Jon Stephensen for nyligt foreslog – bør omskrive klassikerne, så de ikke længere er så kønsstereotype og fulde af bedagede udtryk, ligesom man nu omskriver ”Pippi Langstrømpe”, så der ikke længere står ”negerkonge”.

”Det tror jeg, Astrid Lindgren havde gjort selv for længst. Det drejer sig jo bare om enkelte ord, der har skiftet betydning. I min barndom kunne man også omtale andre folk som primitive, og det gør man jo ikke længere, så hvis jeg selv havde skrevet det som ganske ung, ville jeg også selv lave det om,” sagde Merete Pryds Helle, inden Vigdis Hjorth tilføjede:

”Ja, men hvis vi skal have kontakt med vores egen forhistorie for at kunne læse og tolke vores egen samtid netop for at se, hvordan ulighed og racisme fungerer, så må man have kontakte med den forhistorie, hvor disse kulturudtryk fandtes.”

Klas Östergren nikkede:

”Jeg ville være ekstrem påpasselig med at gå ind i en gammel tekst og korrigere den, så den passer med nutidens politiske synspunkter.”

De tre romanforfattere er til gengæld ikke afvisende over for selv at skrive ny dramatik:

”Men det er faktisk vældig svært at få lov til at komme til at gøre. Jeg har stået og banket på porten, og den forblev lukket,” fortalte Merete Pryds Helle.

En af årsagerne til det er, at klassikerne netop fylder meget på teatrene, og at man har bestemte forventninger til, hvordan ny dramatik skal være, mener hun.

”Der er jo ikke så mange teatre, og der er måske ikke så mange rum at eksperimentere i. Derfor er det også trist, at man skærer så meget i kulturen. For nu får vi ikke mulighed for at lade en masse uprøvede forfattere prøve sig frem i forskellige genrer, fordi alt skal tjene sig hjem, så man kun laver noget, der er sikkert. Men det var også Ibsens problem hele tiden.”

Vigdis Hjorth nikker, men husker også, hvordan vor tids største norske dramatiker Jon Fosse i sin tid fik chancen for at skrive dramatik som ganske ung forfatter, da direktøren for nationalteatret i Bergen invitererede tre-fire lovende romanforfattere til at skrive ny dramatik for små 40 år siden. Og i dag er Jon Fosse den nulevende europæiske dramatiker, som er mest brugt på verdens teaterscener:

”Jon Fosse var faktisk meget skeptisk over for teatret dengang, fordi han syntes, at man gør sig til på teatret, men modvilligt gik han med, og sådan blev han udviklet som dramatiker,” sagde Vigdis Hjorth, som dermed gav den norske opskrift på at skabe flere dramatikere i verdensklasse. Og bag hende modsagde manden med det faste blik og de store bakkenbarter hende i hvert fald ikke.