Ibsens sidste drama på Aarhus Teater er både et sansebombardement og stilhed

Aarhus Teater præsenterer Ibsens sidste drama ”Når vi døde vågner” i et vellykket og urovækkende univers. Her vækkes længsler, ønsker og drømme, mens menneskene styrer direkte mod katastrofen

Nathalie Mellbye har skabt en scenografi med et vellignende kurbad af træ i midten. Bagvæggen er beklædt med mørke plader, der langsomt nedbrydes og udfordres af de surrealistiske tendenser, som Ibsen også har skrevet ind i stykket.
Nathalie Mellbye har skabt en scenografi med et vellignende kurbad af træ i midten. Bagvæggen er beklædt med mørke plader, der langsomt nedbrydes og udfordres af de surrealistiske tendenser, som Ibsen også har skrevet ind i stykket. Foto: Rumle Skafte.

Billedhuggeren Arnold Rubæk står nøgen midt i rummet og bader, mens konen Maja sidder bagved og kigger udtryksløst ud i rummet. Vi er på et kurbad tæt ved en skov, og her kan stilheden mærkes fysisk i både det lille rum og i det nedlukkede, sovende parforhold. Måske netop derfor vækker det spredt latter i rummet, da Maja i en leddeløs og klagende bevægelse lader sig glide ned på saunabænken med et dybt suk.

”Nå, Maja. Hvad er der i vejen med dig?”, lyder det kampberedt fra Arnold Rubæk.

Og der er faktisk en del i vejen!

Kasper Leisner spiller den splittede kunstner Arnold Rubæk med lige dele egoisme og fortvivlelse, og overfor ham giver Sofie Nolsøe rollen som Maja både vildskab og opvågnende passion. Rastløsheden står og dirrer i luften mellem de to i den varme sauna, og fortiden indhenter hurtigt den nu succesfulde kunstner. Arnold Rubæk møder på stedet sin tidligere muse Irene, spillet med vanvid i øjnene af Mette Døssing. Irene stod tidligere model for Arnold til den skulptur, der forvandlede ham til berømt verdensstjerne. Hun er dog ikke udpræget glad for at se ham, da hun mener, at han har udtømt hende og brugt hendes liv til kunsten. Samtidig vækkes Majas trang til eventyr og lidenskab af skørtejægeren Ulfheim (Patrick Baurichter), der legende og dyrisk lokker hende med ud på jagt på fjeldet.

”Når vi døde vågner” er Ibsens sidste drama fra 1899, og det placerer sig også i den del af hans virke, hvor han bevægede sig fra det naturalistiske mod det surreelle. I instruktør Amanda Linnea Ginmans iscenesættelse sættes fokus på et af hverdagens måske lidt forudsigelige 2021-dilemmaer, hvor det at forankre os i kærlighedsrelationer står i opposition til at realisere egne tanker, ønsker eller kunstneriske ambitioner. Kunstneren Arnold, der nærmest kan ses som en parodi på Ibsen selv, bliver i denne nutidige version også en mand, der er låst fast i ikke at lytte til de kvinder, han er omgivet af. Samtidig er stykket (dengang og nu) en diskussion af, hvad kunstneren vil ofre for at nå sit mål.

Nathalie Mellbye har skabt en scenografi med et vellignende kurbad af træ i midten. Bagvæggen er beklædt med mørke plader, der langsomt nedbrydes og udfordres af de surrealistiske tendenser, som Ibsen også har skrevet ind i stykket. Pludselig dukker fascinerende og urovækkende hvide dyreansigter op i baggrunden. Selve stemningen kaster også tråde ind i nutiden og sender tankerne i retningen af danske Tea Lindeburgs Netflix’s serie ”Equinox” fra 2020, der gav den overnaturlige mystery-genre et boost direkte ind i dagligstuerne. Begge steder ligger tiltrækningen i den følelse af uro, som opstår på grænsen til rædsel og katastrofe. Lyddesignet, skabt af Marie Koldkjær Højlund og Kenneth Nørby Andersen, er med til at forstærke denne fornemmelse, når det som et mellemspil flere gange i løbet af forestillingen kastes imod os som en lydlig lavine, så stolene reelt ryster. Samtidig giver stroboskoplysets hårde og blinkende stråler ud i hele scenerummet oplevelsen et skævt og surrealistisk skær.

Aarhus Teater markedsfører forestillingen som en del af en strategi, hvor de ønsker at sætte fokus på det såkaldte ”affektive rum” – altså det sanselige og følelsesmæssige, som opstår i kroppen, før tanker og analyse sætter ind. Man kunne i den forbindelse indføje, at teatret til alle tider har været følelsernes rum, og at betegnelsen derfor kan føles både påklistret og akademiseret. For hvorfor er denne forestilling mere følelsesfuld end andre versioner af Ibsen gennem tiden? Det er dog interessant, at flere teatre efter en corona-pandemi ønsker at søge tilbage til kernen og fremhæve ”her-og-nu-oplevelsen” i en overvejelse af, hvad teatret kan tilbyde publikum, som andre medier ikke kan.